Plader

Mirah: (a)spera

Skrevet af Mikkel Arre

På sit femte soloalbum beviser Mirah på ny, at hun er en af den amerikanske indiepopscenes mest indtagende kunstnere. Uden at nå Mirahs tidligere højdepunkter er (a)spera en fin plade med gode sange og flot varierede arrangementer.

(a)speras cover er Mirah kravlet i et temmelig særpræget futuristisk sæt tøj med skulderpynt, der ligner en slags selvdød robotblæksprutte, men (a)spera bekræfter ikke desto mindre det indtryk, Oregon-sangskriverens fire tidligere soloplader har givet af: At hun har begge fødder solidt plantet i samme almindelighed som alle os andre – med en evne til at løfte den op til noget universelt interessant uden at miste jordbundetheden af syne.

På dette femte soloalbum har Mirah Yom Tov Zeitlyn således succes med at være personlig uden at blive intim, privat uden at blive kølig og distanceret, uudgrundelig uden at blive unødigt kryptisk – og, rent musikalsk, mere vellydende uden at være uengagerende. Hvor forgængeren, 2004-albummet C’Mon Miracle, blev usammenhængende af hendes forsøg på matche lo-fi-producerede sange med mere polerede (men knap så ophidsende) numre, hænger (a)spera flot sammen. Selv “The World Is Falling Apart” glider trods susende baggrundsstøj sømløst ind mellem de øvrige klart mere glansfuldt arrangerede sange.

Netop arrangementerne er en afgørende grund til, at Mirahs sange løfter sig op over hovedparten af alle de andre singer/songwriter-typer, der også skriver sange på en akustisk guitar. Den brusende åbner, “Generosity”, er et glimrende eksempel, takket være sine staccato-strygere der giver sangen schwung og patos, men aldrig bliver klæge.

Undervejs kommer Mirah vidt omkring – afrikanske kora-toner i “Shells”, rytmer fra østeuropæisk folkemusik i “Country of the Future” og småkælen jazzklubstemning i den ellers på tekstsiden så dunkle “Gone Are the Days” – men uden at det på noget tidspunkt afsporer pladens flow. Tværtimod har (a)spera den (i disse for albumformatet så trængte tider) ganske sjældne kvalitet, at ingen af numrene får hænderne til at række ud efter skip-knappen. Godt nok holder hverken den lige vel konventionelle indiepopsang “Education” eller den næsten otte minutter lange “The River” resten af pladens niveau, men de bliver aldrig irritationsmomenter.

Forklaringen kan meget vel være, at Mirahs stemme er yderst charmerende. Helt nøgternt set er der ikke noget vildt iøjnefaldende ved den – den ligger primært i mellemlejet og er ren og pæn uden den store virtuositet – men ikke desto mindre har Mirah en betagende evne til skabe store følelsesmæssige effekter via små nuancer i sin vokal. Det giver hendes kærlighedssange en fin sensualitet og giver en fornemmelse af oprigtighed, der gør, at hun i “Bones & Skin” kan få afslutningens tilsyneladende banale linjer, »don’t forget / you’ve got love / you’ve got bravery / you’ve got trust«, til at lyde som en på én gang hverdagslig og manende påmindelse om fællesskabets og følelsernes potentiale.

Helt generelt er teksterne på (a)spera ganske glimrende, i og med at de trods deres afsæt i så vanlige temaer som kærlighed og død bliver ved med at pirre nysgerrigheden. Hvad er det f.eks., “The Forest” og dens historie om hungrende vandrere i mørke skove egentlig handler om?

Ud over et par sange, der står svagere end resten, og afslutningsnummerets lettere kvalme formaning om at huske at opføre sig så samvittighedsfuldt, at man kan leve og dø med værdighed, er det vanskeligt at finde noget at kritisere Mirahs femte soloalbum for. Der er sådan set heller ingen grund til at lede efter dårlige ting ved det, for det er så fin og varieret en lytteoplevelse med stærke sange, at man kun kan glæde sig over, at Mirah har lavet sin næstbedste plade – også selvom den trods alt ikke er i nærheden af semi-mesterværket Advisory Committee.

★★★★½☆

Leave a Reply