Plader

Sekten: Mägtiga vingar

Skrevet af Lasse Bertelsen

Det skandinaviske ensemble, der modtog en DMA Jazz Award tilbage i 2006, er tilbage med den ubesværede toer, der i den grad genoptrækker linjerne fra debuten og samler jazz, folk og den småt støjende rock i en dejlig mystisk transfusion til alle kolde hjerter nordpå.

»Hon kommer fram / en timme försent / säger ingenting om varför.«

Sådan indleder Sekten deres såkaldte svære toer på tekstsiden. Sekten er tilbage i fuldt flor med blomster omstrøget og et større og mere skønhedssøgende lydbillede.

Sekten kender ellers sin besøgstid, eftersom samtlige medlemmer har mange andre sideløbende projekter, såsom Big Bombastic Collective, Babakarej og Josefine Lindtstrands soloprojekt, hvorfor det virkelig kan begejstre, at bandet formår at præsentere en så helstøbt plade, som tilfældet er.

Værd er det dog først at bemærke, at den let naivistiske stil i teksterne er videreført fra debuten, men at den denne gang er sammenbragt med en særegen fornemmelse for det svenske sprog i en stilfuld og tilstræbt simpelhed, som man så mesterligt finder hos pennemænd som Pär Lagerkvist og Thomas Tranströmer. Den patos, der tidligere skulle findes i en enkelt linje, er nu mere centreret i Qarin Wikström og Josefine Lindstrands oder og vise-lignende sangforedrag. Disse eksempler skal vi også finde frem senere i anmeldelsen.

Sektens irede univers kan være svært at beskrive for nytilkomne. Der er tale om en mangfoldig musikalitet, der først og fremmest har sine rødder i jazz og folkemusik, men orkesteret går ikke af vejen for at indlemme klare rockmusikalske referencer sammen med små og lettere avantgardistiske forløb, hvor der moduleres i ét væk.

Et forsøg på en beskrivelse kunne ske gennem et fokus på en erklæret programsættende sang som »Tänk på mig igår”, hvor intimiteten dyrkes fra start med raslende percussion og enkle treklange fremført på guitar og ukulele. »Tänk på tänderna / tänk på klockorna / tänk på vännerna / tänk på vinet / tänk på stämningen,« messer Josefine Lindstrand, imens man lulles ind i den sødeste vuggevise. Sangen maner til eftertanke, og der opbygges på kropslig vis med flere og flere instrumenter og pigernes fløjten. Man tænker sig godt om, indtil de mere jazzede improvisationer sætter ind, og spændingen tager til. Produktionen fylder mere og mere, hvor vellyden og det store lydbillede går hånd i hånd med klaveret og kontrabassens samspil, der leder tankerne hen mod Johan Johansson og dennes kanoniserede jazzproduktion.

Sekten søger dog at spille lytteren et puds, og før man ved af det, blæser Stephan Siebens guitar derudad i et ganske beskidt rockriff, der griber trommerne med, så hele lydbilledet med ét er forandret til noget nær rockabilly’ens glød med en rummelig 60’er-produktion. Denne fornøjelse er dog kort, for Simon Rosengren og klaveret vil ikke, som de andre vil. Han introducerer i stedet et groft modulerende tema, der får hele orkesteret til at implodere i en stram jazz-improvisation, hvor sangerinderne konstant messer videre i tekstens strøm.

Så hårdt går det for sig, når skruen bliver krænget allermest, og selvom dette nummer – programerklæring eller ej – ikke favner samtlige af pladens 10 sange, er det værd at bide mærke i den kontante og så alligevel romantiske omskiftelighed, der altid ligger og lurer i Sektens musik.

Det eneste svage nummer på pladen – til trods for den pragtfulde titel “Fula skuggor” – reddes alligevel på målstregen, da den klare og blide intimitet knækkes på midten af et absolut opbrud med pladens måske bedste refræn.

Ikke på noget tidspunkt falder denne helstøbte samling sange sammen under de utallige indfald af vokaleksperimenter, pludselige improvisationer og et hæsblæsende tempo, og derfor ville det heller ikke være af vejen, hvis flere denne gang ville tage chancen med Sektens cirkler og indtagende sange.

★★★★★☆

Deltag i debat