Plader

The Thermals: Now We Can See

Skrevet af Jeppe Carstensen

The Thermals er tilbage i havet, hvor grønne vækster gror, og alt bare lyder bedre. Som det er med skrabet og ung indierock, så gør tid, øvelse og penge ofte noget ved produktionen. Hvis man ikke har noget imod svulstig og intelligent amerikansk poprock, så kan man ubekymret springe i vandet.

The Thermals lyder hulens amerikanske. Ikke blot lyder de som en inkarneret udgave af alt, der er grelt indie, men de har også befundet sig under overfladen i forhold til alt det, Sub Pop har populariseret gennem tiderne. Da jeg stod ved Odeon-scenen på Roskilde Festival for et par år siden, var vi en klynge på 80 mennesker, der dansede henrykt til The Thermals, blandt gravkøer der spredte flis på det mudrede underlag. Nu udgiver bandet endelig nyt i form af pladen Now We Can See hos velrenommerede Kill Rock Stars, hvem man dog ikke kan sætte i samme ambitiøse bås som Sub Pop. I tilfældet The Thermals er det nok ikke tilfældigt, at der hos Kill Rock Stars er tradition for at have en radikal politisk agenda i foretagendet. Paradoksalt nok er vi i denne omgang foruden voldsom politisk satire.

Man må efterhånden betragte The Thermals som en duo bestående af Hutch Harris på guitar og Kathy Foster på bas. For hver plade, de laver, skippes en trommeslager eller to, en mere poleret lyd fremelskes, og teksterne antager en mere konceptuel karakter. På Now We Can See opfyldes alle disse krav, hvilket gør, at det er en plade i naturlig forlængelse af deres kritikersucces The Body, the Blood, the Machine. Frontfigur Hutch Harris beviser endnu en gang sit talent ved at skrive tvetydige tekster og synge dem med kontrolleret patos. Sangene leveres poppet og melodiøst med enkle virkemidler, der består af guitar, tromme, bas og – mindre hyppigt – keyboard. Hvis man før har været til Thermals, så er det med dette album sværere end nogensinde at undgå gentagende lyt. Og som alle ved, så handler alt om gentagelse.

Selvom de fleste lyttere sandsynligvis ikke hører megen variation hos Thermals, har de siden debuten More Parts Per Million varieret deres tilgang til produktion og tekstmateriale op til flere gange. På den første var en firesporet båndoptager i køkkenet nok til at lave noget udgivelsesværdigt. Siden da har opgraderinger i lyd og udtryk forfinet sig eksponentielt med Harris’ sangtekster, der i dag fremtræder som det mest bemærkelsesværdige, både i forhold til volume og sproglig pragt.

Hvor sidste album var særdeles arrigt, politisk opkogt og endte i en sammensmeltning, jeg tolker som død eller apokalypse, så er Harris’ fortællinger denne gang hinsides livet. Den overståede tilværelse gengives i tilbageblik, men det er ikke decideret selvbiografisk eller seksuelt eksplicit, som vi kender det fra tidligere album. Det kredser tværtimod om uidentificerbare skæbner, hvortil ironiske kommentarer parafraserer over oftest ynkeligt levede liv. Det retrospektive blik understreger det omtalte koncept, hvilket ikke er så påtvingende interessant i sig selv, men det er derimod udsigelsernes punktlighed og den narrative struktur, som må siges at løfte sangene betydeligt. Temaet på pladen er ikke nær så politisk, som man forventer, men handler derimod om død og tilbageblik. Det har dog sin naturlige årsag. I titelnummeret lyder det blandt andet: »Our enemies lay dead on the ground / and still we kick / oh way-ow oh-whoa-oh.« Harris synger gerne om Bush-regeringens endeligt, og han gør det aldeles flabet på bunden af kistebunden, som var en ny verden opstået efter præsidentskiftet.

Indimellem minder æstetikken om de velproducerede dage i Green Day eller Weezer, hvor accenten og den nasale stemme skabte en proper gimmick, hvilket på Now We Can See bestemt ikke er en sjældenhed – lyt blot til “Liquid In, Liquid Out”. For at slå variationerne ved denne udgivelse fast nævner jeg gerne “When I Was Afraid” som en art mathrock, hvor man – nu gør jeg anmeldelsen unødvendigt dansk – kan høre Barrahead et eller andet sted i forløbet. Yderligere kunne den guitardrevne passage 35 sekunder inde i åbningsnummeret snildt være stjålet fra Velvet Underground.

Selvom de fleste sange stadig leveres i højt gear, så er jeg især begejstret for The Thermals, når de sænker tempoet en anelse. Deres kvasi-powerpop syder stadig af talent, men de har nu også en bombastisk modenhed, som især giver sig til udtryk på “At the Bottom of the Sea”. Produktionen i hænderne på John Congleton er umiskendeligt voksen, og folk, der tidligere måtte lade sig skræmme af den krasse lyd, kan jeg nu invitere på stuerock, ostemadder og knap så megen ung revolte. Der er guitarsoli, alskens harmonier og hvad ved jeg, og alt sammen er så forbandet genuint, at Thermals og jeg skal danse forårsdans på bunden af havet.

★★★★★☆

Deltag i debat