Plader

William Hut: Silent Hum

Skrevet af Nina Kock

William Hut nynner personligt og dybfølt om liv, død og længsel på sit femte album, men han brænder aldrig igennem, og Silent Hum fremstår som en samling kedelige og farveløse rockballader.

Allerede ved første kig på albumcoveret bliver jeg en smule nervøs. William Marhaug med kunstnernavnet William Hut fylder størstedelen af forsiden, og mest af alt ligner han en frygtindgydende, men dog sympatisk, kopi af Thomas Blachman. I mit stille sind håber jeg, at albummet vil blive en positiv oplevelse, da jeg ikke tør komme i uføre hos ’Blachman’. Jeg begynder at bladre igennem den tilhørende booklet med stigende bekymring; jeg er ikke sikker på, at dette kommer til at falde i min smag. Med ildspyende drager og en ulmende orange himmel ligner billederne mest af alt illustrationer til “Ringenes Herre” eller en anden fantasy-roman. Det skal selvfølgelig ikke komme an på det visuelle udtryk, men det er med en vis skepsis, at jeg trykker play.

Albummets første nummer, “My Female Queen”, begynder med melankolske strygere og William Huts længselsfulde stemme, der forsikrer, at alt nok skal blive okay. Det efter-følgende nummer, “Soulcity House”, dykker også ned i de poetiske klicheer: »I’ve seen people crying in this soulcity house / I’ve seen dreams dying in this soulcity house.« Jeg vil ikke skilte med mine musikalske fordomme, men allerede efter de to første numre føler jeg, at de er blevet bekræftet – eller i hvert fald næret af William Huts romantisk-melankolske og lommefilosofiske univers.

Silent Hum er William Huts femte soloplade. Pladen er produceret af Mark Levers fra Lambchop og optaget i Nashville, og albummet har bestemt en drømmende amerikansk country-uskyld over sig. Men den vemodige længsel bliver aldrig rigtig forløst. ’Silent hum’ betyder direkte oversat ’stille nynnen’, og det er præcis, hvad William Hut gør; dagdrømmer og sværmer omkring livets skrøbelighed og op- og nedture, men det fænger ikke og ender med at blive tamt og kedeligt; en norsk pendant til Poul Krebs. William Hut har bestemt stemmen og ånden til at gribe sit publikum, men det hele drukner i sukkersød poesi og klicheer.

★★☆☆☆☆

Om skribenten

Nina Kock

 

Biografi:
I mit første musikminde sidder jeg foran mine forældres højttalere med mikrofonen fra min My First Sony-båndoptager i hånden og leger radiovært. Dengang handlede alt om mig og min båndoptager og mit kassettebånd med Krumme. Senere fik jeg en cd med Shubidua, og den var jeg tilfreds med et par år frem. Efter en begyndende teenagetid med Absolute Music og høj popmusik fik jeg endelig øjnene op for noget ordentligt. Det bedste, jeg vidste, var at låne en masse cd'er på biblioteket eller bruge alt for mange penge i en pladeforretning og stene musik en hel eftermiddag. Nu køber jeg ikke særlig mange cd'er mere, men jeg elsker stadig musik.

 

Årets albums 2009

 

Danske

1. Oh No Ono: Eggs
2. Giana Factory : Bloody Game
3. Kim LAS: Boxen/Morskaben EP
4. Emil de Waal + Spejderrobot: s.t.
5. Er De Sjældne: Lyserød Lyseblå Beige
6. The Raveonettes : In and Out of Control
7. Turboweekend: Ghost of a Chance
8. Mew: No More Stories...
9. Balstyrko: Jagten Paa Noget
10. Medina: Velkommen til Medina

 

Udenlandske

1. Animal Collective: Merriweather Post Pavilion
2. The xx: xx
3. Grizzly Bear: Veckatimest
4. Atlas Sound: Logos
5. Bat for Lashes: Two Suns
6. Peter Doherty: Grace/Wastelands
7. The Dirty Projectors: Bitte Orca
8. The Flaming Lips: Embryonic
9. Bear In Heaven: Beast Rest Forth Mouth
10. jj: jj no 2
11. Rio En Medio: Frontier
12. Real Estate: Real Estate
13. Tame Impala: Sundown Syndrome EP
14. Jenny Wilson: Hardships!
15. Cortney Tidwell: Boys
16. Here We Go Magic: s.t.
17. Fuck Buttons: Tarot Sport
18. La Roux: s.t.
19. School of Seven Bells : Iamundernodisguise (single)
20. YACHT: See Mystery Lights

 

Hører i øjeblikket:
The xx: xx

The Flaming Lips: Embryonic

Peter Doherty: Grace/Wastelands

The Welcome Wagon: Welcome to the Welcome Wagon


Fem favoritalbums:
My Bloody Valentine: Loveless
Savage Rose: Dødens Triumf
Bob Dylan: Blood on the Tracks
PJ Harvey: To Bring You My Love
Joy Division: Unknown Pleasures

Skriv et svar