Anbefalet

Genopdagede plader

Skrevet af Redaktionen

Vi har været i arkiverne og fundet plader frem, som enten er blevet genopdaget af en større flok i musikundergrunden, eller som vi havde forkastet som kedelige, abnorme, åndssvage og nu genopdager til vores egen store fryd.

Det er mange gange svært at skulle forklare, hvorfor vi kan lide eller ikke kan lide et album. Et album er som et kunstværk en meget kompleks ting, der rummer en række følelser og tanker. Måske er disse følelser nogle, vi kan nikke genkendende til, måske bliver de hurtigt afvist, og pladen bliver revet af afspilleren og smidt hen i bunken. Denne bunke af afvist musik er stor og vokser hele tiden – nogle af os afviser f.eks. hurtigt en masse musik, når vi hører radio, da meget af den slags musik, der bliver spillet der, slet ikke tiltaler os.

Men nogle gange er der nogle af de afviste plader, som ændrer karakter hos én. Plader, som vi før ikke har brudt os om, begynder vi pludselig at lytte meget til og synes meget om. Denne tendens kan også ses på et større plan: En plade kan være fuldstændig overset på dens udgivelsestidspunkt, men senere opnå stor succes. Et godt eksempel er den voksende interesse for folk, som har fundet sted i det nye årtusinde. Dette har medført at mange gamle folkplader er blevet støvet af og genudgivet.

Vi vil give ni eksempler på genopdagede plader, som har holdt ved trods modstand og vist deres værd.

Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler.

Christoffer Basse Eriksen

Gary Higgins: Red Hash (1973) Gary Higgins

»If anyone has any information on the whereabouts or fate of Gary Higgins, please contact us.« Således stod der på innersleevet til Six Organs of Admittances plade School of the Flower. Gary Higgins blev fundet, og albummet blev genoptrykt. Som titlen antyder, er det et ret svævende, psykedelisk album, men det er ikke udsvævende eller uforståeligt. De simple guitarbaserede folkmelodier flyder fredfyldt fra Higgins, som man fornemmer allerhelst ville sidde med en pibe i munden langt væk fra byens jag.

Vashti Bunyan: Just Another Diamond Day (1970) Vashti Bunyan

»Just another diamond day, just a blade of grass / just another bale of hay, and the horses pass.« Dyb indånding, fornem fredsommeligheden. Det er Vashti Bunyan: Fredsommelighed. Med sin spinkle stemme (en af de fineste i musikhistorien) nærmest hvisker hun de naive tekster hen over sit simple guitarfingerspil. Som tilfældet var med Higgins, blev også Bunyan genopdaget i den store folkrevival midt i dette årti, hvilket understregedes, da hun udgav Lookaftering i 2005.

Simon Finn: Pass the Distance (2004) Simon Finn

Simon Finn er et af de bedste eksempler på, at folkbølgen prædikede andet end ‘peace & love’. Pass the Distance er en apokalyptisk færd gennem Simon Finns hjemsøgte sind. Finns ætsende, frygtindgydende, nærmest maniske stemme står nogle gange i kontrast, nogle gange i harmoni med de udknaldede trommer og den psykedeliske guitar. Allerstærkest er kongenummeret “Jerusalem”, der med udgangspunkt i passionshistorien til sidst sender både lytteren og Simon Finn i knæ.

Jeppe Fly-Kristensen

Nick Drake: Pink Moon (1972) Nick Drake

Selvom vores egen skribent, Kasper Würtz, har skrevet det hele og lidt til her, så vil jeg godt understrege, at Pink Moon er en af de helt store juveler, der aldrig fik chancen for at skinne i udgivelsesåret, 1972. Det er svært at finde lignende plader, der er så gennemsyrede af livets mørke sider, men alligevel lyder så ufatteligt smukt. Melankoli er efterhånden et meget gennemtærsket udtryk i musikverdenen, men på Pink Moon er det spot on.

Nephew: Swimming Time (2000) Nephew

Længe før det hele eksploderede på Orange Scene, og bandet blev ærekære, danske helte, så leverede Nephew en debut, der i år 2000 ikke gav den store genlyd med knap 1000 solgte eksemplarer, men som grundet bandets nylige succes har fundet vejen ud til den brede skare og heldigvis for det. Pladen er nemlig mindst lige så god som resten af kataloget. Med den strømlinede guitarrock indhyllet i fremragende melodier samt det finurlige dansk-engelske sprogunivers er det faktisk tæt på at være bandets bedste udgivelse.

Luksus: Repertoire (1998) Luksus

Var det ikke for Mikaels Simpson og hans fire soloplader fra 2002 og frem til i dag, havde Luksus’ debut fra 1998 nok ikke haft et liv i dag. Jeg tvivler på, at Lise Westzynthius’ langt mere anonyme solokarriere ville kunne have hævet interessen for Luksus. Men det er en god plade, og den samler det bedste fra de to kreative danskere, der er lykkedes med at lave en dansk plade, der lyder som noget, The Smiths, Cocteau Twins og Radiohead har lagt musik til.

Camilla Grausen

Regina Spektor: Begin to Hope (2006) Regina Spektor

Nu hvor det ikke er så mange år siden, albummet udkom, er det næsten svært at nå at genopdage det. Men jeg havde helt glemt, at denne lille, store dame eksisterede indtil forleden under en cd-oprydning. Regina Spektor fortjener meget mere opmærksomhed, end hun har fået, for sin charme, sine morsomme tekster og velskrevne singer/songwriter-numre. Ikke mindst er hendes gendigtning af den bibelske Samson og Dalila-myte, “Samson”, fantasifuld og rørende.

PJ Harvey: Is This Desire? (1998) PJ Harvey

Dette album må være mit livs hidtil vigtigste genopdagelse. I 1998 modtog jeg Is This Desire? som bonusgave ved køb af et Zoo Magazine-abonnement. Jeg kendte ikke damen og lyttede kun til albummet én gang og gemte det væk i lang tid. Senere kom PJ atter på – jeg lyttede igen og igen og blev helt og aldeles betaget. Det var begyndelsen på en stor PJ Harvey-kærlighedsaffære, og albummets unikke kombination af råhed og skønhed gør, at det stadig står som Harveys bedste.

JJ72: s.t. (2000) JJ72

Den Dublin-baserede trio JJ72 gik i opløsning i 2006, og det er ikke ofte, at deres selvbetitlede debut finder vej til anlægget længere. Men når det endelig sker, rør bandets melodiske rock alligevel ved noget indeni – en eller anden teen-nerve måske – med Mark Greaneys desperate vokal og tekster. Han synger som en kvinde, men det er helt og aldeles i orden. “October Swimmer” og “Long Way South” er der bare ingen grund til at kimse af.