Plader

El Perro del Mar: Love Is Not Pop

Skrevet af Christian Birk

For at et album skal være værd at lytte til i længere tid, er det ekstremt vigtigt, at de gode sange overstråler de mindre gode – der skal være flere plusser end minusser. På Love Is Not Pop skal der et målfoto til, før vi kan finde den sande vinder.

Det er ikke sådan, at jeg kan huske, hvilken dag det var, hvordan vejret var, hvad klokken var, og hvilken T-shirt jeg havde på, men jeg kan huske, at jeg var overvældet. Overvældet af El Perro del Mars storslåede og samtidig hudløst ærlige kammerpopdebut. Englene sang med på “Candy”,” I Can’t Talk About It” og “Coming Down the Hill”.

Jeg var forelsket, og det gjorde ondt i maven, når jeg ikke var i nærheden af kvinden bag, Sarah Assbring, og hendes smukt melankolske vokal. Sidenhen er forholdet kølnet, og hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg haft mange affærer siden. Efter den lettere anonyme toer, From the Valley to the Stars, er jeg igen klar til at åbne mine arme og mit hjerte for den romantiske svensker.

Som sine forgængere er Love Is Not Pop præget af en tidstypisk, skandinavisk lyd. Hvor sydeuropæere ofte fravælger Skandinavien på grund af det kølige klima, ja, lige så populær er den småmelankolske lyd overalt i Europa, uanset om meteorologerne varsler shorts eller paraplyer. I Sverige og Norge har denne lyd nærmest skabt sin egen genre og bestemt sit eget publikum. Her har kvindelige kunstnere som Stina Nordenstam, Jenny Wilson, Frida Hyvönen, Lykke Li og altså også El Perro del Mar formået at tryllebinde musikelskere ved hjælp af deres særegne popmusik.

Selvom forskellene mellem de unge kvinder er mange, er der markante lighedstræk. Ofte omhandler sangene kærlighed, tab, sorg og tvivl. Det er altså de store emner og følelser, som lægger bunden for deres musikalske lidelser. Og så er der dem, der mener, at kvinder ikke snakker om andet end sko og make-up…? Lige såvel som lyrikken har fællestræk, lige såvel er selve skelettet pyntet med mange ens lag hud. Enten er numrene langsomme, nærmest hypnotiske, eller også kommer de i en helt anden sensuel og dansabel indpakning. Som hovedregel er de svært charmerende.

Nu er det så spændende (med nervøse træk, om man vil), om min fordomsfulde undersøgelse holder vand ude i den virkelige verden. Hvis man skulle have glemt det (hvilket er fuldt forståeligt), er det El Perro del Mars tredje udspil, Love Is Not Pop, som skal fungere som min musikalske forsøgskanin. Onde tunger vil måske hævde, at albumtitlen er for let et bytte. Med en sådan titel ville det være dårlig journalistik, hvis man undlod at foretage den udligning, som jeg gjorde ovenfor. Som titlen antyder, har vi at gøre med et album om kærlighed. Den svære kærlighed.

Det varer ikke mere end 30 sekunder, før Sarah Assbring syngende bekræfter min allerede tyndslidte fordom: »I’ve got something to tell you, don’t want to make you sad / I’ve got something to tell you, don’t want to make you bad / we’ve been together for so long, don’t want to break your heart.« Således fortsætter det en halv time endnu i selskab med frøken Assbring, og hermed har jeg fået den første af mine fordomme bekræftet. Lad mig, inden det går for vidt, forsikre om, at disse fordomme er kærligt ment og blot fungerer som en del af et videnskabeligt eksperiment. Tidligere har jeg postuleret, at disse kunstnere bevæger sig inden for den skæve pop. Det segment, som er så svært at afgrænse. Det segment, som mange er begyndt at kalde indiepop.

Det ville også være underligt at kalde El Perro del Mars musik for andet end popmusik. Popmusik af den kvalitative slags. Det er egentlig ret tilforladeligt at lytte til. Vers, omkvæd, vers. Sådan er den ofte skåret. Da jeg for første gang faldt for den yndige svenskers lyd, var det på grund af hendes sjældent hørt ærlige og nærmest himmelsk storladne vokal. Der skulle ikke mere end guitar, klaver og Assbrings vokal til, før man følte, at man havde oplevet himmerige på jord. På trods af, at man var ateist og ikke havde været i kirke siden sin konfirmation. Det var et øjeblik af total benovelse og en følelse af at svæve.

Love Is Not Pop er der skruet en anelse ned for guddommeligheden og op for synthesizeren, og det kommer der desværre en alt for ordinær plade ud af. Åbningsnummeret “Gotta Get Smart” fører mig for en kort stund tilbage til forelskelsen for år tilbage. Desværre varer følelsen ikke ved, for selvom førnævnte nummer og lukkenummeret “A Better Love” er fantastiske i deres enkelhed og kliniske æstetik, så formår de ikke at levere den krop, som kunne få dette udspil til at fremstå som mere end en bindestreg i musikhistorien.

På numre som “Let Me In”, “Change of Heart” og den mildest talt skabagtige “Heavenly Arms” formår vores blågule veninde ikke at skabe den livsvigtige balance mellem troværdig enkelhed og patosfyldt grandiositet. Enten bliver det lidt for let. Lidt for ligegyldigt og for lidt El Perro del Mar. Eller så bliver det for svulstigt og alt for meget El Perro del Mar.

Som skrevet tidligere er det svært at lave et godt album, hvis man har en overvægt af dårlige sange, og selvom mit hjerte stadig bløder for Sarah Assbring – eller i hvert fald hendes vokal – så bliver bedømmelsen ikke højere, når jeg kun gider at høre to af numrene til ende.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat