Interview

Fever Ray – med mørket som følgesvend

Skrevet af Christian Birk

Karin Dreijer, med fortid i det succesfulde familieprojekt The Knife, har klippet navlestrengen over og har bevæget sig ind i mørket med det elektronisk funderede soloprojekt Fever Ray. Undertoner vovede sig ind i den dunkle verden.

Sammen med brormand Olof dannede Karin Dreijer The Knife i 1999. Gennem et årti begejstrede duoen Sverige og resten af verden med deres dystre elektroniske popmusik. Mørk robotvokal, drømmende synthesizerflader og dystopisk søndagsstemning lyder måske ikke som den letteste vej til succes, men ikke desto mindre gik de gentagne gange nummer et i hjemlandet og i resten af verden. Hermed var en ny stjerne skabt. Deres på én gang smukke og beskidte univers vakte genlyd over hele verden, og i 2006 var det amerikanernes tur til at stifte bekendtskab med The Knife.

At gå ind i mørket, alene
Karin og Olof var på toppen af deres karriere. Men når man kommer til bjerget, begynder man oftest at mærke kulden. Det samme skete for Karin. Da hun i november 2006 kom tilbage fra deres fælles USA-turné, var hun nødt til at være alene. Ensomheden blev til sange, og sangene blev til Fever Ray.

Karin fortæller: »Vi havde virkelig brug for en pause, efter at vi havde arbejdet sammen i syv år. Det havde virkelig været intenst. Rent musikalsk havde vi lyst til at udforske vores egen verden, uden at være nødt til at gå på kompromis med noget som helst. På en eller anden måde havde jeg bare behov for at være mig selv. Det var helt vildt skræmmende lige pludselig at være alene og ikke have Olof ved min side. Men det var også det, der gjorde det interessant. Jeg tror egentlig heller aldrig, at jeg ville kunne arbejde uden den slags udfordringer. Nogle gange skal det bare være svært. Og heldigvis kom der noget godt ud af det, nemlig Fever Ray.«

Karin DreijerI december sidste år ramte feberen så os alle sammen. Med singlen “If I Had a Heart” havde musikelskere verden over glemt alt om The Knife og i stedet kastet kærligheden på Fever Ray. Det hypnotiske og svært nærværende første udspil satte hypen i gang, og i starten af det nye år begyndte der at dukke flere og flere smagsprøver op rundt omkring på nettet. De sultne musikelskere kunne ikke få nok. Udenfor ruskede vinden i tørklæderne, sneen væltede ned over gaderne, gadelamperne tændtes kl. 16, og indenfor drev Fever Rays kolde toner ned ad væggene. Men hvorfor skabe en så dunkel lyd, når vinterdepressionerne raser indenfor?

»Jeg synes jo ikke, at albummet er mørkt. Men måske er det, fordi jeg har vænnet mig til mørket. Da jeg var lille, var jeg rigtig bange for mørke. Jeg sov altid med lyset tændt. Vi boede i en lille flække uden for Gøteborg. Omkring 20 kilometer uden for byen, og der var altid mørkt. Det var ikke, fordi byen var så uhyggelig, men der var bare altid stille og mørkt. Der var ikke andet end huse og mørke. Med Fever Ray har jeg prøvet at finde ud af, hvad mørket egentlig er for en størrelse. Måske fordi det fyldte så meget, da jeg var lille. Efter jeg så er blevet voksen og lidt mere modig, er det nærmest blevet en ven. En form for menneskelig og musikalsk følgesvend. Så stilheden og mørket har nærmest været uundgåelige i form til musikken pga. min opvækst. Det passer også meget godt med Fever Ray, synes jeg; det er stilheden, der møder det mere mørke og ukontrollerbare. Lidt ligesom i drømme,« forklarer Karin.

Twin Peaks og børn som inspiration
Da Karin var yngre, elskede hun at drømme. Det gjorde ikke nogen forskel, om det var gode eller dårlige drømme. Drømme om kærlighed og om at være prinsesse eller mareridt om trolde og hekse. For Karin var det bare fantastisk, at der fandtes et skel imellem drøm og eventyr og kedelig, grå virkelighed. Men efter at Karin har fået børn, får hun slet ikke sovet nok til også at nå at drømme.

»I The Knife-tiden var det (at drømme, red.) meget mere centralt. Da var det nærmest lige så centralt som musikken. Men efter at jeg har fået børn, får jeg aldrig sovet nok til, at jeg kan give mig hen til mine drømme, og det er man nødt til, hvis de skal blive en del af en. Man er nødt til at give noget af sig selv. Men nu, hvor de små altid vækker mig om natten, er jeg begyndt at drømme om dagen. Ikke rigtigt at drømme, men et sted midt mellem det at være vågen og alligevel ikke helt. Det er lidt ligesom det stadie, man kommer til om morgenen, når man er rigtig træt og ikke kan tage sig sammen til at stå op. Så befinder man sig i et ’ingenting’. Et ’ingenting’, hvor man bliver ved med at døse hen. Et sted, som ikke rigtig kan forklares. Det er som i Twin Peaks. En serie, jeg har set utallige gange og aldrig får nok af. Her ved man heller aldrig rigtig, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed. Det er også et sted midt imellem. Lidt ligesom Fever Ray. Jeg kunne godt tænke mig, at lytterne kan fortabe sig så meget i det, at de glemmer, hvad der er grå virkelighed, og hvad der er noget, som de selv kan skabe. Deres helt eget ’ingenting’.«

Efter at Karin Dreijer fik børn, var det samtidig også et farvel til den bohemetilværelse, som hun selv og mange andre kunstnere vælger at føre. Det var slut med at sidde oppe hele natten og morgenen og sove om eftermiddagen. Hun var nødt til at sætte rammer for sin kreativitet. Med tilkomsten af to små børn var sangerinden nødsaget til at være kreativ og skabe noget, når børnene var i børnehave. Men hvor mange ser det som en arbejdsmæssig hæmsko at få børn, så Karin det som en idémæssig legeplads.

Foto: Johan Renck

Foto: Johan Renck

»Det har lidt været som at få to ekstra bandmedlemmer. Det er virkelig vildt, så meget inspiration man kan få ud af at sidde og lege med træklodser og duplo. Jeg er helt sikkert begyndt at arbejde mere i rutiner, og jeg ved godt, at rutine er et fy-ord i kreative miljøer. Men for mig er det blevet lidt af et dogme. Det har ikke været bevidst, men det er faktisk ret inspirerende at arbejde med de her dogmer. Det er sgu ret fedt at se, hvor meget man kan skabe i så konforme rammer, smiler Karin og fortsætter, at nu er børnene også begyndt at vælge musikken derhjemme. I starten prøvede jeg lidt at forme dem. Ligesom når forældre sætter høretelefoner med klassisk musik mod maven. Det viste sig dog ikke at fungere særlig godt. Der er nærmest opstået en trodsreaktion. Min datter på seks sørger nu for, at vi ikke hører andet end KISS derhjemme,« griner svenskeren.

Det visuelle som et ekstra instrument
Søndag d. 22 marts gæstede Fever Ray Vega på Vesterbro i København. Siden Karin Dreijer sammen med The Knife debuterede i 2001, har de projekter, hun har deltaget i, været båret lige så meget af de lydmæssige landskaber som af de visuelle udtryk. En audiovisuel oplevelse.
I The Knife-tiden arbejdede hun tæt sammen med musikvideotroldmanden Andreas Nilsson, som også har arbejdet med blandt andre White Lies, Moby, Bright Eyes og Jenny Wilson. Dengang skabte de en sanselig overflod med deres mørke masker (måske dem, som Karin havde set i sine drømme som barn), de v-formede stroboskoplys og skræmmende videoer kørende på storskærmen. Men hvorfor er det så vigtigt at have et visuelt udtryk? Er det ikke længere nok bare at stå med sin laptop, begravet i et slag syvkabale, mens musikken brager fra højtalerne? Åbenbart ikke for Karin Dreijer:

»Jeg har altid tænkt det sådan, at der er noget visuelt i musik, uanset om det vil det eller ej. Hvis man gør det godt, kan man gøre musikken endnu bedre, større og smukkere. Sådan har jeg det i hvert fald selv, når jeg lytter til musik. Så kan en god musikvideo gøre det til et helt andet helhedsindtryk. Et helt nyt indtryk. Det er det, jeg gerne vil give publikum. Da jeg var 13 år, plejede jeg altid at pjække fra skole for at se musikvideoer på MTV. Dengang var det The Cure og Guns N’ Roses, der rykkede. Og hvor er det bare smukt, at man sad derhjemme og pjækkede fra skolen for at se musikvideoer.«

Deltag i debat