Plader

Filthy Dukes: Nonsense in the Dark

Skrevet af Jonathan Heldorf

DJ-bandet Filthy Dukes forsøger at nedbryde alle musiske grænser, hvad angår tid og genrer. Stort set alt, hvad der hedder tilhørsforhold, udviskes, og kun electronicaen overlever. Debutpladens titel er en yderst passende varedeklaration.

Antikrist har gennem tidens løb taget mange forskellige skikkelser, og verden har – hvis man maler med den brede pensel – været af lave siden ruder konge var knægt. Alt det og mere til er dog med ungdommens gåpåmod og et let smil blevet affejet med en kort forklaring om fremskridt og udvikling. Tolerance er blevet et nøgleord, og ’nyskabende’ en etiket, der bliver klistret på med løs hånd. Fair nok. Jeg stejler ikke, for jeg hører selv med til gruppen, der smiler let. Men med fare for alligevel at lyde vrissen, indskrænket og indtørret vil jeg gerne stille spørgsmålet: Hvor langt er der egentlig fra nyskabende til nydræbende? Det synes jeg, Filthy Dukes giver et rigtig godt bud på, for i mine ører er det til syvende og sidst denne knivsæg, de danser linedans på.

Inden jeg kommer for højt op i gear, er det dog på sin plads at få klargjort, hvad, det er, vi har med at gøre på Nonsense in the Dark: Filthy Dukes er et dj-band, der inviterer til fest. De har samlet en håndfuld blandede sangere til at stå for lyrikken, og så sørger de selv for at lægge et gulvtæppe af techno/house og electronica ud, som alle og enhver kan komme og trampe så meget på, de lyster. Og det gør alle og enhver. Snart er det firserpop i stil med Human League eller Depeche Mode, der styrer ballet. Andre gange lyder Filthy Dukes nærmere som The Game og introducerer mig dermed til et begreb, jeg ikke har hørt før, nemlig gangsta-dance. Denne stil flader ud, og på næste nummer er det så Teletubbies, der springer rundt for at redde dagen, og sådan fortsætter Filthy Dukes med at blande electronica og house op med andre genrer. Der er sågar noget 70’er-disco inde i lydbilledet, og pladens sidste nummer er gudhjælpemig et forsøg på en klaverballade. Man må sige, at Filthy Dukes kommer hele møllen igennem på kun 50 minutter. Imponerende”¦

Nogle gange trækker de på Kraftwerk, andre gange er det Daft Punk eller Calvin Harris, der spøger i baggrunden, og alligevel fornemmer jeg ret kraftigt, at en inspirationskilde, der ikke må overses, er 90’er-tyggegummipoppen. Filthy Dukes kværner slet og ret både 80’erne, 90’erne og det nye årtusinde sammen til en gang svært fordøjeligt støjsynthpophouse. Det er en hårdtpumpende fest, hvor speederen hele tiden er i bund, og stærk sprut og kokain driver ned ad væggene, hvilket resulterer i, at man hurtigt ligger ude på toilettet og kaster op.

Filthy Dukes være bevidste omkring det faktum, at deres plade mildt sagt kommer vidt omkring, og derfor må jeg også nødvendigvis slutte, at deres målsætning med Nonsense in the Dark er at favne bredt og se stort på genre- og epokebegrebet. Desværre synes jeg ikke, det fungerer. Nonsense in the Dark er ifølge mig (!) sin egen intentions modsætning. Jeg synes, Filthy Dukes piller ved grænser, de ikke er modne nok til at pille ved, og dermed kommer de bare til at gøre skellet endnu større, i den forstand at jeg mister interessen for de to elementer, som forsøges forenet, da det snarere skaber forvirring end symbiose.

Men nu skal det hele heller ikke gå op i galde og giftige spydigheder, for enkelte gange bliver man faktisk indfanget af deres ‘electroacidhousenuravetwisteddiscopunkfunk’, som stilen tidligere er blevet kaldt. Den gennemgående hypnotiserende, pumpende dance fungerer tilforladeligt på numre som “Nonsense in the Dark”, “Light Skips Cross Heart” og “Don’t Fall Softly”, hvor især sidstnævnte faktisk lyder ret lækkert, men det er til gengæld også et af de få numre, hvor vi snakker næsten udpræget 80’er-lyd, uden at der er for meget blandingsprodukt over det. Ellers begynder jeg meget hurtigt at lukke ørerne, fordi deres lyd direkte klør.

Jeg vil nu godt gøre opmærksom på, at min ekstreme subjektivitet allerede har mødt modstand, da jeg har afprøvet Nonsense in the Dark på en god ven, som bruger meget af sin fritid på selv at lege med mixerpulte og synthesizere. Han var modsat mig meget begejstret, og han har hårdnakket argumenteret imod mine synspunkter. Det kom der en spændende diskussion ud af, hvor vores eneste fællesnævner blev, at der ikke er nogen umiddelbar kohærens på Nonsense in the Dark; numrene peger simpelthen i alt for mange retninger. Da jeg derfor af empiriske årsager ved, at Filthy Dukes vil være en god oplevelse for mange, vil jeg ikke jokke mere rundt i det; blot må jeg konstatere, at Nonsense in the Dark sandsynligvis er en plade, der vil dele vandene, og at jeg ikke er en af dem, der blev henrykt.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat