Plader

Ghost Society: Dogs and Desperation EP

Skrevet af Signe Palsøe

Ghost Society er en ny, dansk konstellation bestående af musikere fra bl.a. Blue Foundation og People Press Play, der – som navnet antyder – spiller musik af den sfæriske og drømmende slags. Det er godt, men til tider en kende for pænt.

Nye samarbejder mellem branchevante rotter er altid interessante, i og med de er gjort af i forvejen kendte elementer og dermed gør det muligt at iagttage musikere sætte deres personlige præg på et projekt, der er uden for deres sædvanlige arbejdsramme. I Ghost Societys tilfælde er de tre musikere Sara Savery, Tobias Wilner og Lasse Herbst, der også har deres gang i hhv. People Press Play, Blue Foundation og som trommeslager i bl.a. Choir of Young Believers, gået sammen om at skabe musik ud fra et fælles grundlag. En ikke helt ueffen flok lydmagere, hvis samlede talentmasse da også har resulteret i en fin håndfuld numre på ep’en Dogs and Desperation.

Kender du til Blue Foundation og People Press Plays seneste arbejde, har du sandsynligvis en nogenlunde klar forestilling om, hvor i det musikalske atlas du vil finde Ghost Societys domicil. Bandet opererer ganske vist i poppens opland, hvor opbygningerne er simple og strukturerede, ligesom det gjorde sig gældende på Blue Foundations Life of a Ghost fra forrige år. Samtidig opspindes musikken af støjende og svævende elektronik; de grundelementer, som især People Press Play også gør brug af. Det er da også Savery, der lægger stemme til tre af ep’ens fire regulære sange, hvor mellemspillet “Rain Falls” og outroen “Dead by Sound” ikke medregnes.

De resterende skæringer kan alle betegnes som gedigne dreampopnumre i den småstøjende, men polerede ende af skalaen, hvor den gode melodi hele tiden er fikspunkt. Lydbilledet er fyldigt og bølgende, og selvom singleforløberen “Love Love” starter en smule skrabet med en simpel versstruktur båret af en karakteristisk basgang og Saverys ekkoende stemme, ender den alligevel med at udvikle sig til en vidtfavnende synthsag. Selvom “Twisted Mind” aldrig når helt samme højder, er den et fint svingende indslag, hvor bandet vinder på at lade Wilner overtage vokaltjansen, da han, som i Blue Foundation, tilføjer en vis distance og melankoli til den udsvævende popskæring. Mest indsmigrende fremstår “Your Hands” imidlertid, for selvom den opbygningsmæssigt minder en del om “Love Love”, er Saverys vokal her mest vedkommende og virker som et forførende element blandt nummerets øvrige aktører.

Et enkelt covernummer har også sneget sig ind på ep’en. “Jeremy Parker” blev oprindeligt – og meget passende – skruet sammen af støjrockerne i The Swirlies, dengang 90’ernes shoegazer og støjpop stadig havde sin storhedstid. Ghost Society holder på nummeret fast i deres drømmende lyd, og selvom coverversionen er noget mindre frembusende end originalen, er det alligevel her, bandet får tilført en smule pondus til deres udgivelse gennem en mere ukontrolleret guitarstøj.

Overordnet er der nu ikke mange ukontrollerede øjeblikke at finde på Dogs and Desperation, og selvom de instrumentelle passager giver den pæne støjpop noget modspil, kunne man godt savne et element af overraskelse og en smule god, gammeldags kratten i hørebøfferne. Det ændrer dog ikke ved, at Ghost Societys medlemmer har understreget deres position som ferme popsnedkere og har begået en ep med helt igennem lytteværdige numre. Man kan blot håbe, at gruppen giver debutskiven – der udkommer til efteråret – en ekstra tur med sandpapiret, inden den ser dagens lys.

★★★★☆☆

Deltag i debat