Plader

Ben Kweller: Changing Horses

Skrevet af Johanne Mortensen

På Changing Horses skifter Ben Kweller hest, som andre skifter sokker. Man tvivler ikke på mandens talent inden for countryen og den bløde guitarrock, men han burde alligevel holde sig til det sikre lidt oftere

Stakkels Ben Kweller. Altså ikke at Ben Kweller er en stakkel, men af og til må man glæde sig over, at man altid bare har været et ganske almindeligt, middelmådigt barn. Stakkels Ben Kweller. Han var et vidunderbarn.

Og læg mærke til sætningen: Han var et vidunderbarn. Datid. Var. Allerede som niårig komponerede han sin første håndfuld sange i sit musikalsk stimulerede hjem. Som 12-årig startede han sit første band, Radish, som signede med Mercury Records, varmede op for Faith No More og optrådte på landsdækkende tv i David Lettermans “Late Night Show”. Findes der i øvrigt noget mere tragisk end at peake som 14-årig – som en anden tidligt udviklet blondine på den jyske vestkyst, der for hurtigt blomstrer af.

Med Changing Horses, hans fjerde studieplade (efter et hav af ep’er, singler og sideprojekter), melder vidunderbarnet sig på banen med en såkaldt tilbagevenden til rødderne. Rødderne findes i Texas, så Changing Horses galoperer rundt i et country-inspireret univers med afstikkere til 60-70’ernes honky-tonk, pop og blød guitarrock.

Efter at have mødt smækfornærmede kritikere med kroniske »vi havde forventet så meget mere af dig, Ben Kweller«-ansigter i flere år kan det virke, som om the boy wonder forsøger at forberede de sarte kritikernerver på den nye stil. »Don’t change horses in the middle of a stream,« hedder et gammelt ordsprog, der snusfornuftigt advarer mod at ændre fokus/stil/hest midt i kampens hede. Men alligevel hopper Kweller frisk og frejdigt fra hest til hest med overhængende fare for at falde i vandet gennem hele pladen.

Den første hest på banen er den veltempererede “Gypsy Rose”, der gemytligt traver sig gennem et behageligt ’The Band møder Paul Simon’-terræn. Og fra starten er det tydeligt, at Ben Kweller og band har masser af guitarer med over skulderen – pedal steel, dobro, western, slideguitar og en varm og blød allestedsnærværende bas.

Næste hest i strømmen er pladens måske stærkeste nummer, “Old Hat”, hvor Kweller rider til Neil Young-city. Basgang og trommer giver i hvert fald denne anmelder associationer til den unge Youngs “Out on the Weekend”, og det er altid en stor kompliment. Ben Kweller har ikke en stor stemme, men den er lys og ærlig og fersk, og med omkvædet: »I never wanna be the old hat you put on your pretty head« bliver man helt tryg ved den nye hest. Den virker stor, stabil og trofast. En helt igennem dejlig hest!

Men ak, så sker det. Han falder i vandet på det tredje hesteskift med den dybt enerverende “Fight”, der med sit mandekor og pedal steel og – oh gru – ragtime-klaver snildt kunne fungere som underlægningsmusik til en saloon-slåskamp i “Smokey and the Bandit”-filmene fra 70’erne. Op på hesten igen, Ben Kweller!

Der er heste i alle aldre, størrelser og farver på Changing Horses. En fræk, lille Elton John-hest, en Ryan Adams-hest og selvfølgelig favorithesten, Gram Parsons-hesten, der måske nok bliver skamridt en anelse. Men hvem siger også, at plader skal være fuldendte, strømlinede Dark Side of the Moon-værker? Hvem siger, at man ikke bare må samle alle ens yndlingsheste på en lang række og så springe fra hest til hest – fra fest til fest – så længe man gør sig rigtig umage med at ride? Og Ben Kweller kan jo altså godt ride – for det meste da. Vidunderbarnet kan selvfølgelig spille et utal af instrumenter, og hvem kan bebrejde ham, at han samler dem alle op i ny og næ.

Der er ikke noget, der hedder en vidundervoksen, så vidt jeg ved. Og måske skulle man også lige gøre den kun 27-årige Ben Kweller den kæmpetjeneste at lade ham ryste teenageårene af sig og prøve sig frem. Nej, det er sikkert ikke særlig nemt at være et naturtalent. Det kan nok være rigtig svært at have let ved alt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat