Plader

Black Eyed Dog: Rhaianuledada

Skrevet af undertoner

Bag navnet Black Eyed Dog gemmer sig den italienske singer/songwriter Fabio Parrinello. Hans anden udgivelse, Rhaianuledada, er en kærlighedserklæring til kvinden i hans liv. Og når jeg siger kærlighed, så mener jeg den slags, der inkluderer langstilkede roser, candlelight dinners og langsomme serenader.

Måske er du ikke tidligere stødt på navnet Fabio Parrinello. Det er der sådan set heller ikke så meget at sige til. Selvom han udgav debuten Love Is a Dog From Hell for et par år siden, er det også første gang, jeg støder på italieneren.

Årsagen dertil skal nok findes i manglen på alternative italienske succeser. Når jeg tænker Italien og musik, er Eros Ramazzotti det første navn, der falder mig ind. Den slags er ikke videre befordrende for en kunstner som Fabio Parrinello, der befinder sig langt fra den glamour og pompøsitet som – i hvert fald for mit vedkommende – er kendetegnende for hr. Ramazzotti og for Italien.

Med projektet Black Eyed Dog er Fabio Parrinello altså ude på en yderst svær mission: Ene og alene skal han nedbryde mine musikalske fordomme om Italien. Rent kulinarisk vil jeg meget hellere svøbe mig i cannelloni, gnocchi og risotto end i flæskesteg, kartofler og sovs, men når det kommer til musik, plejer jeg at tage min egen med, når jeg drager mod støvlelandet. Men hvordan klarer den varmblodige Fabio sig så i det kolde Skandinavien?

Allerede ved navnevalget Black Eyed Dog (titlen på et Nick Drake-nummer) er det tydeligt, at den italienske sanger har hentet inspiration fra det mere alternative musikmiljø. Rent nuancemæssigt befinder vi os et noget mørkere sted end i Eros Ramazzottis lyserøde Italien. Rhaianuledada bliver langsomt puffet i gang af den klaverbårne ”Roses”. Parrinellos mørke croonervokal ligger henslængt på marmorgulvet, og sindsstemningen er tydelig: »This razorblade I’m holding feels like a friend / a friend I’ve known too long / so hold the rain and get dreaming/ the blue, blue train won’t leave without you and me.« Så bliver det vist ikke mere ømt. Man bliver næsten inspireret til at finde sin Michael Strunge-digtsamling frem.

Den efterfølgende halve time befinder vi os i Black Eyed Dogs selvsmagende følelseskabinet. De grædende strygere og lejrskoleakustikken sammenholdt med Parrinellos klagende vokal er på en gang befriende ærligt og uudholdeligt. Det er slet ikke, fordi han ikke kan. Han mestrer instrumenterne, melodierne og stemningerne til hudløshed. De storslåede arrangementer passer som fod i hose til singer/songwriterens dybe vokal. Den nøgne instrumentering omfavner lytteren og holder den tæt til sig.

Og alt det lyder jo rigtig godt, hvis det bare ikke var, fordi man havde hørt det mange gange før. Det er alt, alt for tydeligt, at Parrinello elsker sine vinylplader med Bill Callahan, Elliott Smith, Nick Cave og ikke mindst Ryan Adams. Allerkraftigst og allermest enerverende brænder det igennem på skæringer som ”I Got You In”, ”All 4 You” og det country-klingende lukkenummer ”Angel Eyes”.

Derudover sker der lige præcis det, der ikke måtte ske. Det som Fabio Parrinello formentlig har gjort alt for at undgå. Desværre lader det til at være uundgåeligt for italieneren: Eros Ramazzotti-spøgelset titter frem fra sit sukkersøde skjul. Hør bare disse slutlinjer fra nummeret ”I Got You In”: »I got you in / marry me, marry me, marry me / can’t even start to explain the way I’m feeling / the way I feel when you sleep in my arms / just get me a brush and I’ll start painting your face/ your intriguing beauty. So divine.«

Disse linjer fortjente næsten at stå alene. Ikke fordi de gør mig varm om hjertet eller fugtig i øjenkrogen, men fordi de er den følsomme italieners største problem. I kombination med de uoriginale strukturer skaber den selvmedlidende lyrik et album, som desværre ikke formår at nedbryde mine fordomme om Italien – i hvert fald ikke rent musikalsk. Jeg elsker stadig at komme der, men jeg tager ikke musikken med hjem!

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat