Plader

…And You Will Know Us by the Trail of Dead: Festival Thyme EP

Skrevet af Mads Jensen

Et enkelt lyspunkt på …And You Will Know Us by the Trail of Deads seneste ep er ikke nok til at opveje indtrykket af en grå, uformelig masse af en plade. Den efterlader intet indtryk og er, set i lyset af den efterfølgende fuldlængdeudgivelse, en helt og aldeles ligegyldig plade.

Denne anmeldelse har været alt for længe undervejs. Det er naturligvis min skyld, men jeg synes dog ikke helt, man kan lade …And You Will Know Us by the Trail of Dead slippe for skyld i den forbindelse. Når man laver noget så kedeligt som Festival Thyme, så er det ikke let at sige ret meget om den, hvilket gør mit job svært.

Pladen er ikke dårlig som sådan, men den er gabende kedelig. Jeg kan høre den og inden for få minutter have glemt, jeg har hørt den. Den efterlader intet indtryk, men mens man hører den, gør den heller ingen skade.

Det starter ellers ambitiøst nok. Det vil sige, prætentiøst er nok nærmere ordet. Det er selvfølgelig en del af pakken, og der er heller ikke noget galt med en god gang artrock, hvis det ellers bare er nogenlunde indlevende. Det er det her ikke. ”Bells of Creation (Machete Mix)” har en langsomme rytme, masser af trommer og et tungt og eksplosivt omkvæd, men alligevel lyder det ikke så bombastisk og episk, som det burde. I stedet lyder det bare en smule irriterende, fordi der sker så meget i lydbilledet, samtidig med det er for kedeligt til, at man orker leve sig ind i det.

Andet nummer fortsætter i nøjagtig samme rille. På titelnummeret skifter de så gear og leverer noget, der mest af alt minder mig om en akustisk Oasis-sang. Det er stille og roligt og ikke enerverende som de to første sange. Til gengæld kan man sige sig selv, at noget, der minder om en akustisk Oasis-sang, heller ikke oser af originalitet.

Først på ep’ens allersidste skæring finder man noget interessant. Her bliver støjen så intens, at man bliver revet med. Man kan ikke bare ignorere den, som det er så naturligt at gøre på de andre numre. Selv klaveret larmer som ind i helvede, og de tunge trommer giver nummeret et drive i stedet for bare at gøre det gumpetungt som på åbneren. Hvis man hører det rigtig højt, som man bør, kan man simpelthen ikke undgå at blive revet med.

På trods af sidste nummers kvaliteter forbliver helhedsindtrykket ret svagt. Jeg bliver simpelthen ikke bevæget af Festival Thyme på hverken den ene eller den anden måde. Set i lyset af at denne ep skulle fungere som en form for teaser for The Century of Self, må den siges at være ligegyldig, idet den ikke i sig selv er interessant og derfor heller ikke vækker nysgerrigheden i forhold til det efterfølgende album.

Jeg kan kun håbe, at …And You Will Know Us by the Trail of Dead glemmer karakteren lige så hurtigt, som jeg glemmer denne ep.

★★☆☆☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar

boeger