Plader

Agaskodo Teliverek: Psycho Goulash

Agaskodo Teliverek serverer psykopatisk sammenkogte retter i deres futuristiske fusionskøkken. Det er ikke for sarte smagsløg, men der er rigeligt med velsmag for den kræsne og nysgerrige gane.

Det engelsk/japansk/ungarske band Agastodo Teliverek er, som man siger på engelsk, en acquired taste. På gruppens anden plade, Psycho Goulash, diskes der op med en sær, frenetisk og højoktan blanding af hardcore punk, surf, japansk 90’er-noiserock og udknaldet sci-fi-humor tilsat en knivspids af labelkollegaen DJ Scotch Eggs 8-bit-breakcore, et drys math-rytmik og en anelse naivistisk jazz. Lyder det sært? Det er det. Og når det hele samtidig foregår med 200 km/t, så er det uden tvivl en plade, der vil lade en stor del lyttere sidde undrende – hvis ikke ligefrem irriterede – tilbage.

Et godt eksempel på gruppens skæve, idiosykratiske udtryk kunne f.eks. være “Kamikaze Curry Bun” (bare titlen!), der veksler mellem nuttet japansk pigevokal, skingre hardcore-skrig og munter, melodisk fløjten. “Kopakabanappa” er et lille, jazzet mellemspil med en for pladen karakteristisk, clean guitarlyd, og det efterfølgende “Gay Hussar” er lyden af discopunk i år 3072, eller deromkring, med en vokal, der manipuleres, til den lyder som laserpistoler og rumskibe, hidsige synths og rudimentære 4/4-trommer. Det foregår, ligesom størstedelen af pladen, ved et ganske betragteligt antal BPM, hvilket gør lytteoplevelsen over pladens godt og vel 40 minutter ganske festlig, om end noget hektisk. Tempoet sættes en smule ned i den nærmest episke “30000 Lightyears Old”, hvor der til gengæld i den grad, ligesom i “Gay Hussar”, skrues op for science-fictionen, både i musikken, men sandelig også i teksten: »30000 lightyears / and she will become a grandma / being locked up in a tower / playing along, squirting / she awaits at the end of the galaxy.«

Hvad det så end skal betyde. Store dele af pladen er ellers instrumental, og det er kun sjældent, at det kan lade sig gøre at tyde, hvad der rent faktisk synges/skriges. Muligvis ville det hjælpe at kunne japansk, men at dømme ud fra tekststumper som ovenstående, er det nok ikke noget, man behøver at ligge søvnløs, endsige tage aftenskolekurser, over.

Næste skæring, “Bamayashi Ege”, lyder på ingen måde som Can, selvom titlen ellers kunne forlede en til at tro det. Næh, det er nærmere Dick Dale, tankerne ledes hen på, når naivistiske melodier og let storslåede synths sættes sammen med twangede surf-riff. Det lyder overmåde kitchet, og det er det bestemt også, ligesom det tenderer det nærmest uanstændigt fjollede, når gruppen parafraserer “Three Blind Mice” i “Mousy”. Men det er også mindst lige så catchy, som det er corny, og energiniveauet er til at blive helt svedt og forpustet af. Det bliver ganske vist lidt svært at skille de 14 numre ad, idet især de instrumentelle godt kan minde meget om hinanden i deres sammenblanding af og vekslen mellem overstyret hardcore, småfjollet pop, hektisk guitarlir og svævende synths.

Det betyder, utroligt nok, at pladen nemt kan glide lidt i baggrunden, selvom man ellers skulle mene, at den insisterer temmelig indædt på sig selv. Men det gør nu ikke så meget, for det er stadig en rigtig god plade. Jovist, den er idiosynkratisk som ind i helvede, overgearet, fjollet og bizar, men den er også overlegent energisk og fængende. Og selvom det bestemt ikke er alle, der vil kunne tage den psykopatiske gullasch, så må man jo bare glæde sig over, at man er en af dem, der kan. For så er der nemlig rigelig udfordring og underholdning at hente hos Agaskodo Teliverek.

★★★★½☆

Deltag i debat