Koncerter

The Ruby Suns, 24.04.09, Rust, København

Skrevet af Christian Klauber

Bastskørt og stammedans på Rust? Ruby Suns leverede momentvis soundtracket til de mest fantastiske, calypso-glade dagdrømmerier, du kan forestille dig. Til tider forsvandt gnisten dog i sniksnak, og så blev man ubarmhjertigt flået tilbage til virkeligheden.

Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Luk øjnene. Lad os drømme os væk sammen. Dyp fødderne i den turkisblå vandkant, mærk den lette brise, der får palmerne til at svaje med en ganske sagte raslen i palmekronerne, og føl det fineste, helt tilpas varme sand mellem tæerne. For at fuldende billedet mangler der bare noget musik.

Den musik leverede Ruby Suns i går på Rust. Selvom den ikke just var sagte. Deres glade, varme popblanding af afrobeat og calypsorytmer tilsat nærmest technoagtige beats og især Ryan McPhuns bløde og imødekommende stemme var det helt perfekte supplement til den slags dagdrømmerier, og flere gange i løbet af koncerten var det faktisk det mest naturlige blot at lukke øjnene og rokke fra side til side (cirka som en palme gør i en sagte brise).

Det varierer, hvem og hvor mange medmusikere det eneste permanente medlem af Ruby Suns, Ryan McPhuns, har med til sine koncerter og på tour. I går på Rust var de to, parkeret foran deres samplere og omgivet af tamtammer, bækkener og andet trommegrej, og det var netop, når Ruby Suns slap knapperne og begav sig ud i det akustiske element, at musikken var mest inciterende og stærk nok til at sende én på drømmerejse væk fra Rust.

Men det er ikke uproblematisk at sende folk på drømmerejser. Dels fordi rejserne har det med at stoppe, og det er aldrig helt rart (slet ikke, når det sker abrupt, f.eks. hvis strømmen forsvinder, som den gjorde i går), dels fordi man ikke kan vente med at komme af sted igen, hvis man er så uheldig at vågne. Og gårsdagens Ruby Suns-set-up havde en tendens til at sludre lige i overkanten mellem numrene, hvilket medvirkede til at tage gnisten – eller tempoet, om man vil – ud af koncerten, og det havde den ikke så rare konsekvens, at man nåede at komme fra drømmeland og helt tilbage til Rusts virkelighed.

Fokusset på beats og et langt højere tempo (der i udstrakt grad gav associationer til Animal Collective) gjorde, at udtrykket til koncerten langtfra var som pladens. Og godt det samme, for netop de to faktorer var uden tvivl medvirkende til, at Ruby Suns i stor udstrækning havde held til at fange et danselystent publikum, der ikke lod sig påvirke af de relativt lange pauser mellem numrene. For et mindre festinsisterende publikum havde koncerten dog en tendens til at blive en smule kedelig – bedst illustreret ved duoens sidste, langt over 10 minutter lange nummer, der var godt i starten, blev kedeligt midtvejs og burde være stoppet for længst, da det endelig sluttede.

Momentvis var det således rigtig godt på Rust fredag aften, men den manglende evne til at opretholde tempoet i koncerten og lidt for mange øjeblikke, hvor tankerne flød i andre retninger end mod bounty-strande, turkisblåt vand og kokosnødder, gjorde oplevelsen ujævn og drømmescenarierne grumsede.

★★★☆☆☆

Deltag i debat