Plader

BLK JKS: Mystery EP

Skrevet af Jeppe Carstensen

BLK JKS er et postkolonialt rockband, der har lyttet til den samme musik som os andre, og dertil har de hørt deres mødre og fædre spille på vestlige instrumenter på afrikansk manér. Det har ført til, at disse sorte, anglo-afrikanske helte har taget det fjollede Jack-kostume på og er fløjet til USA for at spille deres bastardiserede rockmusik.

De særdeles hippe drenge fra Black Jacks har selv udtalt, at de bryder sig om bands, der lyder som det land, de kommer fra. Identiteterne bag Black Jacks kan ses som allegoriske hybrider på en britisk kliché og deres afrikanske afstamning. Det vil sige, at de ser sig selv som unge og arketypiske Jack-helte, de har sort hud og en god portion frækhed i deres røst. Den lille ep Mystery er altså sprudlende alene i dens biografiske særegenhed. Black Jacks vil vise, hvor de kommer fra. BLK JKS, som de forkorter sig til, laver musik på en dialektik af lige dele vestlig og afrikansk lyd, hvilket netop får mig til at se nærmere på nuancerne i deres kulturelle herkomst.

Musikken på Mystery er på sin vis lavet efter modellen hjemme-ude-hjemme. Afrikanerne ekspanderede i sin tid bluesmusikken i Nordamerika, og den har siden været vidt omkring. I dag finder vi afarter som countryrock – white man’s blues – og mere relevant i denne kontekst avantgarde-rocken, der kan opleves på tusindvis af scener verden over. Bluesmusikken har muteret sig i den vestlige musikhistorie, og i dag har man et væld af genreforgreninger. BLK JKS har ladet sig inspirere af en for dem umiddelbart fremmed lyd, som jeg tilsniger mig at henlede til TV on the Radio. Samtidig holder de fast i nyere afrikanske musiktraditioner fra det sidste århundrede, hvor Vestens instrumenter blev flittigt brugt i det meste af Afrika. I dag er det uanset bopæl ikke svært at sætte sig ind i nichemusik, hvorigennem vi får små åbenbaringer fra rockbands, som formår at inddrage en særlig lyd uden nødvendigvis at have et empirisk grundlag for det i nærmiljøet. Jeg vil påstå, at BLK JKS er et af disse bands.

Denne ep vågner langsomt op til dåd med nummeret “Lakeside”. Den begynder med distancerede lyde fra noget, der kunne være en tyst solopgang i Johannesburg eller en Stone Roses-sang fra 90’erne. En ep giver ofte kun et hint om, hvor et band er på vej hen. Det samme gælder for BLK JKS. De arbejder især med rytme og stemning på denne udgivelse. De bevæger sig i skalaer fra mathrock over i en form for mbaqanga, som grundlæggende karakteriseres ved en brug af vestlige instrumenter, men også en heftig brug af afrikansk vokal og rytme. I det lystige omkvæd på “Lakeside” synges der på en sydafrikansk dialekt, og det er netop denne zulu-blues, som sætter ind med hurtige beats og højt anlagte guitarmelodier kombineret med en tør og drævende stemmeføring. Det hele munder ud i en psykedelisk guitarsolo og en bred vifte af instrumentering, som får ”Lakeside” til at ramme et kulminerende slutpunkt. Jeg er ikke ubetinget begejstret, men jeg ser muligheder i denne hybrid af et band. For mig handler det om produktionen, som jeg gerne så blive varetaget af en anden end Brandon Curtis fra The Secret Machines.

Jeg indrømmer det gerne: Denne plade anmeldes, fordi jeg blev draget af vitaliteten på ep’ens albumcover. Jeg forestiller mig barndomskammeraterne Lindani Buthelezi og Mpumi Mcata spæne efter togene på Metafe Station i aftensolen. Det er så elementært livsbekræftende, at jeg ikke kunne stå for dets slagkraftige æstetik med patina i lys og farve. I dag ser jeg BLK JKS som et særdeles ungt og dog homogent band, der vil erobre verden, efter de er kommet i gode hænder hos Secretly Canadian. De lover i øvrigt, at der snart kommer et fuldlængdealbum, hvorpå jeg ønsker mig mere fuzzguitar og en renere lyd, der ikke er produceret som den episke og noget storladne psykedeliske afro-avantrock, som ep’en har mest af.

BLK JKS er bedst, når de kreerer glade og simple polyrytmer, synger frejdigt og spiller pudsige repeterende melodier. “Summertime” er i mere end en forstand der, jeg gerne vil hen. Bandet er at finde på festivalen South by Southwest, hvor de optræder under en betragtelig hype. En opmærksomhed som ep’en alene ikke kan bære. Måske kan deres turné, som efter billederne på deres blog at dømme udarter sig til lidt af eventyr, producere det, verden vil have.

★★★½☆☆

Deltag i debat