Nyheder

Hør Danger Mouse-stjerneparade, før det er for sent

Listen over medvirkende er imponerende, David Lynch har taget billeder – og albummet udkommer muligvis aldrig.

I 2006 udsendte Sparklehorse albummet Dreamt for Light Years in the Belly of a Mountain. I producerstolen sad Danger Mouse, manden bag The Grey Album og halvdelen af såvel Gnarls Barkley som Dangerdoom.DarkNightoftheSoul

Samarbejdet forløb åbenbart til så stor tilfredshed for både Sparklehorse-centrummet Mark Linkous og Danger Mouse, at de gerne har villet gentage succesen. Derfor har de, uden at snakke særlig højt om projektet, skrevet en flok sange sammen og dernæst håndplukket en lang række prominente gæstevokalister til at fremføre dem. “Prominent” må være et acceptabelt tillægsord at bruge, når listen over navne blandt andet rummer Iggy Pop, The Flaming Lips, Frank Black, Nina Persson fra Cardigans og A Camp, James Mercer fra The Shins og Jason Lytle, den albumaktuelle tidligere Grandaddy-forsanger.

Alt sammen er samlet på albummet Dark Night of the Soul, der efter planen skulle udkomme i løbet af de kommende måneder – endda sammen med en bog fyldt med fotografier taget af David Lynch. Og det lyder jo ærligt talt ret lækkert.

Desto mere ærgerligt er det, at der nu er noget, der tyder på, at musikken aldrig vil blive udgivet. Ifølge Drownedinsound.com fægter Danger Mouse og hans pladeselskab, EMI, nemlig nu mod hinanden med paragraffer som våben. Danger Mouse tør ganske enkelt ikke udgive albummet af frygt for juridiske problemer og meddeler derfor via en talsmand, at fotobogen vil blive udgivet, men med en tom cd-r med påskriften “For Legal Reasons, enclosed CD-R contains no music. Use it as you will.”

At albummet formodentlig ikke vil blive udgivet, betyder imidlertid ikke, at ingen kommer til at høre det. Tværtimod kan Dark Night of the Soul lige nu streames hos amerikanske National Public Radio. Det fremgår ikke, hvor længe den ordning fortsætter, så det er næppe fornuftigt at vente længe med at kigge forbi.

Deltag i debat