Plader

P.O.S.: Never Better

Skrevet af Anders Mortensen

I et anfald af politisk vrede og i et hurtigt flow har Minnesota-rapperen P.O.S. skabt en plade, der kører helt ud, hvor tingene bliver interessante. En lettere unik tilgang til genren. Punkæstetik i et hiphopunivers. Larmende trommer og spændte beats. Men han kan ikke helt bunde, og så er det pludselig, at det bliver for meget

Minnesota af alle steder. Når man taler om hiphoppens fødsler, er det kun logisk, at den er groet fra ekstreme byer, såsom New York og Los Angeles. Om det så er varmen, de sociale forhold eller bare ’den store smeltedigel’ i sig selv, der har gjort førnævnte byer til spredte ground zeros for rap, er sværere at sige, men de har i hvert fald været det rette miljø for den kendte og banebrydende hiphop. Og så er der, som sagt, lige staten Minnesota – ’De 10.000 Søers Land’. Skidevarmt om sommeren; pissekoldt om vinteren, og så er det tilmed en stat, der går imod de fleste europæeres indgroede opfattelse af USA ved at have en befolkning, der er blandt de sundeste og bedst uddannede i hele landet. Hvad er der så tilbage at rappe om?

For at gøre en kort historie kedelig: En masse. Sammen med andre kendte dele af Minnesotas musikscene (genier: Prince, Hüsker Dü og Replacements) har hiphoppen været i live i Twin Cities siden start-80’erne. Men den fik for alvor et mægtigt skub hen ad den alternative vej i midt-90’erne, hvor miljøet, gennem kunstnere som Atmosphere (Ant og Slug), Brother Ali og nu P.O.S., igen begyndte at samle sig omkring indignationen og verdens fortrædeligheder som så mange andre hiphoppere siden de allertidligste legender. En hårdtslående, anderledes og dybfølt tilgang til genren, der i det store og hele affødte applaus fra den alternative presse: ’Emohiphoppen’ var i huset – bogstavelig talt – for de personlige tekster drejede sig i lige så høj grad om skrøbelighed som coolness.

Om rapperen P.O.S. er emo, er ikke til at sige, og det er vel egentlig heller ikke nødvendigt for forståelsen af ham som rapper og kunstner. Han er tidligere punkrocker, der ikke kun spyttede på pogodansere, men også på alt, hvad der havde med hiphop at gøre, indtil det gik op for ham, at den delte en udtryksfuld tradition med føromtalte punk. Og det kan mærkes på Never Better. Det er dybt, dybt aggressiv hiphop båret af P.O.S.’ maskingeværsflow og fuldt ud drønende trommer, der sammenkæder punkfortiden med hans nuværende status som rapper. På mange måder føles pladen levende i al sin hårdhed. Det er en stålsikker udmelding fra en mand, der ikke bukker under for lokkende hitpotentiale, men som heller ikke bevæger sig helt over i et Dälek’sk støjhiphop-univers. Hardcorehiphop med strøm på melodierne.

Men på trods af, at pladen er så homogen, som den er, så drejer den stadig i små retninger, der skaber den efterhånden kendte dikotomi: Når den er god, er den virkelig, virkelig god, men når den er dårlig, kan der ikke krummes nok tæer. For dér, hvor P.O.S.’ udtryk giver god mening, er, når det er så gennemført som på nummeret “Drumroll (We’re All Thirsty)”. Mærkværdigt. For her er vi ovre i en oftest frygtelig genre – rapmetal – og før vi alle tænker på Fred Durst og hans khakis, så skal det siges, at P.O.S. rapper bestemmende henført hen over et tungt, sludget, groft doommetalriff, som jeg ikke har hørt i andre hiphopsammenhænge. I kontrast til riffet kører de hidsige og rullende trommer, der understreger P.O.S.’ imponerende flow, og så bliver det til ren nytænkende symbiose mellem den gamle hårdrocker og hiphoppen. Nytænkningen får også plads på den afdæmpede og slackede “Optimist”, hvor beatet består af en blanding af håndklap og plastickrus, der bliver slået mod et bord. Beats, der falder til jorden på den bedst tænkelige måde, og nummeret viser også P.O.S.’ evne til at tilsidesætte det hårde til fordel for optimistisk blødhed.

Men når pladen ikke er god, så tænker jeg tanker, jeg helst ikke vil have i mit hoved. For når der kommer syngekor ind, som i åbningsnummeret “Let It Rattle”, når der dukker malplaceret og fortænkt punksang op på “Terrorish”, eller når det hele bliver lidt for lidende, og når råbene om hjælp bliver for MTV-emo, så er det for meget. Det begynder sine steder at minde om Linkin Park-sideprojektet Fort Minor, og det er ikke en god ting.

Og derfor står Never Better tilbage som en lidt irriterende mellemting, der begejstrer og skuffer lige meget. Dens budskaber kommer igennem, og det er svært ikke at respektere P.O.S. for at være så teknisk dygtig og anderledes tænkende. Men samtidig har pladen også en underlig adskillelsestrang, der gør, at andetheden nærmest føles plat og en smule overfladisk. Måske er det den Minnesotanske trang til at bryde med gængse forestillinger, men lige det aspekt kan godt gøres bedre.

★★★½☆☆

Deltag i debat