Plader

Bon Iver: Blood Bank EP

Hvor er det ærgerligt, ærgerligt, ærgerligt, at Bon Iver har udsendt den forcerede og eksperimenterede ep Blood Bank. På trods af et par fine numre havde det været bedre, om han havde ladet være.

På trods af at det er den nye ep fra Bon Iver, der nu er i fokus, vil jeg alligevel gerne indlede med at koncentrere mig en smule om Justin Vernons debutalbum fra sidste år, For Emma, Forever Ago. Historien var typisk: En rocksanger blev smidt ud af sit band, smidt ud af sin kæreste og tog konsekvensen. Hvilken konsekvens tager man? Når man bor i Amerika og lever i dette forjagede nye årtusinde, er svaret klart: Man forsager civilisationen og flytter ud i skoven.

Det er set før, senest med filmen “Into the Wild”, der bygger på Krakauers bog af samme navn. Amerika er på vej ad helvede til (vi taler før Obama), og svaret er vildmarken. Og det er sådan set fint nok alt sammen, og der kom en fremragende plade ud af det i Justin Vernons tilfælde. Alt sammen godt.

Men hvad så nu? Igen vil jeg gerne fastholde billedet af Justin ude i den her hytte i den her skov. Hvad tænkte han, lige før han drog væk? Begyndte han at kede sig? Længtes han efter mennesker og internettet? Eller gik det op for ham, at han havde noget mellem hænderne, der kunne kickstarte hans civiliserede karriere?

Det var i hvert fald det, der skete. For Emma, Forever Ago blev udråbt til en af 2008’s store positive overraskelser, blandt andre af mig selv. Den er blevet genoptrykt, og Justin Vernons karriere går rigtig godt. I den sammenhæng er det selvfølgelig vigtigt at pointere, at historien om Justin i hytten er en rigtig god historie. Den går lige ind hos Pitchfork-segmentet, det er anderledes og fornægtende, men samtidig lyder det så dejlig rart. Det er farligt, men ikke rigtig farligt.

Nummeret ”Blood Bank” kunne snildt have været med på For Emma, Forever Ago. Med sin fremragende startreplik »Well, I met you at the Blood Bank« indleder han ep’en med denne underspillede melodijuvel, der bygger fint op og ned, som det plejer at lykkes så godt for ham. ”Beach Baby” er også et fint lille nummer, selvom det virker en smule anonymt og fraværende. Eksperimenterne går først i gang på ”Babys”, der er bygget op omkring en Steve Reich’sk ”In C”-pastiche og derfra ikke rigtig kommer videre. Vil Bon Iver bare vise, at han kan? At han kan andet end at lave guitarbaserede syng med-numre? Jeg ved det virkelig ikke, og jeg forstår det heller ikke, for der er ikke noget i vejen med de numre, han laver. Ja, de er faktisk rigtig gode. Selvfølgelig er det positivt at eksperimentere, men det skal være med et formål, og dette står ikke klart på ”Babys”. Nummeret efterlader lytteren uafklaret og med indtrykket: Hvad skete der for alt det klaver?

Det går helt galt for Bon Iver med nummeret ”Woods”. Over det enkle mantra: »I’m out in the woods, I’m down on my mind / I’m building a still to slow down the time« opbygger Bon Iver en vokalharmoni med sig selv – ved hjælp af en vocoder! Dette elektroniske trick, gjort kendt af Cher og senest Kanye West, er en forbrydelse på hele mandens æstetik og virker som en latterliggørelse af ham selv. Man kan ikke lade være med at overveje, om han er løbet helt tør for originalitet.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. At Justin Vernon skulle være blevet ude i skoven for at dø? Man forestiller sig, hvordan en skovridder, måske en tidligere bandkammerat, nej, lad det være hans kæreste, over vinteren har indset, hvor højt hun faktisk elsker ham og tager ud for at lede efter ham, finder ham efter utallige prøvelser, men for sent. Han ligger død, ikke som et forrådnende lig, men som en stille, stoisk statue, og ved siden af ham ligger optagelserne til For Emma, Forever Ago. Rulletekster med ”Re: Stacks” som baggrundsmusik.

Burde Bon Iver have udsendt denne ep? Jovist, ”Blood Bank” er et fint nummer, og jeg er da glad for, at jeg har fået mulighed for at høre det, men er det nok? Nej, det er det ikke! Blood Bank er ikke en æstetisk udgivelse. I Bon Ivers tilfælde kan man ikke fjerne det kunstneriske udtryk fra manden bag, kunstneren. Disse to ting er knyttet uløseligt sammen, og derfor bliver de kunstværker, som han offentliggør, også en del af vores opfattelse af kunstneren og derved de tidligere kunstværker. Der har været så stor fokus på tilblivelsen af For Emma, Forever Ago, at denne skabelse har opnået nærmest mytisk status. Derfor svækker Bon Iver sit virke med denne udgivelse, og han svækker også sin debutplade. For Emma, Forever Ago mister noget af sin ægthed i kraft af disse fire numre. Og da ep’en heller ikke bibringer noget nyt, er det utilgiveligt, og derfor var det bedre, om Blood Bank aldrig var blevet offentliggjort.

★★☆☆☆☆

1 kommentar

  • Jeg har aldrig læst en dårligere anmeldelse end denne. Den er jo helt til grin. Allermest da anmelderen slutter af med at konkludere, at ep’en aldrig burde være blevet offentliggjort.

Deltag i debat