Namedropping er enhver anmelders instinktive default-mode. Når man sidder med et band, der ikke lige er til at placere i en passende kasse, ja, så må man jo gribe til at sammenligne med andre og mere kendte bands for således at gøre det tydeligt, hvordan musikken lyder.
Den skotske sekstet The Phantom Bands debutplade, Checkmate Savage, lægger sig uheldigvis ikke pænt til rette i én genre eller subgenre, og således udfordret må anmelderen grave musikhistoriens kanoniserede og konsensusdannende helte frem, i håbet om at de musikhistoriske krydsreferencer kan kaste lidt lys over sagerne.

Nuvel, The Phantom Band kan sammenlignes med et band som Deus. Ikke fordi de musikalsk minder om hinanden. Det gør de egentlig ikke, men de kunstneriske strategier kan uden tvivl sammenlignes. Udtrykket hos begge bands er groft sagt baseret på umiskendeligt klassiske artrock-dyder iblandet træk fra de respektive dominerende sub-mainstream-strømninger: Hvor Deus i de tidlige 90’ere i høj grad trak på støjrock og indie, er der hos The Phantom Band klare referencer til den alternative folk, som den kommer til udtryk hos f.eks. Will Oldham. Læg hertil en tydelig inspiration fra Nick Cave og krautrock, først og fremmest Neu!’s repetitive motoriske lyd og brug af synths, og så har du et nogenlunde billede af bandets umiddelbart aflyttelige referenceramme. Hvor mærkeligt det end kan lyde, er udtrykket faktisk ganske homogent og sammenhængende, idet bandet aldrig forfalder til tomme stiløvelser, men i stedet inkorporerer inspirationskilderne ganske sømløst i deres samlede udtryk.

På trods af at pladen kun indeholder ni numre, når spilletiden alligevel op på næsten en time; bandet tager sig god tid til at lade numrene udvikle sig i nye retninger (de fleste når op over fem minutter), gradvist at tilføje lag og instrumenter eller simpelthen bare at lade dem ændre karakter totalt midtvejs. I det hele taget virker pladen enormt gennemarbejdet og detaljeret, og bandet har generelt grundigt styr på sine virkemidler.

Det folkede “Island” starter helt simpelt med guitar og vokal og opbygges sÃ¥ langsomt med korstemmer uden egentlig at gøre meget andet end at gentage de samme fÃ¥ melodilinjer. Midt i nummeret stoppes der op, der tilsættes lidt diskant guitarskramlen og banjo, og nummeret fortsætter uden egentlig at ændre karakter væsentligt, indtil det pludselig er ovre, og man knapt kan forstÃ¥, at det varede næsten ni minutter. Det er simpelthen en eksemplarisk, minimalistisk rock-komposition, som Jason Pierce kunne have været stolt af.

Pladens mest oplagte hit, “Folk Song Oblivion”, starter med et sumpet guitarriff, nærmest psykedelisk orgel og dyster, sammenbidt vokal, inden omkvædet sætter ind med skinnende guitartoner over endnu en decideret folkrocket melodi, hvorefter nummeret til sidst eskalerer mod klimaks med synthlinjer og guitarsolo. Det er effektivt, det er møgkompetent skruet sammen, og det er et godt eksempel pÃ¥ The Phantom Bands kardinaldyder: evnen til at passe tilsyneladende modstridende elementer sammen til ét hele, god solid sangskrivning og evnen til at lade numrenes progression virke aldeles logisk og naturlig pÃ¥ trods af pludselige stilskift.

Men, men, men. Helt sÃ¥ godt fungerer det desværre ikke hele tiden. Det instrumentelle “Crocodile” virker ved første lyt som et glimrende, motorisk stykke krautrock, men viser sig hurtigt at være en lidt tynd kop te. Der stÃ¥r Neu! med store bogstaver pÃ¥ de bølgende synthflader og det minimalistiske trommespil, men hvor Neu! formÃ¥ede at skabe et groove, der var sÃ¥ perfekt, at de i teorien kunne fortsætte det i al uendelighed med et minimum af variation, sÃ¥ falder The Phantom Band i den store postrock-fælde og lader nummeret bygge op til en afsluttende omgang temmelig generisk guitarstøj. Det virker ærlig talt en smule inkonsekvent og uinspireret.

Og på trods af flere fine sange, så er det altså ikke, fordi Checkmate Savage flyder over af uforglemmelige numre. På trods af bandets ubenægtelige talent for at komponere et stykke musik, er det alligevel sjældent, at de formår at skabe en helhed, der er mere end blot summen af enkeltdelene. Læg dertil, at pladen, på trods af en egentlig ganske stor varians, fremstår som lidt for homogen. Selv efter mange lyt er det svært at skille sangene fra hinanden, og det er nemt at gennemlytte pladen uden at lægge mærke til, hvad der egentlig sker. Det hænger til dels sammen med produktionen, som fremstår unødigt medierende, og som til en vis grad tværer arrangementerne sammen til et som nævnt uhyre vellydende og kompetent, men også småkedeligt kompromis. Når nu bandet rent faktisk benytter sig af alt fra krautrockede rytmer og synths til banjo og barbershop-vokaler, kunne man godt have ønsket sig, at produktionen havde stået ved det i stedet for at underspille det hele til ren ornamentik.

Checkmate Savage er alt andet lige en rigtig god plade, men der er næppe nogen tvivl om, at The Phantom Band har potentiale til i fremtiden at levere noget, der er endnu bedre.
I denne omgang har de leveret en god og på mange måder klassisk artrock-plade.