Plader

I Was A King: s.t.

I Was a Kings anden plade er et fremragende opkog af fremragende bands, men heller ikke så meget mere end det. Det er heldigvis også alt rigeligt.

Det norske musiktopografiske landskab slår næppe nogen som et særlig rigt eller afvekslende et af slagsen. På nær en lille, men markant eksperimenterende jazz-scene og naturligvis det hæderkronede selskab Rune Grammofon er det vel egentlig kun black metal’en, der for alvor tårner sig op som et andet fjeld eller en endnu ikke nedbrændt trækirke. Det ændrede sig til dels med Serena Maneesh, der pludselig blev skandinaviske bannerførere med en psykedelisk støjrock, der trak på 40 års alternativ rockmusik, fra protopunk til shoegaze, og i virkeligheden kunne have været lavet hvor som helst i verden.

I Was a King kan med visse forbehold siges at have samme udgangspunkt; i hvert fald kigger også de ud til de helt store konsensusdannende navne for inspiration. Men ud over det internationale tilsnit, en betydelig mængde både inden- og udenlandsk hype og naturligvis det faktum, at Serena Maneesh-frontmand Emil Nikolaisen spiller med på hele pladen (i øvrigt sammen med Sufjan Stevens), er der ikke mange ligheder mellem de to projekter. Hvor Serena-Maneesh ofte begiver sig ud i lange, repetitive numre og generelt befinder sig i et dissonant, dystert og melankolsk univers, så excellerer I Was a King i korte, ultramelodiske og sødmefuldt støjende powerpop-kompositioner: 15 numre fordelt på en halv time med tydelige referencer til især Teenage Fanclub, Dinosaur Jr. og de allestedsnærværende My Bloody Valentine.

Det virker omsonst at gennemgå pladen nummer for nummer, men højdepunkterne er “Step Aside”, hvis overstyrede guitararbejde næsten er på højde med J. Mascis’, den fine ballade “Extra Number”, med strygerintro og højtideligt kor, den oplagte Teenage Fanclub-inspirerede “Norman Bleik” og “Not Like This” såvel som “It’s All You”, der som det eneste nummer for alvor stikker ud – dels på grund af længden på næsten fire minutter, dels på grund af den lange klaverintro. Klaveret fortsætter som et bærende element igennem nummeret, der nærmest er svulstigt og virker som et aldeles oplagt live-hit med linjerne: »I wanna thank you / for showing up tonight / it’s good to see you / you’ve been on my mind [“¦] please be patient / don’t walk away / I wanna thank you / for showing up this late / glad you came over / that you seem to wait.« Produktionen sidder lige i øjet, det nonchalante, let underproducerede mix af behageligt støjende guitar og himmelsk poppede vokalharmonier er ikke til at sætte en finger på, og gode melodier lader simpelthen til at vælte ud af frontmand Frode Strömstad, som i øvrigt besidder en af de mest sympatiske evner inden for popsnedkeri. En evne han deler med en anden åbenlys inspirationskilde, Guided by Voices’ Robert Pollard: Han ved, at man skal stoppe (sangen), mens legen er god – selvom det betyder, at et ellers fremragende nummer som “California” ender efter blot 57 aldeles bedårende sekunder.

I det hele taget må man sige, at hypen holder. Det er forbandet charmerende, cool og veludført. Særlig originalt er det til gengæld ikke, men det er heldigvis heller ikke altid nødvendigt. Hvis man holder af god, melodisk, småstøjende powerpop og i øvrigt ikke går så meget op i nyskabelse og innovation, er der absolut ingen grund til ikke at investere i I Was a Kings selvbetitlede album.

★★★★½☆

Deltag i debat