Plader

Junior Boys: Begone Dull Care

I den evige jagt på klimaks er fokus som regel på at opnå højfrekvent stimuli. Junior Boys leger lidt med den formel og vender det hele på hovedet. Her får du kun et forspil, men det ender sgu alligevel med tilfredsstillelse.

Den canadiske duo Junior Boys’ tredje udgivelse, Begone Dull Care, efterfølger den fem år gamle kølige, synthpoppede Last Exit og den mere 80’er-funky So, This Is Goodbye fra 2006. Vores egen Mikkel Mortensen sporede i 2006 en vis fremgang hos duoen, og han håbede på, at Junior Boys ville fortsætte den opadgående kurve og levere bedre og bedre album.

Det seneste materiale er som sådan hverken-eller. Pladen er rigtig god og har sin helt egen kant, men samlet set er sangmaterialet ikke et skridt op ad stigen, selvom det heller ikke er et skridt ned.

Styrken på Begone Dull Care ligger i pladens evne til at udfordre lytterens tålmodighed. Man lytter og lytter, men der er ikke rigtig noget klimaks. Det er faktisk lettere forvirrende at løbe gennem albummet de første gange, og selvom der kun er otte numre, så nærmer man sig et frustrationsniveau af de store, inden pladen ebber ud. Man kan sagtens høre, hvad der foregår, men man ved ikke, præcis hvad intentionen er, og hvor det skal føre hen.

Det tenderer det monotone og udynamiske, men kun indtil man knækker koden. Vores instinkt siger os, at vi skal forvente noget mere, noget højere eller større. Det kommer bare aldrig, og numrene slutter. Det hele er et stort forspil på Begone Dull Care, og det fix, man får, bliver meditativt frem for løssluppent.

Sangene ligner dog ikke hinanden. Kompositorisk er det selvsagt meget det samme, men selve inspirationskilderne er vidt forskellige. “Bits and Pieces” og “Hazel” lægger sig tæt op ad noget dance-klingende R’n’B fra forrige årti med nærmest corny beats og key-flader.

“Work” er langt mere elektronisk inspireret og henleder tankerne på bl.a. Pet Shop Boys og deres måde at opbygge en intelligent popsang på. Her kommer duoens evner udi lag på lag-musikken godt til udtryk, og bandet mestrer også den del af genren. “Parallel Lines” er super groovy og cool i sit slow-udtryk, der får lidt Martin Gore-applaus herfra. Det er chillout på et højt plan.

Jeremy Greenspan synger stadig med en let ru hviskende stemme, der indikerer, at han har ondt et vitalt sted. Det kan godt kræve lidt tilvænning, men generelt har hans vokal et fint toneleje, der er godt tilpasset det elektroniske univers. Her lefles ikke for Fede Finn og Funny Boys, for der er ikke megen halleluja gemt i det udtrykte, men det er inspirerende at høre Greenspan slippe sine indre dæmoner løs, når de tilsættes cool slowmotion-elektropop.

Sangmaterialet og den vekselvirkning, der er mellem numrene, fejler altså ikke noget. Det eneste negative, der er at sige om albummet, er det tidsmæssige og duoens tendenser til at lade tingene løbe for langt. I og med at man laver meditativ musik, skal der selvfølgelig være tid til, at man kan suges ind i universet. Der skal dog være mening med galskaben, og indimellem er det, som om det repetitive tager lidt overhånd, og arrangementerne ikke kommer ud af startbåsen, som f.eks. på “Sneak a Picture”.

Alt i alt er Begone Dull Care dog duoens mest modne album til dato og et flot bevis på, hvordan man kan lave elektronisk inspireret voksenmusik. Selvom det ikke er et kvantespring og et fuldendt album, som tidligere efterspurgt, så er det et meget hæderligt, for det meste interessant og lytteværdigt album.

★★★★☆☆

Deltag i debat