Plader

Brother Ali: The Truth Is Here

Skrevet af Christian Klauber

Brother Alis tidligere udgivelser har været decideret fremragende, men på det nyeste udgivelser er niveauet faldet betragteligt. Der er højdepunkter, men overall er The Truth Is Here en ufokuseret skuffelse.

Sandhed og løgn er to relativt centrale begreber i menneskers hverdag. Jeg læste for ikke så længe siden i en artikel i Weekendavisen, at mennesker i gennemsnit lyver et par gange om dagen. Ja, tænker du nok, så må der eddermanme være nogle mennesker, der storlyver, for så mange gange om dagen lyver jeg i hvert fald ikke. Men nu er løgn så heller ikke bare en løgn, men faktisk inddelt i flere kategorier: hvid løgn, nødløgn osv.

Det interessante ved denne lommefilosofiske indledning er, at sandhed kan relativeres (bare spørg historierevisionisterne om det), og at sandhed nogle gange faktisk bare er en sagsfremstilling. En vinkel. Og ret beset er afhængig af, hvem man spørger. Derfor må man selvfølgelig stoppe op, når man ser en cd med titlen The Truth Is Here.

Sjovt nok har The Truth Is Here faktisk været udgivet en gang tidligere. Ja, altså, Brother Ali har brugt titlen en gang tidligere, til en ep der udkom i 2007. Men ud over titlen er der ingen lighedspunkter, og på det nye album er der ingen gengangere fra 2007-udgaven. Men hvorfor så udgive et album, der faktisk – lidt uforståeligt for mig – rubriceres som en ep, med samme titel? Har Brother Ali fundet flere sandheder, han gerne vil fortælle? Eller var den første ikke heeeeelt sandhed (nok)?

Der bliver i hvert fald leveret nogle sandheder på The Truth Is Here, bedst illustreret ved den fremragende “Philistine David”. Nummeret, der refererer til Israel-Palæstina-konflikten, lyder umiddelbart som et opråb, ikke mindst fordi omkvædet lyder: »I stand tall and raise my fist / I pray all is plain like Lif / I don’t wanna die tonight / but I can’t live another day like this.« Med sit tunge beat, sin melankolske synthlyd og ikke mindst sit tekstunivers gør nummeret et stort indtryk: »I was aged by the pain that I saw / outside my front door was the frontline of a war / shots get fired I cry on the floor / underneath my bed trying to hide from it all« og »But understand one damn thing: I can’t run / I don’t care where the lie got its strength from / I rush your tank without even a handgun / only a rock from the land that I stand on.« Det er aggressiv rap, der gør indtryk, men sandheden i fremstillingen af den konflikt er – som alle andre konflikter – afhængig af, hvem man spørger.

Hele pladen er dog ikke et spørgsmål om løgn og sandhed, og som på andre Brother Ali-udgivelser er der eftertænksomhed og poetisk refleksion over livet, menneskers lighed og religion. De bedste eksempler på det er “Little Rodney” og “Good Lord”. I sidstnævnte lyder det f.eks. på et superfunky beat: »Some spritual happen when them hands get you clappin’ / can you tell me what language do you laugh in / the human reaction are smiles and cries / what language are the tears when they’re falling from your eyes.«

Trods flere gode oplevelser på The Truth Is Here, hvor jeg lytter intenst for at fange alle Brother Alis gode pointer, er der flere eksempler på, at min interesse ikke holdes fanget. F.eks. går der snak i den på flere numre – indpakket i en livesetting med jazzet klaver og sporadisk klappen – og det bliver irriterende i længden.

Når han er bedst, er der ingen tvivl om, at Brother Ali er en af de mest interessante, alternative rappere lige nu. Beatene er velproducerede og skarpe, hans flow er aggressivt, distinkt og flyder godt, og der er indhold og kritisk eftertænksomhed i de fleste af hans tekster, der omhandler alt fra hverdagsliv, kærlighed og forhold til religion og krig. På The Truth Is Here er sandheden dog, at det hele ikke er lige interessant og skarpt, og det gør, at ep’en passerer mine ører uden at gøre samme store indtryk, som begge de to første album gjorde.

★★★☆☆☆

Leave a Reply