Plader

Peter, Bjorn and John: Living Thing

Skrevet af Christian Birk

Den svenske trio Peter, Bjorn and John (nå ja, dem med fløjteklassikeren “Young Folks”) er klar med deres femte studiealbum, Living Thing. Et album, der peger frem og tilbage og i alle mulige og umulige retninger.

For tre år siden gik Peter Morén, Björn Yttling og John Eriksson fra at være et lovende svensk indieband (et af mange) til at være på alles læber med nummeret “Young Folks”. Alle elskede det. Indiefolket elskede det. Rockfolket elskede det. Popfolket elskede det. Kanye West og David Letterman elskede det. Det umulige var sket: Peter, Bjorn and John havde formået at samle musikelskerne. Både dem, der elskede Radiohead, og dem, der nynnede med på Lily Allens nyeste hit.

De eneste, der ikke elskede det, var formentlig de tre svenske barndomsvenner Peter, Björn og John. Med et slag – med et fløjt – var de gået fra en forholdsvis anonym tilværelse i Stockholm til at se sig selv i NME, Q Magazine og Rolling Stone. Det var garanteret fedt i et par måneder. At se sig selv lovprist, uanset hvor man kiggede hen, men så kom dagligdagen. Da tømmermændene havde lagt sig, var forventningerne stået op. Peter, Bjorn and John vil aldrig mere være et lovende indiepop-band fra Stockholm. Det er dem med fløjtesangen. Dem, der henrykkede hele verden, og dem, der er pisket til at gøre det igen.

Men hvorfor al den snak om fortiden? Hvorfor ikke koncentrere sig om nutiden og om deres nyeste album, Living Thing? Ville det ikke være mere ærligt og mere fair for en stund at glemme, at de hittede så voldsomt med “Young Folks”? De er jo ikke selv skyld i al den hype, de massive forventninger og alle de KODA-penge. Hvorfor ikke bare slå en streg over den tid? Ja, hvorfor egentlig ikke? Fordi Living Thing lyder som 2006-albummet Writers Block. Fordi det denne gang lyder, som om de har fået skriveblokade.

»I feel it / can you feel it / there’s something in the air.« Der er forår i luften. Således igangsættes trioens nyeste udspil med nummeret “The Feeling”. Som tidligere koncentrerer Peter, Bjorn and John sig om den sommerlige klang. De er lyden af forår, lyden af påskesolen og lyden af de fester på stranden, der bliver ved, til morgensolen danser. Det er de også denne gang. Men denne gang er det ikke med samme charme og frækhed, som da vi første gang stiftede bekendtskab med de tre svenskere.

“It Don’t Move Me”, “Nothing to Worry About” og “Living Thing” er alle tre solide popnumre. Med fængende melodilinjer, catchy omkvæd og den klassiske ’swenglish’ vokal har de alle de ingredienser, der skal bruges, når man brygger et hit. De svinger også meget godt ved de første par gennemlytninger, men da jeg havde hørt dem de næste seks-syv gange, fandt jeg små ting, der begyndte at irritere mig. Sten i skoene, som ikke fik mig til at tage skoene af, men som fik mig til at vælge nogle andre næste gang. Jeg ved også godt, at Peter, Bjorn and John laver nutidig popmusik. Måske er det ikke nødvendigt for dem, at det holder 10 år frem i tiden, men hvis man skal lave et sommerhit, går det altså ikke, at man bliver træt af det i april.

Living Thing starter altså med bulder og brag. Med hurtige fodskift og hurtige hooks. Den første halvdel er præget af drengenes sans for hittet. Herefter bliver der trukket i håndbremsen, og det er egentlig meget rart, for på numre som “Stay This Way”, “Blue Period Picasso” og slutnummeret “Last Night” begynder det faktisk at ligne noget. Der bliver tyvstjålet fra firserhelte som Duran Duran, Soft Cell og Alphaville, men det lyder sgu godt. Forsanger Peter Morén har måske ikke verdens største stemme, men akkompagneret af synthesizer, knips og claves formår han alligevel at synge sig ind i hjertekulen hos mig. Det er ikke særlig originalt, men det svinger.

Når Peter, Bjorn og John er bedst, formår de virkelig at få det til at svinge. På “Young Folks” fløjtede de sig ind i folkets hjerter, og selvom de oplagte sommerhits ikke fungerer optimalt, så har de heldigvis et højt bundniveau og et par ballader, som alligevel formår at levere et solidt helhedsindtryk. Hvor de sidst sørgede for feststemningen og for at få folk på dansegulvet, har de denne gang lavet det perfekte soundtrack til de sene nattetimer, hvor der bliver kysset i krogene. Det er stadig de samme mennesker, der elsker det. Det er bare til andre lejligheder.

★★★½☆☆

Deltag i debat