Plader

Highway Child: Sanctuary Come

Skrevet af Zenia Menzer

På mange måder leverer Highway Child en rå og tiltalende lyd på deres anden udgivelse, men alligevel falder de gode intentioner til jorden, og man får som lytter fornemmelsen af, at bandet ikke udnytter deres potentiale fuldt ud.

Highway Child lever på sin vis meget godt op til deres navn med den nyudgivne Sanctuary Come, hvor man som lytter bliver inspireret til at køre tværs over USA i en gammel Ford Mustang med kalechen nede og en flaske whisky som eneste følgesvend. Santuary Come indbyder til en tur i ødemarken med et støvet landskab og en brændende rød solnedgang forude og rockens retrolyd i ørerne.

Highway Child leverer nemlig en rå, garageagtig lyd, der leder tankerne hen på den klassiske tone af rock, der blev skabt i 1960’erne og 70’erne, og associationer til en guitarvridende Jimmi Hendrix ramte mig også under gennemlytningen af pladen. Bandet rammer den gamle lyd af rock på en ganske forrygende måde, samtidig med at de blander elementer af blues og country ind i billedet. De formår at fastholde den legendariske lyd fra rockens årtier, men samtidig lever de også op til lyden i det nye årtusinde, hvorfor Highway Child vil begejstre både et ældre og et yngre publikum.

Men! (Der kommer selvfølgelig et men). Kvartetten fra København går på det nye album mere på kompromis med deres lyd, end tilfældet var på deres forrige udgivelse On the Old Kings Road fra 2008. Deres debutudgivelse var mere rendyrket rocket og skar mere nådesløst ind til benet på en anden måde, end Santuary Come gør, og balladerne har da også fundet deres vej til den nyeste udgivelse. Om disse ballader passer ind, kan jeg ikke helt blive enig med mig selv om. Det er egentlig meget rart at høre, at bandet kan andet end at give den gas på bedste rock-manér, men samtidig føles det også lidt malplaceret, at de stille sange dukker op mellem hede blueskonstruktioner med mundharmonika, støvletramp og guitarvrid til den store guldmedalje.

En ting, jeg også savner, er, at forsanger Patrick Heinsøe ville presse sig selv lidt mere, end tilfældet er. Hans vokal spænder vidt og bredt, men alligevel kunne han efter min mening godt forcere den lidt mere. Hvor der på flere af numrene er nogle særdeles effektive guitarsoloer og rendyrkede riff, føles Heinsøes vokal lidt flad, og det er ærgerligt, for jeg tror ikke, det er et spørgsmål om manglende evne.

Generelt føles det ikke, som om Highway Child presser sig selv nok. Man bliver som lytter ikke udfordret tilstrækkeligt, og der er for mange klicheer. Det virker, som om bandet forsøger at bryde lidt med retrostilen, men de gør det ikke effektivt nok, til at man virkelig føler det. Set i forhold til deres første album er de blevet tæmmet en anelse, og man kan frygte, at det bliver kutyme, fordi de har fundet sig for godt til rette i en niche, hvor de vælger at køre den sikre stil.

Highway Child er gode til det, de gør: De må bare ikke blive gamle før tid, og den frygt lurer i baggrunden med denne anden udgivelse, som ikke tager tingene til det ultimative, men blot udtrykker den comfort zone, bandet p.t. befinder sig i.

★★★☆☆☆

2 kommentarer

Deltag i debat