Plader

Brother Ali: The Truth Is Here

Skrevet af Christian Klauber

Brother Alis tidligere udgivelser har været decideret fremragende, men på det nyeste udgivelser er niveauet faldet betragteligt. Der er højdepunkter, men overall er The Truth Is Here en ufokuseret skuffelse.

Sandhed og løgn er to relativt centrale begreber i menneskers hverdag. Jeg læste for ikke så længe siden i en artikel i Weekendavisen, at mennesker i gennemsnit lyver et par gange om dagen. Ja, tænker du nok, så må der eddermanme være nogle mennesker, der storlyver, for så mange gange om dagen lyver jeg i hvert fald ikke. Men nu er løgn så heller ikke bare en løgn, men faktisk inddelt i flere kategorier: hvid løgn, nødløgn osv.

Det interessante ved denne lommefilosofiske indledning er, at sandhed kan relativeres (bare spørg historierevisionisterne om det), og at sandhed nogle gange faktisk bare er en sagsfremstilling. En vinkel. Og ret beset er afhængig af, hvem man spørger. Derfor må man selvfølgelig stoppe op, når man ser en cd med titlen The Truth Is Here.

Sjovt nok har The Truth Is Here faktisk været udgivet en gang tidligere. Ja, altså, Brother Ali har brugt titlen en gang tidligere, til en ep der udkom i 2007. Men ud over titlen er der ingen lighedspunkter, og på det nye album er der ingen gengangere fra 2007-udgaven. Men hvorfor så udgive et album, der faktisk – lidt uforståeligt for mig – rubriceres som en ep, med samme titel? Har Brother Ali fundet flere sandheder, han gerne vil fortælle? Eller var den første ikke heeeeelt sandhed (nok)?

Der bliver i hvert fald leveret nogle sandheder på The Truth Is Here, bedst illustreret ved den fremragende “Philistine David”. Nummeret, der refererer til Israel-Palæstina-konflikten, lyder umiddelbart som et opråb, ikke mindst fordi omkvædet lyder: »I stand tall and raise my fist / I pray all is plain like Lif / I don’t wanna die tonight / but I can’t live another day like this.« Med sit tunge beat, sin melankolske synthlyd og ikke mindst sit tekstunivers gør nummeret et stort indtryk: »I was aged by the pain that I saw / outside my front door was the frontline of a war / shots get fired I cry on the floor / underneath my bed trying to hide from it all« og »But understand one damn thing: I can’t run / I don’t care where the lie got its strength from / I rush your tank without even a handgun / only a rock from the land that I stand on.« Det er aggressiv rap, der gør indtryk, men sandheden i fremstillingen af den konflikt er – som alle andre konflikter – afhængig af, hvem man spørger.

Hele pladen er dog ikke et spørgsmål om løgn og sandhed, og som på andre Brother Ali-udgivelser er der eftertænksomhed og poetisk refleksion over livet, menneskers lighed og religion. De bedste eksempler på det er “Little Rodney” og “Good Lord”. I sidstnævnte lyder det f.eks. på et superfunky beat: »Some spritual happen when them hands get you clappin’ / can you tell me what language do you laugh in / the human reaction are smiles and cries / what language are the tears when they’re falling from your eyes.«

Trods flere gode oplevelser på The Truth Is Here, hvor jeg lytter intenst for at fange alle Brother Alis gode pointer, er der flere eksempler på, at min interesse ikke holdes fanget. F.eks. går der snak i den på flere numre – indpakket i en livesetting med jazzet klaver og sporadisk klappen – og det bliver irriterende i længden.

Når han er bedst, er der ingen tvivl om, at Brother Ali er en af de mest interessante, alternative rappere lige nu. Beatene er velproducerede og skarpe, hans flow er aggressivt, distinkt og flyder godt, og der er indhold og kritisk eftertænksomhed i de fleste af hans tekster, der omhandler alt fra hverdagsliv, kærlighed og forhold til religion og krig. På The Truth Is Here er sandheden dog, at det hele ikke er lige interessant og skarpt, og det gør, at ep’en passerer mine ører uden at gøre samme store indtryk, som begge de to første album gjorde.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar