Koncerter

Art Brut, 12.05.09, Lille Vega, København

Skrevet af Christian Klauber

Med en rygskadet Eddie Argos kunne man frygte det værste, men Art Brut leverede en ganske udmærket oplevelse. Ikke mere, end man kunne forvente, og det var også rigeligt.

Fotos:  Sara Jeffries, LiveShot.dk

Normalt ville Art Brut nok være noget i retning af: Et par Newcastle Brown Ale bliver smidt gennem luften, og straks får stemningen lige et ekstra nøk mod toppen. I går var det lidt mere i retning af: Et par Carlsberg kommer på bordet”¦

Art Brut startede ellers flyvende med “Alcoholics Unanimous”, der med linjen »took me ages to get dressed this morning« skulle vise sig at være mere passende, end godt var. Kvintettens helt naturlige midtpunkt, den sært charmerende Eddie Argos, var nemlig faldet i Amsterdam og havde voldsomme rygsmerter – faktisk spillede han, selvom hans læge havde frarådet ham det, men som han sagde: »I don’t care. I wan’t to play even though it hurts«. Prisværdig rock ’n’ roll-attitude, men det satte helt naturlige begrænsninger for hans udskejelser, og selvom han ellers ikke er helt ustyrlig, så bevæger han sig normalt betragteligt mere, end han gjorde (og kunne gøre) denne aften.

Det havde den konsekvens, at koncerten ikke var så fysisk, som den måske kunne have været. Men alligevel fornemmede man fra gulvet en indestængt intensitet, som Argos ganske enkelt ikke kunne udleve, for selv det mindste, lille hop affødte tydelig smerte. Han udstrålede simpelthen energi bag den tvungne, meget rette positur, og det medvirkede til at gøre koncerten til en god oplevelse – ikke mindst fordi hans bandmedlemmer gav den fuld skrue. Det gjaldt især Ian Catskilkin, der med sine riff flere gange gav prøver på, at han er en fremragende guitarist, men også den stående trommeslager, Mickey Breyer, og den helt vanvittigt grimasseskærende guitarist Jasper Future var tændte på en måde, der fint underbyggede, at Argos midt i koncerten udbrød: »Look at how much fun we’re having. Look at our smiling faces.«

Det handlede netop om at have det sjovt, og den målsætning gav en virkelig god og velopbygget koncert – trods den rygskadede Argos. Der var de bedste numre fra det nye album, Art Brut Vs. Satan, f.eks. “DC Comics and Chocolate Milkshake”, “Slap Dash for No Cash” og “What a Rush”, ligesom der også var de bedste fra gennembrudsalbummet Bang Bang Rock and Roll, heriblandt “My Little Brother”, “Emily Kane”, ” Modern Art” og “Fight” – hvem kan i øvrigt stå for en tekst, der i fin stil kæder sjov og ballade sammen med et omkvæd bestående af »fight« omkring 50 gange?

Man fik altså ikke mere, end man kunne forvente (læs: en times sjov og ballade), og det var også rigeligt. Art Brut leverede varen og havde godt fat i publikum hele vejen til koncertens afslutning. Ekstranumrene “Formed a Band” og “Post Soothing Out” var perfekte prikker over et ganske udmærket i. Og så var det nok ganske sigende, at Eddie Argos – støttet af en roadie og med et håndklæde over skuldrene – herefter vaklede fra scenen med en hånd på sin ømme ryg. Stor cadeau for at levere en så fin koncert på smertestillende medicin.

★★★★☆☆

Deltag i debat