Plader

Attrap: Happitalism

Underfundighed, finurlige eksperimenter og et struttende overflødighedshorn af entusiastisk livsglæde, hvor det joviale smilebånd komplimenterer rå kaoslyd, er i vente på Happitalism. De hele fremført af bandet der »kom, så, performede og stoppede igen.«

Hvis man tager en lydbank fra Sufjan Stevens, de legende toner fra Jim O’Rourke og tilsætter en tilpas mængde Devendra Banhart på overarbejde med en strømforsynet guitar i stedet for den sædvanlige med nylonstrenge, Jeff Buckley på drilsk ballademageri, de altid varme og samtidig underfundige og næsten foruroligende kompositioner fra Nikolaj Nørlunds hånd og sågar smider tidligere tiders U2 (hovedsageligt tonelandskabet fra The Unforgettable Fire) oven i hatten, ryster posen og lader resultatet få den rette lyd, så står man tilbage med en plade, der på en måde virker uhyre udansk og dog stadig formår at bibeholde det særligt kendetegnende skandinaviske touch. Og den plade er Happitalism; leveret af den (u)danske version af »de kom, de så, de sang, de performede, de sejrede, og så stoppede de« – eller bandet kaldet Attrap.

Hvis man så derudover vedhæfter en blandingsvokal, der ligger lunt op ad Chris Martins (Coldplay) og har momentære strejf af Johan Stahl Winthereik (fra gamle Virgo, endnu ældre Kantarel, ældgamle Morsel Deep), pepper den lidt op med en lyd i retning af Angu (grønlandsk velsmurt popsangeri), vender og drejer den og giver den et los falset i fornem Jeff Buckley-stil, ja, selv Lasse Storm fra Sha La Las dukker op i referencerammen, og sommetider sågar de luftige accentkroge, der vækker minder om Thomas Troelsen på Dancing Casanova, tja, så vil resultatet være noget i retning af frontmand Jonas Petersens stemme. Det er sådan cirka dér, vi er henne; om ikke andet er det et forsøg på at ramme noget, der kan være med til at forklare den dagsorden, Attrap lægger (eller lagde) for dagen.

Jeg har efterhånden hørt denne plade mange gange, og den er så småt begyndt at krybe grundigt ind under huden på mig (dvs. jeg kan finde på helt umotiveret at nynne en passage fra en vilkårlig sang på pladen), og der skal ikke herske nogen tvivl om, at det også er en skive, der vokser med gennemlytningerne. Og det er alligevel med en ret fantastisk henrykkelse, at det konstateres.

Det herskende temperament, der omfavner pladen, strækker sig fra ét til satans på oplevelsesskalaen, hvor ét er kendetegnet ved det lettere poppede, lytterleflende etablissement med tendens til næsten jovial fællessang akkompagneret af massiv glædesopbakning (“Oh Boygirl”, “Jenny” og “Golddigger”), og hvor satans er et slags signalement for de kaotiske udsving og fandenivoldske instrument-aggressioner samt vokal-udåndinger, hvor alting ramler (“Happitalism”, “Fatboy” og “Warsong” (hvor der 1:30 inde i sangen er en dejlig, men nok ikke helt bevidst hyldest til Jimi Hendrix i form af det, der umiskendeligt lyder som introen på hans Highway Chile).

Instrumenteringen på pladen favner vidt og fuldender det legende, ukrukkede og fuldstændige overskudslager af selvtillid og struttende livsglæde, som skiven emmer af. Entusiasmen er lagt i håndteringen af alt fra klaver til klarinet, og det tætteste, man kommer på en snert af en reference til en decideret stortromme, må være på åbningsnummerets allerførste færd, med det der lyder som velmenende kærtegn fra et plekter fra E- til E-streng i nedadgående retning. I stedet får alverdens klaviaturer, fløjter og elementer, der lyder som xylofon (hører jeg også en mandolin?), plads på første række, og det klæder pladen samt det overordnede musikalske eksperiment særdeles glimrende.

I betragtning af, at det er (og var) gruppens eneste udspil, tager jeg hatten af for pladens diversitet. Afdelinger som melankoli afsøges med nysgerrighed, og de poppede samt lettere indierockede skæringer håndteres med overskud og stilsikker fremføring. Den legende, men stadig seriøse tilgang til opbygningen af pladen som helhed sætter sine spor, og man kan ikke helt lade være med at blive grebet af overskuddet, der skinner igennem den kompakte mur af lige dele sjov og ballade, der dog stadig leveres med en alvorlig mine, når der er brug for det. Det er et underfundigt og finurligt eksperiment, besætningen har rodet sig ud i, men trods de til tider mere eller mindre heftige stilskift rummer pladens undersøgende sporarbejde guld under overfladen.

Bandets alt for korte levetid har dog ikke været en hæmsko for musikkens videre udvikling, idet Jonas Petersen fremover vil være at finde solo under aliaset Hymns From Nineveh, og Troels Damgaard Holm samt Johan Ask Nielsen har fingrene i et nyt projekt kaldet With No Arms and Legs. Begge fronter er noget, der er værd at vente på med spænding, for eftersom Happitalism har været en fornøjelse at gå i kødet på, vil der fremover være forventninger at indfri.

★★★★½☆

1 kommentar

Deltag i debat