Plader

Gomez: A New Tide

Skrevet af Jonathan Heldorf

Den gammeltestamentlige symbolik er tydelig både på cover og titel til sjette album fra Gomez. De formår ikke ligefrem at flytte nogen bjerge, men A New Tide er alligevel et ganske fint og holdbart album.

Det er ikke sjældent set, at den almene forbrugers holdning ligger meget langt fra kunstnerens vision med og forståelse af sit produkt. Fans bliver tit skuffede over en musisk drejning, de måske ikke kan se formålet med, og hvis grænserne forsøges ekspanderet, kan der ligeledes opstå kølig luft mellem afsender og modtager, fordi tilgangen er forskellig i de to lejre. »Jeg kan bedst lide de gamle plader,« er blevet en standardbemærkning, som mange bands må lægge øre til, og det ofte uanset om der er tale om at nå et bredere eller et smallere publikum end hidtil. Enten bliver man for mainstream eller for aparte, eller også står man i stampe. Det er simpelthen umuligt at gøre alle tilfredse.

Gomez er et af de bands, hvor hypen, der engang har været omkring dem, snarere har været en solid hæmsko end en guldbelagt boulevard. Bandet har gennem tiden måttet sande, at det er en bitter pille at sluge, når man starter på toppen, bare for at finde ud af hvor dyb afgrunden egentlig er. Således var alle ovenud begejstrede for bandets debutplade, Bring It On fra 1998, men Gomez har desværre ikke siden haft held til at skabe noget, der har kunnet fastholde deres position som et skelsættende fænomen i musikverdenen. Men det er langtfra ensbetydende med, at deres musik er blevet uinteressant eller spild af tid at lytte til. Det er i højere grad et udtryk for, at forbrugsmarkedet har haft nogle helt andre forventninger til Gomez, end de selv har haft i sinde at indfri.

Nogle gange sker det også, at bands uden videre forsvinder ud i periferien, når deres første succes ikke umiddelbart bliver fulgt op af endnu en smash-sællert, for der skal som bekendt ikke mange kommercielle vildskud til, før man lige så godt aldrig kunne have eksisteret. Gomez kom nogenlunde tilbage på banen i 2006 med albummet How We Operate, der dog stadig ikke bød på deja-vu om fordums berømmelse, men alligevel så absolut var et album, der havde sine kvaliteter. På den måde ligger A New Tide også rimelig tæt op ad How We Operate, da jeg ikke tror, at det umiddelbart vil slå benene væk under folk, selvom bandet altså også i denne omgang formår at fylde et album med velskårede og indbydende pop-/rocksange.

Stilen er ikke så meget anderledes end sidst, vi hørte fra Southport-kvintetten. Det er stadig den glade distortion og lyden af løse strenge, der præger godt og vel halvdelen af numrene, og det mere tilbageholdte akustiske fingerspil+stryger+whiskers, der udgør de resterende af pladens minutter. Den sprøde, bombastiske bouzouki-agtige lyd, som især kendetegnede titelhittet fra How We Operate, er måske knapt så gennemgående på A New Tide, hvor den stort set kun kan høres på numre som “Little Pieces” og “Natural Reaction”. Til gengæld er der denne gang eksperimenteret mere med slideguitar og en generelt mindre poleret lyd, som spiller ganske godt sammen med Ben Otterwels vokal, der heller ikke er helt ren i filten. Når Ian Ball til gengæld tager over på numre som “Win Park Slope” og “Airstream Driver” (der i øvrigt er to højdepunkter), bliver det hele lidt mere intimt. Hans stemme er mere nonchalant og drømmende, men mindre klagende og guttural. Tilsammen skaber det en fin dynamik, at det er to så forskellige stemmer, der skiftes til at være i forgrunden, og når de nu begge kan synge (og rent faktisk turnerer hver for sig ved siden af forpligtelserne i Gomez), så ville det også være underligt ikke at udnytte de positive forskelligheder, de nu engang har som sangere.

Førstesinglen “Airstream Driver” er en sjov, men vellykket gang countrystøj, der leder tankerne hen på et band som Grandaddy, blot med mere høballe og cowboyhat, mens “Natural Reaction” bliver båret frem af klaverbas og træxylofoner – en iørefaldende og udmærket blanding. “Bone Tired” kunne sagtens gå for at være en frit fortolket akustisk udgave af Kings of Leon-nummeret “On Call”, mens topscoreren på A New Tide, “Win Park Slope”, er et fremragende, højtflyvende, psykedelisk popnummer i en vægtklasse, som udfordrer den australske excentriker Luke Steeles (fra The Sleepy Jackson) melodier på posten som ‘psych-country hit of the decade’.

Folk vil givetvis stadig rynke på næsen og sænke øjenbrynene, når det kommer til Gomez, for selvom det mestendels er lettilgængelig indiepop/-rock med en snert af country, så er der noget tilbageholdt og underspillet over bandet, der måske netop sætter deres lys under en skæppe. Det er svært at mærke på Gomez, at de engang har været et band med en mass appeal-millionsucces. Til gengæld er det ikke svært at mærke, at de stadig nyder at lave det, de gør, for A New Tide er bestemt et livsbekræftende bekendtskab, selvom den måske nemt drukner i mængden af alt det andet indiefolk, der oversvømmer markedet i disse dage.

★★★★☆☆

Deltag i debat