Koncerter

Larsen and Furious Jane, 09.04.09, Loppen, København

Skrevet af Mikkel Arre

Om det lille fremmøde var årsagen, er svært at sige, men Århus-kvintetten blev i al fald drevet frem af en intens bitterhed, der igen og igen hældte brændstof på støjrockflammerne, og understregede sin status som et af landets ypperste bands

På en eller anden sær måde har Larsen and Furious Jane en tendens til altid at være uaktuelle. Bandet har puklet og puklet det meste af dette årti, men fortsat uden den helt store opmærksomhed. End ikke sidste års yderst anmelderroste Zen Sucker lader til at have gjort en afgørende forskel. I hvert fald var der mere end almindeligt god plads foran scenen, da Torsten Larsen og resten af bandet brugte langfredags spæde begyndelse til at bevise, at de pt. er i en klasse for sig, når det gælder dansk indierock.

Sidste års livepremiere ved Pop Revo-festivalen var ellers temmelig problematisk med rodet lyd og klare tegn på, at Zen Sucker-numrene endnu ikke var koncertklar. Den slags er fortid nu, og 2009-udgaven af Larsen and Furious Jane spiller sin mørke støjrock med en kolossal autoritet. På Loppen signalerede Torsten Larsens sammenbidt bistre ansigtsudtryk alvorens tyngde, og straks fra åbningsnummeret “Vietnamese Pool Boy” fulgte bandet trop. På en mildt sagt solid rytmebund med sans for postpunkede baslinjer skramlede og buldrede de tre guitarister, men hele vejen igennem med imponerende klar lyd og aldrig uden at sætte de stærke sange over styr.

Godt nok var det diskutabelt, om det gavnede “A Deathbed Conversion” at blive spillet i stakåndet overtempo, men det var ikke desto mindre eminent overbevisende at høre Larsen synge sin fortid itu med linjerne »I thought I was a comedian / but I was just a joke.« Det på én gang flammende og komplet afmålte selvhad, der strålede ud af netop den passage, var en krystallisering af koncerten som helhed: en formidabel balancegang mellem resignation og vrede, der allerfinest kom til udtryk i “Snakes in the Grass”, der live havde originaludgavens indebrændthed, men derudover også kraftfuld guitarstøj, der lynede som øjne, der kunne dræbe.

Sine steder var Torsten Larsens stemme ikke helt på toppen, men de lidt usikre vokalmelodivariationer i “Fine” blev ikke bare skrevet i glemmebogen, men decideret udslettet af en flammekaster-afslutning af rang. “A Car That Comes With the Job” fik en flosset støjrockfinish, og dernæst blev “Forbidden Fruit” til en My Bloody Valentine-brølende magtdemonstration. Skingre rundhyl hvirvlede rundt i en håndfuld minutter, hvor støjen var så hvidglødende, at man nærmest kunne brænde sig på den. Et indædt, arrigt og perfekt punktum, der formentlig vil blive ved med at runge i mine ører det meste af påsken.

★★★★★½

Deltag i debat