Plader

Green Pitch: La Jolla

Skrevet af Signe Palsøe

Green Pitch vægter stadig intimiteten højt på deres andet album, selvom det overordnede lydbillede er blevet mere nuanceret. Alligevel er La Jolla en smule stillestående og kunne godt have tålt lidt mere løssluppenhed.

Det er så oplagt at trække paralleller til parforholdet, når et kæreste- eller ægtepar sætter sig for at producere musik. Er resultatet særligt følelsesladet eller intimt? Har de pågældende musikere tendens til at bruge for meget energi på at kigge hinanden dybt i øjnene, eller kan de abstrahere fra deres nære relation og producere noget – for andre mennesker – vedkommende musik?

Green Pitchs debutalbum, Ace of Hearts fra 2005, var ganske vist et instrumentelt nedbarberet af slagsen, hvilket gav intimiteten et stort råderum gennem Rex Garfields indtagende, tilbageholdende og dog vældig karakteristiske vokal. Jovist, der var kærlighed i luften, og selvom bandet da også viste en sans for den gode melodi, stod de nøgne følelser alligevel som et af pladens vigtigste omdrejningspunkter. Nu, hele fire år efter, er parret klar med opfølgeren La Jolla, og det oplagte spørgsmål er naturligvis, om der i mellemtiden er gået parcelhus i musikken, eller om de to musikere formår at fastholde gløden fra deres fælles karrieres start.

Svaret er både-og. Hvor andre gerne giver hormonerne et break og anskaffer sig en carport efter en lignende tidsperiode, er Rex Garfield og Ste Rasch fortsat med at producere ømme ballader, men har samtidig anskaffet sig lidt flere strenge at spille på. Instrumenteringen er rigere og giver oftere anledning til småstøjende lydflader eller americana-inspirerede indslag, og det klæder som regel musikken. Eksempelvis drives “Somebody’s Hands” frem af en for bandet ny lyd af trommemaskine, der tilføjer karakter og er et fint, vedholdende element, efterhånden som lydbilledet domineres mere og mere af en tiltagende guitarstøj, der ender med at overtage og endeligt får Garfields vokal til at forstumme. Dette sker dog kun for en vældig kort periode, før nummeret afrundes, og det er synd, da et par minutters småstøjende shoegazer havde været en helt passende afslutning efter en sådan opbygning. En lidt kedelig tendens til ikke at ville trække eksperimenterne i langdrag, som flere steder i pladens løb virker påfaldende, da mange numre indeholder mere eller mindre dominerende støjflader.

Man kunne forestille sig, at bandet har valgt denne fremgangsmåde for at holde fokus på den gode melodi, de da også som oftest behersker, hvad enten det drejer sig om de guitardrevne ballader eller de mere fyldigt opsatte arrangementer, hvor et større udpluk af virkemidler tages i brug. Hvor førstnævnte type numre, som eksempelvis den stillestående “Tender”, lidt for hyppigt kommer til at stå i parentes og ikke tilfører pladen noget videre interessant, klæder det pladens indslag at komme en smule op i omdrejninger. “Fire Escape” formår således at inkorporere en westcoast-inspireret guitar, lidt håndklap og et fint vokalarrangement i en helt hitpræget skæring, der dog bibeholder det smådrømmende præg et sted i baggrunden. Også “Recently May” gør sig bemærket ved at fremhæve en americana-tenderende længsel under dens støjflader og melodiøsitet.

Det synes dog en smule vanskeligt at fastholde interessen for La Jolla som helhed. En håndfuld numre kunne, uden at nogen ville lide det store afsavn, have været fjernet ved en grovfiltrering et sted i processen, for det behagelige, der er et gennemgående træk ved pladen, bliver lidt for ofte lig det småkedelige, og La Jolla kommer til at fremstå som værende en del længere end dens 39 minutter. Det ville til gengæld klæde de resterende numre at få plads til at vokse sig større og udforske og udfordre deres lydflader, for det er her, Green Pitch lader til at have et potentiale, der ikke udnyttes til fulde.

★★★☆☆☆

Deltag i debat