Plader

Carolina Liar: Coming to Terms

Hvis du synes, at amerikansk emopop og sødsuppe-rock uden nerve lyder som en spændende kombination, så bør du tjekke Carolina Liar ud. Hvis denne cocktail er svær at sluge, så søg ny musik andetsteds.

Det siges, at hunden ikke skal skues på hårene. I overført betydning kan et orkesters image og fremtoning ikke altid fungere som rettesnor for musikken. Det hæderkronede gamle ordsprog fandt anvendelse, da jeg studerede det medfølgende materiale til albummet Coming to Terms fra Carolina Liar. Forsangeren Chad Wolf lignede umiskendeligt en udøver af klassisk sydstatsrock eller alternativ folk. Dette første indtryk skulle vise sig at være groft misvisende.

Fænomenet emopop har bredt sig siden starten af århundredet. Fra sit amerikanske udgangspunkt er det blevet en fast del af hitlisterne, også herhjemme. Denne forenklede og mainstream-orienterede afart af emo, med sit fokus på mere konventionel sangstrukturer og radiovenlige omkvæd, har også nået vores breddegradder. Danske bands har (endnu) ikke omfavnet genren i en større målestok, så flertallet af udøverne er stadig amerikanske bands. Endnu et af slagsen er Carolina Liar, der – med deres velproducerede sange med pseudo-emotionelle tekster omkring kærlighedens kvaler, fremmedgørelse, uforløst vrede og andre ungdommelige problemer – repræsenterer den mest poppede ende af emo-spektret.

På albummet serveres 12 forskellige udgaver af emo-rocknumre, alle i den radio-venlige udgave. Alle sangene har en række fælles kendetegn: Først en lille appetitvækker og gerne et par anslag på klaveret akkompagneret af en let klagende vokal. Derefter en hurtig overgang til verset, hvor guitarerne larmer på kontrolleret vis. Og så tilbage til udgangspunktet. Dette gentages ad libitum. Resultatet er udvandet guitarrock, hvor alle forstyrrende elementer er neddroslet. Det fungerer bedst på åbneren, “I’m Not Over”, og på førstesinglen “Show Me What I’m Looking for”, der også har opnået succes på amerikanske hitlister. Det stærkeste nummer er “Simple Life”, der med sin stærke melodi og personlighed skiller sig positivt ud.

Den svenske Max Martin har produceret. Han er kendt som bagmanden for store hits og fortsætter ufortrødent sit arbejde her. Alt er gennempoleret, ensartet, præcist og klar til playlister på radiostationerne. Han udfylder sin rolle perfekt. Desværre efterlader det lyttere, der søger efter inspiration uden for lokalradioens top-20, strandet. De finder intet brugbart på denne udgivelse, der bekræfter alle fordomme om kaloriefattig emo-rock/pop. Sangene er simpelthen for skabelonagtige og personlighedsforladte til at efterlade et større indtryk.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat