Plader

CunninLynguists: Strange Journey Volume One

Skrevet af Christian Klauber

En blandet landhandel af gæstende artister og remix af tidligere sange gør afsenderrollen på Strange Journey Volume One en smule uklar, men hvad gør det, når rejsen er fyldt med gode øjeblikke?

»At rejse er at leve,« lyder en talemåde. Og netop dette udsagn synes at være gennemgående på Strange Journey Volume One, hvor de tre CunninLynguists-medlemmer Kno, Deacon the Villain og Natti pakker deres kufferter og som en anden, men dog langt mere fly ’n’ high udgave af Palle, Polle og Ruth hopper ind i deres van og kører ud på nye vilde vover (samtidig med de også kigger en smule i bakspejlet med remix af – heldigvis nogle af de bedste – tidligere numre).

Blandingen af remix, et hav af gæsteoptrædener og tre numre, der krediteres fuldt ud til hhv. Inverse, Tonedeff og Mr. SOS, kan selvsagt overraske lidt, når man nu køber en plade med CunninLynguists, men set i lyset af pladens titel giver det god mening – på en rejse møder man jo tit mennesker, der træder ind som deltagere på det, der startede med at være ens egen rejse. Og så er alle tre numre virkelig gode – især Mr. SOS’ “Die for You” er vitterlig et af pladens bedste. Mit hjerte blev i hvert fald en smule tungere, da mine ører en aften på cyklen pludselig opfangede temaerne kærlighed, opofrelse, destruktivitet og svigt.

Helt genrelt holder pladen, hvad den lover, for der er virkelig tale om en ’strange journey’, og den forholder sig konkret til mange af de aspekter, der er ved at rejse (meget), f.eks. de mange sjove oplevelser, man har på tour (“Nothing But Strangeness”), men også det at være væk fra sine nærmeste (“Don’t Leave (When Winter Comes)”), at sidde i en nedbrudt bil (“Broken Van (Thinking of You)”) og så (selvfølgelig) at være så skæv, at man ikke kan komme ned igen (“Never Come Down (The Brownie Song)”).

Ud over at især Deacon the Villain og Natti er dygtige rappere med stabile flow og tunge, sjælfulde stemmeføringer, så er en helt central grund til, at jeg synes CunninLynguists er så fremragende, at de formår at have en særegen melankolsk tone i deres lydbillede – også når de rapper om at være af sted på tour eller at være så skæv, at man render rundt på græsplænen i boksershorts eller står på taget og føler sig som en astronaut.

Dertil kommer så poesien og det lyriske indhold. For CunninLynguists har faktisk noget på hjerte, og det er værd at lytte rigtig grundigt efter deres tekster. Et (langt, men fremragende) eksempel er fra det førnævnte “Don’t Leave (When Winter Comes)”: »On only roads we roam, Cali to Rome / me and everybody I love livin’ through phone / never been one for hugs, but I long / across time zones for strength from fam / who are only with me through video and digital camera [“¦] shit, I’m everywhere, but home, I’m never there / and some I care for say I’m February air / don’t even know the mayor’s name in my own town / been makin’ noise but forgot how my home sound [“¦] to make it happen with this rappin’ is a part of my goal / but leavin’ you little man, takes a part of my soul / believe me, daddy know it ain’t gon’ be easy / better this then have you waitin’ for the state to release me / seein’ me through glass, missin’ moments to squeeze me.«

Der er meget på færde i en tekst som denne, og den rammer altså, hvor den skal. Ligesom f.eks. “Broken Van”, hvor kærligheden til og tabet af en nedbrudt bil struktureres metaforisk som kærligheden til en kvinde. Det kræver selvsagt, at man lytter grundigt, men når man gør det, åbner teksterne sig virkelig. Selv remix af ældre numre, der kunne kritiseres for at være unødvendigt fyld, har deres berettigelse, fordi de minder en om, hvor højt niveau, CunninLynguists egentlig holder.

Det er bl.a. kvaliteter som ovenstående, der bevirker, at CunninLynguists gør noget ved mig, som ikke ret mange andre hiphop-acts gør. Derudover får de mig til at synge med på deres sange (ja, synge!). De får mig til at smile, samtidig med at de beholder den særlige melankoli, der giver deres lydbillede og tekstunivers dybde og substans. Og ja, så giver de mig lyst til at rejse. Det er absolutte kvaliteter i sig selv.

★★★★★☆

3 kommentarer

  • Fremrangende album fra Cunnin.
    Jeg kan kun sige én ting – køb det 14/7, hvor det frigives på nettet

  • Klart én af årets bedste hip-hop udgivelser! Ekstremt fængende med masser af dybde! Derudover skal man heller ikke glemme alle de fantastiske gæste-MCs som f.eks. Slug, Killer Mike og Tonedeff (rapper som bolt løber)!

  • Ja, det er et forrygende album. Gæsterapperne er gode, men især synes jeg, at pladen understreger et af CunninLynguists særlige kendetegn (ved siden af at være forrygende rappere): en speciel og særegen, nærmest melankolsk lyd, som måske netop hjælper til at give den dybe, du taler om, Steffen. Det er f.eks. det, der gør “Brownie Song” og “Don’t Leave” så exceptionelt gode.

Deltag i debat