Tentacles med Crystal Antlers er et historisk album. Måske vil nogen mene, at det er lidt tidligt at komme med den slags bombastiske konklusioner, men det er nu heller ikke nødvendigvis pladen i sig selv, der er historisk. Tentacles er sandsynligvis den sidste nye plade, der bliver udgivet på Touch and Go. Et pladeselskab, der har bragt undergrunden op til overfladen i 25 år.

I starten var fokusset fortrinsvis pÃ¥ den aggressive noiserock-scene med udgivelser af Steve Albinis Big Black, det nyligt gendannede The Jesus Lizard og spøgefuglene Butthole Surfers. Touch and Go og søsterselskabet Quarterstick, der ligeledes var startet af Corey Rusk, som stod bag Touch and Go næsten fra starten, blev ogsÃ¥ stedet, hvor mathrocken blev udgivet, da den skød frem i starten af 90′erne. Foruden en af de vigtigste plader i indierocken nogensinde, Slints Spiderland, blev det ogsÃ¥ til udgivelser med Rodan, Don Caballero og June of 44. Senere udvidede repertoiret sig yderligere, og de to siamesiske selskaber har i de senere Ã¥r udgivet nymoderne klassikere med Calexico, TV on the Radio, !!!, Nina Nastasia og Dirty Three.

PÃ¥ den vis er Crystal Antlers’ debutplade pÃ¥ mange mÃ¥der et passende farvel fra pladeselskabet, fordi den bÃ¥de peger tilbage pÃ¥ selskabets historie, men ogsÃ¥ bringer noget nyt, hvilket altid var selskabets helt store force; evnen til at finde nye, spændende tendenser i undergrunden.

På mange måder er Tentacles en noiserock-plade. Store skovlfulde guitarfeedback sviner sangene til, og produktionen er bevidst lo-fi, så alle instrumenter ramler sammen i et kaotisk mudder, der gør det nærmest umuligt præcist at definere, hvilke og hvor mange instrumenter der optræder i en sang.

Men modsat de tidlige noiserockplader, som var en lyd videreudviklet af hardcorepunk-scenen, hvor bluesen var fuldstændig fjernet fra lydbilledet, hvilket skabte en bevidst hÃ¥rd og kantet lyd, sÃ¥ henter Crystal Antlers ogsÃ¥ deres lyd fra den mere klassiske garagerock. Titelnummeret er uden tvivl punket garagerock med dets tempofyldte basgang og rastløse rytmer. Det er rock’n'roll. En lyd som andre Touch and Go-bands, f.eks. Girls Against Boys og The Delta 72, ogsÃ¥ fandt tilbage til i starten af 90′erne.

De fuldfede orgeltoner, som hele tiden maser sig på, giver desuden sangene et distinkt psykedelisk tvist, som selvfølgelig bakkes op af virrende, ustyrlige guitarsoloer. Men den nænsomhed og de kærtegn, der normalt ligger i stemmelejet fra en forsanger i et psykedelisk rockband, er erstattet af Johnny Bells desperate, hæst skrigende vokal, som i højere grad minder om vokalføringen i emobands, der stadig har forbindelse til hardcore-scenen og ikke er klistret til i MTV’s glitrede billeder. Det bliver yderligere understøttet af midtempo-sangene, som godt kan blive helt storladne og emotionelle og driver af melankolsk rodløshed.

Det sidste nummer pÃ¥ albummet, “Several Tongues”, skiller sig bÃ¥de ud og opsummerer pladen. Udflydende guitartoner og repeterende orgeldroner isolerer den skrigende hæse vokal, der stÃ¥r ensom tilbage. Halvvejs inde begynder rytmer og stigende, støjende guitarfeedback at varme op til et brølende kaos, hvor lydbilledet bryder fuldstædig sammen, og en weird freejazz-saxsolo blæser ind fra siden for at give et alvorligt rambukstød til et i forvejen ramlende korthus. Nummeret kommer til sidst igen ned i tempo og giver plads til vokalen endnu en gang.

Men det er netop det kaos, den desperation, den ustyrlighed, der kendetegner Tentacles. Albummet lyder som en overdådig dekadent fest, hvor man selv er fuldstændig gennemvædet af alkohol indeni og på samme tid er på jagt efter nye bekendtskaber og deprimeret over dem, man har mistet.

Det er et flot punktum for et af de vigtigste selvstændige pladeselskaber i rockhistorien.