Plader

Jens Unmack: Dagene løber som heste

Unmacks tredje soloudspil er fyldt til randen med strygere og pakket med traditionel Jens Unmack-lyrik, der ikke lige lader sig udfolde, men kombinationen fungerer fint et langt stykke hen ad vejen. Der er stadig et par børnesygdomme at skille sig af med, men mon ikke det kommer med tiden.

Jens Unmack laver lister. Lister over alt muligt og umuligt. Hans hjemmeside, og ikke mindst bloggen, har været fyldt med diverse underholdende top-fem’ere over livets umiddelbare indtryk, og lur mig, om den gode Unmack ikke har ladet sig inspirere af Nick Hornbys bestseller “High Fidelity”, der er fyldt med lister, som f.eks ’Mest mindeværdige break-ups’, ’Drømmejobs’, ’Dustin Hoffman-film’ m.v.

Jeg kan hurtigt lave min helt egen Dagene løber som heste-liste over de bedste sange på pladen:

1. Mænd uden ord
2. Stjernelys
3. Hvis du tager mig med
4. Steder hvor du bløder
5. Det eneste vi har

Er det ensbetydende med, at den resterende halvdel er noget bras? Næ, på ingen måde, men listen afspejler helt klart en (subjektiv) præference i forhold til pladens koncept og tempo.

Jens Unmack har ladet sig forføre af 20 tjekkiske strygere, som virkelig har taget fat om mandens musikalske sjæl og sat et klart aftryk på to tredjedele af Dagene løber som heste. Den store bittersweet symphony omslutter pladen som en tæt tåge, og pladen kombinerer fint rock/pop og storladne strygerflader, der tilføjer en vis dramatik og romantik til Unmacks tekster, som også denne gang kredser om død, alder, ulykke og kærlighed.

Bedst er helt klart de mere afdæmpede numre (se ovenstående liste), der for alvor indrammer tingene helt klart. Tekstuniverset er komplekst og til tider uforståeligt, men man har hele tiden er klar fornemmelse af, at Unmack mener hvert et ord, og det overbeviser.

At der er et par fejlskud, skal ikke fejes ind under gulvtæppet. I ”I de tabte sjæle” kombineres en masse enkeltheder, som aldrig bliver forenet, og det er, som om de mange stemninger, hvert enkelt instrument frembringer, drukner i Unmacks omkvæd, der kører for meget rundt i »la la la« og ender i et produkt med prædikatet ’fyld’. Ligeledes er titelnummeret ”Dagene løber som heste” et alt for tykt Nikolaj Nørlund-plagierende nummer, hvor Unmack forsøger sig ud i sin samarbejdspartners form og facon. Ikke mindst måden at frembringe sangen på lyder som noget, Nørlund altid har haft som sit varemærke. Den butik skal Unmack lade Nørlund passe og undlade at gøre ham kunststykket efter.

Til gengæld skal Nørlunds fine og smækre produktion have masser af roser med på vejen, for i modsætning til det forrige album, Aftenland Eress, får Unmacks sange gavn af det polerede udtryk, Nørlund tildeler dem. Det ligger selvfølgelig til højrebenet, når man skal pakke masser af strygerflader ind, men det er gjort med finesse og langtfra så corny og svulstigt, som man kunne frygte.

Dagene løber som heste er samlet set en god udgivelse, der viser en lille ny side af Jens Unmack. En side, der dyrker fyldigheden. Det er altid lettere at skifte spor og prøve noget nyt, når man som soloartist kun skal blive enig med sig selv, men for at det skal lykkes, kræver det, at man har grundsubstansen i orden, så man kan bygge videre på et solidt fundament. Efter tre gode soloplader må man vist konstatere, at den tidligere Love Shop-forsanger har bevist, at han også kan uden Henrik og afdøde Hilmer.

★★★★☆☆

Deltag i debat