Minnesota af alle steder. Når man taler om hiphoppens fødsler, er det kun logisk, at den er groet fra ekstreme byer, såsom New York og Los Angeles. Om det så er varmen, de sociale forhold eller bare ’den store smeltedigel’ i sig selv, der har gjort førnævnte byer til spredte ground zeros for rap, er sværere at sige, men de har i hvert fald været det rette miljø for den kendte og banebrydende hiphop. Og så er der, som sagt, lige staten Minnesota – ’De 10.000 Søers Land’. Skidevarmt om sommeren; pissekoldt om vinteren, og så er det tilmed en stat, der går imod de fleste europæeres indgroede opfattelse af USA ved at have en befolkning, der er blandt de sundeste og bedst uddannede i hele landet. Hvad er der så tilbage at rappe om?

For at gøre en kort historie kedelig: En masse. Sammen med andre kendte dele af Minnesotas musikscene (genier: Prince, Hüsker Dü og Replacements) har hiphoppen været i live i Twin Cities siden start-80’erne. Men den fik for alvor et mægtigt skub hen ad den alternative vej i midt-90’erne, hvor miljøet, gennem kunstnere som Atmosphere (Ant og Slug), Brother Ali og nu P.O.S., igen begyndte at samle sig omkring indignationen og verdens fortrædeligheder som så mange andre hiphoppere siden de allertidligste legender. En hårdtslående, anderledes og dybfølt tilgang til genren, der i det store og hele affødte applaus fra den alternative presse: ’Emohiphoppen’ var i huset – bogstavelig talt – for de personlige tekster drejede sig i lige så høj grad om skrøbelighed som coolness.

Om rapperen P.O.S. er emo, er ikke til at sige, og det er vel egentlig heller ikke nødvendigt for forståelsen af ham som rapper og kunstner. Han er tidligere punkrocker, der ikke kun spyttede på pogodansere, men også på alt, hvad der havde med hiphop at gøre, indtil det gik op for ham, at den delte en udtryksfuld tradition med føromtalte punk. Og det kan mærkes på Never Better. Det er dybt, dybt aggressiv hiphop båret af P.O.S.’ maskingeværsflow og fuldt ud drønende trommer, der sammenkæder punkfortiden med hans nuværende status som rapper. På mange måder føles pladen levende i al sin hårdhed. Det er en stålsikker udmelding fra en mand, der ikke bukker under for lokkende hitpotentiale, men som heller ikke bevæger sig helt over i et Dälek’sk støjhiphop-univers. Hardcorehiphop med strøm på melodierne.

Men pÃ¥ trods af, at pladen er sÃ¥ homogen, som den er, sÃ¥ drejer den stadig i smÃ¥ retninger, der skaber den efterhÃ¥nden kendte dikotomi: NÃ¥r den er god, er den virkelig, virkelig god, men nÃ¥r den er dÃ¥rlig, kan der ikke krummes nok tæer. For dér, hvor P.O.S.’ udtryk giver god mening, er, nÃ¥r det er sÃ¥ gennemført som pÃ¥ nummeret “Drumroll (We’re All Thirsty)”. Mærkværdigt. For her er vi ovre i en oftest frygtelig genre – rapmetal – og før vi alle tænker pÃ¥ Fred Durst og hans khakis, sÃ¥ skal det siges, at P.O.S. rapper bestemmende henført hen over et tungt, sludget, groft doommetalriff, som jeg ikke har hørt i andre hiphopsammenhænge. I kontrast til riffet kører de hidsige og rullende trommer, der understreger P.O.S.’ imponerende flow, og sÃ¥ bliver det til ren nytænkende symbiose mellem den gamle hÃ¥rdrocker og hiphoppen. Nytænkningen fÃ¥r ogsÃ¥ plads pÃ¥ den afdæmpede og slackede “Optimist”, hvor beatet bestÃ¥r af en blanding af hÃ¥ndklap og plastickrus, der bliver slÃ¥et mod et bord. Beats, der falder til jorden pÃ¥ den bedst tænkelige mÃ¥de, og nummeret viser ogsÃ¥ P.O.S.’ evne til at tilsidesætte det hÃ¥rde til fordel for optimistisk blødhed.

Men nÃ¥r pladen ikke er god, sÃ¥ tænker jeg tanker, jeg helst ikke vil have i mit hoved. For nÃ¥r der kommer syngekor ind, som i Ã¥bningsnummeret “Let It Rattle”, nÃ¥r der dukker malplaceret og fortænkt punksang op pÃ¥ “Terrorish”, eller nÃ¥r det hele bliver lidt for lidende, og nÃ¥r rÃ¥bene om hjælp bliver for MTV-emo, sÃ¥ er det for meget. Det begynder sine steder at minde om Linkin Park-sideprojektet Fort Minor, og det er ikke en god ting.

Og derfor står Never Better tilbage som en lidt irriterende mellemting, der begejstrer og skuffer lige meget. Dens budskaber kommer igennem, og det er svært ikke at respektere P.O.S. for at være så teknisk dygtig og anderledes tænkende. Men samtidig har pladen også en underlig adskillelsestrang, der gør, at andetheden nærmest føles plat og en smule overfladisk. Måske er det den Minnesotanske trang til at bryde med gængse forestillinger, men lige det aspekt kan godt gøres bedre.