Koncerter

And You Will Know Us by the Trail of Dead, 03.05.09, Lille Vega, København

Skrevet af Signe Palsøe

Alle mine fordomme om et selvhøjtideligt band blev gjort til skamme på en søndag aften, hvor der både blev danset på baren, slået søm i instrumenterne og spillet rigtig, rigtig god rock.

Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.com

Jeg lærer nok aldrig, at Vegas søndagskoncerter begynder en time tidligere end spillestedets øvrige liveshows. Til denne søndags koncert med …And You Will Know Us by the Trail of Dead – eller det mere mundrette …Trail of Dead, som bandet går under til daglig – var resultatet, at bandet allerede var gået på, da jeg havde den obligatoriske »Jo, gu er jeg på gæstelisten«-diskussion med dørmanden. Alligevel befandt jeg mig solidt plantet allerforrest på Lille Vegas bonede gulve ca. 30 sekunder senere, og selvom det både siger noget om antallet af besøgende og den ganske udmærkede hvidløgspizza, der var skyld i min fashionabelt sene ankomst, siger det også en hel del om indiesegmentets manglende brug af albuer.

For det var tydeligvis indiesegmentet, der plejede deres tømmermændsramte centralnervesystemer på Enghavevej. Selvom …Trail of Dead ikke holder sig tilbage, når det gælder brugen af store armbevægelser og tung instrumentering, er deres artrock alligevel så melodiøs og flot, at den snildt kan give overetagen noget at arbejde med på sådan en søndag aften. Men tømmermænd eller ej, en stor del af den fremmødte skare kunne godt bruge en lektion i den ædle kunst at moshe. Med måde, naturligvis, som det hører sig, når man er så’n en lidt følsom sjæl, der pludselig rammes i solar plexus af guitarfræsen, bastante udfoldelser på slagtøj og vældig, vældig vellydende rockskæringer.

Sidstnævnte har …Trail of Dead efterhånden en del af i deres bagkatalog, og med The Century of Self, der udkom tidligere på året, lod bandet til at have fundet tidligere tiders gnist ovenpå den mere gennemsnitlige So Divided fra 2006 og længere tids kamp med deres tidligere pladeselskab. Aftenens setliste bestod således stort set udelukkende af gruppens helt store numre samt det bedste fra det nye album, hvilket da også fik spredt en moderat headbangen et stykke bagud i salen, efterhånden som koncerten skred frem.

Bandet synes altid at have haft flair for pompøse og overrumplende åbnere, og at lægge ud med “Giants Causeway” og “Far Pavilions” fra det nye album efterfulgt af “It Was There That I Saw You” fra 2002’s sublime Source Tags & Codes var da også en start af de mere mindeværdige, selvom bandet kæmpede noget med lyden og ikke mindst med det ene af to trommesæt; en kamp, som fortsatte gennem de efterfølgende “Isis Unveiled”, “Homage” og “Bells of Creation”, der alligevel alle formåede at fremstå som virkelig stærke indslag. Det var svært ikke at lade sig imponere over røsten, der fremkom fra forsanger Conrad Keelys lille og tætte korpus og over den generelle intensitet og velspillenhed, der vældede fra scenekanten.

Allervigtigst syntes dog det faktum, at den pompøsitet, der er grundlaget for …Trail of Deads artrock, ingenlunde kom til udtryk i nogen form for højpandethed, som jeg ellers havde frygtet i mine inderste og mest fordomsfulde gemakker. Småjoken og hyggesnak gjorde det muligt at bære over med det genstridige trommesæt, der endeligt blev fikset med et par solide søm og en hammer. Rock on!

Og som sagt så gjort, for med to funktionelle trommesæt i spil syntes den efterfølgende “Will You Smile Again?” at fremstå så meget desto mere intens og kun yderligere forstærket af en inciterende og dominerende basgang. Da Jason Reece efterfølgende sprang frem fra trommerne for at overtage sangtjansen og bane sig vej til bardisken bagerst i lokalet, hvorpå han fremførte “Another Morning Stoner”, var det vist lykkedes …Trail of Dead at få samtlige tilstedeværende til at blæse på søndagstungheden.

Koncertens afslutning bar ganske vist præg af at bestå af lige vel meget art og ikke helt nok rock, for her opbyggedes det ene guitarfræsende og slagtøjsdundrende højdepunkt efter det andet, uden at melodi eller publikum helt syntes at følge med i bandes udskejelser. Det var dog til at se igennem fingre med til en koncert, der ellers var domineret af både velspillethed og vedkommenhed – som det lød fra scenen, mens roadien ihærdigt lå og hamrede søm i gulvet: »It works because it’s real!«

★★★★★☆

Deltag i debat