Plader

Malajube: Labyrinthes

Skrevet af Signe Palsøe

Malajubes indierock er ikke så labyrintisk, at man som lytter fortabes undervejs, for Labyrinthes’ fine fornemmelse for spændende arrangementer fører lytteren sikkert gennem en vildfarelse af de mere interessante.

Labyrinter er møgseje. Hvad enten man støder på dem i den græske mytologi, hvor Minotauros må holdes indespærret i en labyrint under Knossos, i filmatiseringen af Stephen Kings “The Shining”, hvor den fortabte far, sindssyg af afskårethed, jager sin søn gennem en tilsneet labyrint, eller i Paul Auster eller Jorge Luis Borges’ fortællinger, der i sig selv udgør labyrinten, er den et element, der altid formår at tilføre det givne værk sine konnotative egenskaber. For labyrinten betyder naturligvis vildfarelse og fortabelse, men med den følger som regel også spænding, forventning, eventyr, uvished, omskiftelighed og kompleksitet.

Malajubes labyrint afviger da heller ikke fra metaforen på disse områder. Labyrinthes er den canadiske kvartets tredje plade, og gruppen holder fast i at spille indierock fra den mere komplicerede ende af spektret, men synes dog flere steder end på den stærkt roste forgænger, Trompe-l’Oeil fra 2006, at ty til simplicitet for at lade den klare, iørefaldende melodi fremstå tydeligst. Det medfører dog hverken, at Labyrinthes virker pletvist ideforladt eller usammenhængende, for iderigdommen lader til at være uendelig, og det store genresammensurium – der tæller alt fra dreampop til metallydende guitarsoli – klæder bandet og gør sig godt som en del af en uforudsigelig, men dog sammenhængende labyrint.

Åbneren, “Ursuline”, er et af de steder, hvor Malajube udviser størst variation og med dramatiske, Muse-lydende klaveranslag, afvekslende percussion og lidt af et afsluttende synth-inferno skaber en halvmastodontisk og temmelig langvarig åbner, hvor det franske, som bandet holder fast i at fremføre deres musik på, er en elegant og mystisk klingende komponent. Allerede nu fornemmer man dog en anden dimension af labyrinten, hvis man vel at mærke har ørerne med sig, når de franske tekster flyder fra højtalerne: »Aucun homme ni aucune religion / ne viendront sous ma robe / pour bruler en enfer.« Forsanger Julien Mineau vil hverken lade noget menneske eller nogen religion styre hans liv, og netop religion er da også pladens tekstmæssige omdrejningspunkt, der gennemgående sættes i et lidet flatterende lys. Det er dog ikke altid, at Julien Mineaus tekster rammer helt plet, for ofte protesteres der i relativt simple fraser mod et emne, som man har hørt protestsange mod så uendelig mange gange før, og som kræver nye, kreative vinkler, hvis det for alvor skal vække interesse. Her bliver det franske sprog Malajubes redning – i hvert fald når det kommer til den del af verdens befolkning, hvis skolefranske er en kende rustent, for man skal vel være noget nær evnesvag for at have fransk som modersmål og ikke kunne få sproget til at klinge flot og halveksotisk for alle os andre.

Malajubes labyrint er altså også den religion, der vildleder ved at vejlede, prædiker om frelse og fjerner fokus fra nuet. Den er en jagt på selvstændighed og kropslighed, en erkendelse af forgængeligheden, en desillusion, en håbløshed og altså et carpe diem i dit fjæs. Bedst fungerer den i “Porte Disparu”, der samtidig er et af pladens mest velklingende numre, hvori Mineau synger billedligt om løsrivelse fra en usynlig magt og en afhængighedsskabende medicin, og man ser ham næsten for sig løbe gennem de mørke skove for at forsvinde fra en undertrykkende omverden. Også den nærmest digteriske beskrivelse af at opbygge et liv for endeligt at overlade det til ’les collemboles’ – et af jordbundens insekter – gør indtryk i nummeret af samme navn.

Teksterne bliver dog aldrig hovedfokus, men er hele tiden en stemningsskaber, der er med til at give musikken et ildevarslende skær, og det er lige præcis på denne måde, de fungerer bedst. Selvom Malajubes musik er temmelig lettilgængelig, gør denne fornemmelse – sammen med bandets særlige sans for instrumentering og genrejonglering – at det aldrig bliver uinteressant. Det gør sig også gældende for de simple, fine skæringer, som “Luna”, der mest af alt lyder som en let og sommerlig kærlighedserklæring, eller for et guitardrevent rocknummer som “Dragon de Glace”, der trods sit dystre udtryk formår at indkorpere et lyst, tempofyldt »ah-ah«-omkvæd og får det til at virke som den mest naturlige ting i verden.

Der er mange kort på bordet, og det virker for Malajube. De ved tydeligvis, at labyrinter kræver spænding gennem afveksling, og således formår Labyrinthes da også at ære sit navn på en helt igennem interessant vis.

★★★★★☆

Deltag i debat