Plader

Greg Malcolm: Leather and Lacy

Skrevet af Lasse Bertelsen

Greg Malcolm imponerer med sin første udgivelse på det lille kvalitetsbevidste label Interregnum fra Norge. Genfortolkningerne af den berømmede saxofonist Steve Lacys mere eller mindre abstrakte impro- og kompositioner sidder lige i skabet.

Der foreligger en velkendt skabelon bag denne plade, til trods for at Greg Malcolms musiceren er alt andet end konventionel som sådan. Med fare for at tage munden for fuld kan man kalde skabelonen for ”unik kunstner fortolker anden unik kunstner i ny form”, og Malcolms bemægtigelse af saxofonisten Steve Lacys œuvres er intet mindre end unik.

Albummet Leather and Lacy består således af syv Steve Lacy-kompositioner, optaget live ved en koncert på Wellington Jazz Festival i 2006, og som altid arrangerer Greg Malcolm sit vante og samtidig udsædvanlige set-up med tre guitarer i aktion, som han betjener med hver fod og en lead-guitar i hånden. Gennem mange lokale samarbejder og dette set-up har Greg Malcolm med årene – gennem udgivelser på Corpus Hermeticum, Kraak og Celebrate Psi Phenomenon – opbygget et betragteligt CV og et bemærkelsesværdigt ry i New Zealands undergrund og i verden.

Dette sjette album fra Malcolm er endnu et sagte mesterværk i afsøgningen af guitarens grænser som instrument, hvor de rige teksturer præger musikken pladen igennem, og den konstante summen og sfæriske atmosfære sikrer Lacys forskellige melodier et nyt univers.

Intronummeret ”Prayer” lægger smukt ud, hvor en svag ambiens underbygger en meget smuk og klangfuld melodik, ikke ulig andre akustisk funderede guitarister som Ben Chasney og Ilyas Ahmed, hvor selve repetitionen og den konstante rumsteren med tamburiner vækker en længsel efter noget tabt, der skal findes igen ved en helt anden lejlighed. På umærkelig vis bliver live-indspilningens nærvær totalt, til trods for at det ikke er let at høre, at der rent faktisk er tale om en regulær koncert.

Dette sørgmodige træk bliver i det næste nummer, ”The Crust”, stærkt kontrasteret af en valsende munterhed, der musikalsk er bedst beskrevet som pludselige spring fra den ene store terts til den anden med hvirvlende septimer overalt. Det er en slags deltablues med ’jazz on top’, hvorfor man ved, at denne oplevelse i selskab med Malcolm formentlig vil være noget af en bumletur fra tristesse til det rene tivoli. Dette er tilfældet pladen igennem, hvor modsatrettede stemninger bliver indeholdt og båret i ét og samme nummer, og man kunne fremhæve de efterfølgende ”Art” og ”Bone”, der skarpt sammenstiller modsætninger som noget særdeles immanent.

Lacys kompositioner bliver egentlig pillet fra hinanden, ned til de mest basale bestanddele, og temaerne synes at være det reelle brændstof for Malcolm i dette projekt, hvor det er vigtigt at nævne Malcolms respekt for materialet, til trods for denne radikale omformning.

En klar hommage brænder derfor også igennem på pladens sidste nummer, ”Life on Its Way”, der i undertegnedes ører sagtens kunne være et forsinket soundtrack til en lit de parade for Lacy med den dystre tone og det dystopiske soundscape. Der er i hvert fald grund til at tage hatten af for begge disse kunstnere, når en så formfuldendt udgivelse giver anledning for de uindviede til at granske begges bagkataloger.

★★★★★½

Deltag i debat