Plader

Er de sjældne: Lyserød lyseblå beige

Skrevet af Signe Palsøe

Digteren og komponisten mødes, og sød musik opstår. Dette har været udgangspunktet for Lyserød lyseblå beige, og det er der alt i alt kommet en ganske pæn omgang organisk kammermusik ud af. Indimellem skurrer pladen dog mere i ørerne, end godt er.

Med fare for at få én på hatten af både jantelov, Pia Kjærsgaard-modstandere og globaliseringsentusiaster vil jeg alligevel påstå, at der er noget ganske særligt ved at opleve danske kunstnere fremføre dansk lyrik. Ikke fordi det er mere interessant end alle andre sprog ude i verden, men fordi det foregår på netop mit – og ofte kunstnerens – eget modersmål. Et er, at danske kunstnere således undgår at kløjes i det til tider endog særdeles vanskelige angelsaksiske sprog, men hvad, der er endnu væsentligere, er, at det giver dem en mulighed for at benytte så fine sproglige nuancer, at de kun opfattes og værdsættes af dem, der har sproget siddende på rygraden – en næsten udefinerbar dimension, der dog er med til at føje karakter og dagsorden til en tekst, og som det kan være svært at blive indlemmet i ved udenlandske værker.

Er de sjældne er det nyeste skud på stammen i Geigers Lyd+Litteratur-serie, der netop fokuserer på lyrisk interessant musik frembragt gennem et samarbejde mellem musikere og forfattere. I dette tilfælde er det Lone Hørslevs digterier og Solveig Sandnes’ musik, der forenes på lp’en Lyserød lyseblå beige. Musikalsk befinder vi os langt ude i skoven, hvor instrumenter som kalimba og okulele i samklang med en trommemaskine og en sjat elektronik skaber en organisk atmosfære, der ikke er ulig den, man kan møde på Under Byens seneste udgivelser. Men musikken bliver ikke lige så karakteristisk her; den er en skovbund, hvorpå Sandnes’ interessante vokal danser ind og ud mellem korets skiftende input med en elverpiges tilbageholdenhed og tiltrækningskraft. Og helt ærligt: Hvem gider at glo på mos, hvis der elverpiger til stede.

Det er altså lyrikken, der er i fokus, selvom den ofte væves ind i kor og instrumentering i en sådan grad, at ordene kan blive svære at tyde. Det er dog tydeligt, at pladens overordnede tema – meget passende – er naturen, fugle i særdeleshed. Hørslevs tekster om- og behandler skove, marker og deres bevingede beboere i et sprog, der indimellem bevæger sig i et typisk digterisk univers af metaforer, men som til tider også siger tingene så direkte og halvkluntet, at det er svært ikke at mærke et lille, sprogligt gib.

Pladen lægger dog flot ud med “Fødder”, der drives af sted ført af trommemaskine og omnichord. Især her fungerer de elegante vokaler, som med Sandnes i front nærmest snubler ind og ud mellem hinanden til en tekst om »mine ædru skridt, der tumler så genert omkring din adresse« og en lang række andre billeder på fødder og gang. Det er nydeligt og samtidig vældig interessant at se, hvor fint lyrik og musik skaber et fælles, lydligt billede.

Sandnes’ sang om at sejle, “Selv den bedste båd kan kæntre”, benytter sig af et lignende arrangement med drømmende og sfæriske vokaler og har i grunden en behagelig vemodighed over sig, som man vugges af sted i. Det er dog her, at lytterens fornemmelse for sit modersmål bliver problematisk, for som omkvædet sætter ind, føles det, som om det skrøbelige drømmeunivers falder til jorden, og man brat vågner. Sætningen: »Selv den bedste båd kan kæntre, hvis man ikke passer på« bliver nummerets omdrejningspunkt; et omdrejningspunkt, der vel at mærke fremføres på meget få taktslag og dermed bevæger sig væk fra den elegante snublen, der var tale om i “Fødder” – her falder elverpigen næsegrus og har svært ved at komme op igen.

Denne tendens til, at ord og musik ikke formidler det samme sprog, går desværre igen på alt for mange af pladens numre. Allermest tåkrummende bliver det på “Spurvehøg”, hvor en pludselig instrumental lysning fyldes ud af ordene: »Han sagde: “En spurvehøg er faktisk et klogt dyr” / han sagde: “En spurvehøg er bedre end Interrail”.« Netop fordi sådanne indslag virker så fremmede i konteksten, mister nummeret sin klædelige højtidelighed og pådrager sig en halvkomisk aura, som associerer mere til Roben og Knuds fascination af hættemåger og ænder end til den spinkle rovfugls elegance, som Er det sjældne forsøger at genskabe.

Det kan synes voldsomt, at et helt værks sammenhæng står og – i særdeleshed – falder på spredte, lyriske bommerter, men det er desværre realiteten på Lyserød lyseblå beige. Selvom melodierne er pæne, og instrumenteringen fungerer, er der tale om stemningsskabere for den samtidige lyrik, der altså er musikkens allervigtigste aktør. Det er et sats at gebærde sig gennem et følsomt, musikalsk landskab på et sprog, der så let frembringer de forkerte billeder hos sin lytter, og når man netop har valgt at have dette sprog som hovedfokus for sin udgivelse, er der tale om en særdeles vanskelig ballet, som må udføres punktligt. Og denne mestrer Er de sjældne ikke helt på Lyserød lyseblå beige.

★★★☆☆☆

Deltag i debat