Koncerter

CunninLynguists, 02.04.09, Lille Vega, København

Skrevet af Christian Klauber

Flyvende, freeeesh hiphop leveret fra hjertet og med beatet på rette sted var hovedingrediensen i et forrygende, festligt show med de progressive sydstatsrappere CunninLynguists.

Fotos: Aida Veggerby, LiveShot.dk

Fotos: Aida Veggerby, LiveShot.dk

CunninLynguists’ plader har mange numre, der har tempo, intensitet og beat, men de har lige så mange, der har et soulet sample og et mere laidback udtryk. Derfor var en del af spændingen før aftenens koncert, om live-udgaven af de tre herrer ville være lige så laidback som mange af deres numre. Svaret var et rungende nej. Fra første sekund og “Nothing to Give”, hvor Kno, Deacon the Villain og Natti fløj ind på scenen og med det samme hamrede intensiteten ud over publikum, blev min frygt kontinuerligt gjort til skamme.

Skiftene mellem de tre rapperes vers var under hele koncerten ekstremt skarpe, de lå lige på beatet HELE tiden, og de interagerede perfekt, så deres linjer fulgte hinanden som perler på en snor. Når der oven i købet var tale om et overflødighedshorn af deres bedste numre, f.eks. “Old School”, det helt igennem forrygende “The South” og “Seasons” fra Southern Underground, “K.K.K.Y.” fra Dirty Acres samt “Since When” og “Beautiful Girl” fra A Piece of Strange, var der ikke noget at sige til, at folk var helt oppe på tæerne. Og når der enkelte gange indsneg sig lidt stilstand – som der bare altid gør i hiphop, fordi begyndelsen af numrene ofte mødes med en intens fysisk rektion, f.eks. ekstatisk hoppen, der afkræver energi – sneg CunninLynguists lige et hit ind, så folk igen lettede fra jorden. Smack!

Det betød også, at der ikke var (tid til) overflødig snak, der sænkede koncertens tempo. Her var ikke behov for udkast af merchandise og »when I say “¦, you say “¦«-fjolleri for at få publikum op på tæerne, her var merchandisen flydende, energisk hiphop. Festen blev ikke styret eller skabt af CunninLynguists og sniksnakkeri i sig selv, men i symbiosen mellem deres konstante leverance af tight hiphop og publikums hoppende begejstring.

CunninLynguists1Hvis nogen skulle være i tvivl om, at hiphop og hash har noget, der minder om et kærlighedsforhold, blev den tvivl i hvert fald undermineret, da Natti pludselig indsnusede duften af hash, hvilket affødte, at CunninLynguists ud af det blå leverede tre-fire numre, der på mere eller mindre lyrisk vis hyldede hash, bl.a. det fine “œNever Come Down (The Brownie Song)” fra det kommende album Strange Journey, Volume I. Hyldesten omfattende måske endda en omgang DIY, det var i hvert fald påfaldende, at det var lige herefter, at DJ Flip-Flop fik mulighed for at vise sine evner, mens CunninLynguists forsvandt fra scenen.

Da CunninLynguists vendte tilbage til scenen fra deres formodede rygepause, nåede de i hvert fald endnu længere ud over scenekanten – en enkelt gang i bogstavelig forstand – og fyldte salen med intensitet og energisk overskud. Her havde man fornøjelsen af den superfunky “Mexico”, “What You’ll Do?” og den mørke “Things I Dream” med intense violiner og nærmest gotisk vokalsample, inden de – efter en times forrygende dynamisk ud af kroppen-hiphop – afsluttede med en forrygende, pumpet udgave af “Fire”, der nærmest rev taget af salen. Så var de ude, og det med stil: CunninLynguists gav ingen ekstranumre, men efterlod et sveddryppende Lille Vega fyldt til randen med sydens livsbekræftende undergrundshiphop.

★★★★★☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar