Plader

The Rakes: Klang

Britiske The Rakes brød aldrig for alvor igennem med deres fremragende debut tilbage i 2005. Nu er de – efter en kikset opfølger – vendt tilbage til deres forcer med album nummer tre, Klang, der er indspillet i Berlin. Det har resulteret i en momentvis effektiv, men overordnet ikke helt overbevisende plade.

The Rakes kunne være endnu et af de konforme, britiske indierockbands, der går tolv af på dusinet, men at de er langt mere end det, viste de, da de debuterede i 2005 med et brag, der stort set ingen genlyd gav. Det er lidt svært at finde mening i, at gruppens første plade, Capture/Release, ikke fik et større publikum i tale, for det er en sjældent helstøbt samling sange, der blander de gode melodier med de decideret fremragende.

The Rakes formåede at skille sig ud ved et yderst mekanisk postpunket udtryk og en attituderock, der forsagede den hørm af lad-kultur, der på det tidspunkt vandt frem i Storbritannien, anført af bands som Kaiser Chiefs og Arctic Monkeys, der på trods af alle deres kvaliteter af og til syntes at sigte lige lovlig præcist efter den Converse-bærende del af indie-segment, hvilket til tider truede med at opløse det musikalske udtryk i selvtilfreds middelmådighed.

The Rakes, derimod, udviste en henslængt elitær, til tider nærmest aristokratisk attitude, der effektivt blandede en uhyre modebevidst ærke-londonsk fremtoning med indforståede og cool tekster, en nærmest manisk kontrolleret rytmesektion og deres ubetinget største aktiv, sanger Alan Donohoe, hvis elegante accent og selvsikre levering besidder en latent desperation og altid synes at være i kamp med sig selv for at fremstå kontrolleret, på trods af påvirkningerne fra det drænende hovedstadsliv, der besynges i teksterne.

Singlerne ”22 Grand Job”, ”Retreat” og ”Work, Work, Work (Pub, Club, Sleep)” var således en eksplosiv syntese af ironisk socialrealistiske lønslaveskildringer og en fremførelse, der syntes himmelhøjt hævet over de emner, den tog under behandling. En klassiker burde have været født.

Capture/Release blev fulgt op af den ambitiøst mislykkede Ten New Messages, der skød langt over mål i sin forkastning af den ’ind til benet-hed’, der netop er bandets fundament og force. Og netop som man havde tænkt, at The Rakes er den type band, der burde være gået i opløsning efter debuten, vender de nu tilbage til rødderne med Klang.

Dele af pladen er The Rakes i deres absolut rette element. De fantastiske elegant-ironiske sangtitler og omkvæd er stadig en fornøjelse, og tidligere tiders esser som ”When Tom Cruise Cries” og ”The World Was a Mess But His Hair Was Perfect” trumfes af titler som ”The Loneliness of the Outdoor Smoker” og ”The Light From Your Mac”, der i den grad skummer af Zeitgeist og attitude. Det er den slags detaljer, der gør The Rakes overbevisende, især når de matches af catchy riff og omkvæd, hvilket de ofte gør i denne ombæring.

Der er dog en stor anke, hvad angår attitude og fremtoning på Klang. Bandet er rykket fra London til Berlin, og det har medvirket til, at Alan Donohoes tekster delvis har skiftet fokus fra det London, han kan skildre som få andre, til et Berlin, han har en meget ringe fornemmelse for. Flere tekster stråler af klodsede engelske romantiserede ideer om Berlin som kunstnerby, hvilket kommer grellest til udtryk på førstesinglen ”1989” (alene titlen), der meget eksplicit handler om, hvor fedt det er at vade rundt mellem barerne i Friedrichshain om sommeren, mens punkerne spiller elguitar, og alting bare er så pissesejt og berlinsk. Den subtilitet, Donohoe normalt besidder som tekstforfatter, er her aldeles fraværende, og alting udtværes i en alt for åbenlyst romantiserende klodsform, og det hjælper bestemt ikke, at omkvædet er reduceret til et Kaiser Cheif’sk »lalalalalala.«

Desuden har Donohoes vokal skiftet karakter, så det, der engang lå og ulmede, nu får frit spil. I stedet for at undertrykke sit skrigeri, så det kommer til udtryk som tilbageholdt desperation, har han denne gang givet los, så han ofte på en anelse forceret måde giver mindelser om den unge David Byrne. ’Forcerethed’ er i det hele taget et ord, der dækker pladen godt, og det er et ord, jeg aldrig havde troet, jeg skulle bruge om The Rakes. Det kan ske, det er, fordi de er på udebane, at deres musikalske udtryk denne gang fremstår langt mindre cool og deres attitude langt mere påtaget og mindre overlegen end tidligere.

Det skygger dog ikke helt for det faktum, at bandet er tilbage på rette spor, og at der virkelig er en lille håndfuld rigtig gode sange på Klang. Hvis vi næste gang kan få udfaset det berlinske, og bandet i stedet kan vende tilbage til de ting, de virkelig er mestre i at konstruere deres musik omkring, kan højderne fra debuten måske anes i horisonten.

★★★½☆☆

Deltag i debat