Plader

Magik Markers: Balf Quarry

Skrevet af Christian Klauber

Magik Markers skifter mellem mange forskellige udtryk på Balf Quarry. I begyndelsen er det en anelse forvirrende, men de mange skift har også potentiale, og når det er allerbedst, er det nærmest fortryllende.

Kan du huske, dengang man legede med trylletusser i børnehaven? Altså, dem der, hvor farverne skifter, når man tegner oven i en farve med den hvide tus. Sort blev til pink, gul til rød osv. Præcis sådan er det at være vidne til Magik Markers, der på Balf Quarry består af guitarist og vokalist Elisa Ambrogio, trommeslager og altmuligmand Pete Nolan samt forskellige gæstemusikere.

Balf Quarry starter med at være støjende a la Sonic Youth, The Kills eller sågar The Raveonettes: En tung bas og masser af monotoni tilsættes en skæv (tenderende det bevidst falske), bagvedliggende vokal på “Risperdal”. Den stil fortsætter de på den destruktive og – i sin kolde uhygge – fascinerende “Don’t Talk in Your Sleep”, hvor Ambrogio bl.a. synger: »Don’t talk in your sleep, don’t you leave a trace / because a loving woman can have a devil’s face / I don’t want to have to be mean, but I’m not afraid / anything you steal baby, you’ll pay for in spades.«

Men så finder de trylletussen frem og spiller pludselig støjende punk i hæsblæsende tempo, så man nærmest sidder hjernevasket tilbage. Og vupti kommer trylletussen utålmodigt frem igen, og lytteren udsættes for et nyt udtryk – med sin ekstreme monotoni og apatiske stemmeføring synes “Psychosomatic” netop at afspejle koblingen mellem sjælelige forhold og legemets fysiologiske funktioner. Og mens man sidder tomt-apatisk tilbage, flås proppen igen af tussen, så en ny farve fremkommer; en farve, der minder om High Places samplebaserede indiepop, selvom en lidt mere støjende guitar kommer på til sidst i nummeret.

Og sådan foregår det hele vejen på Balf Quarry, og med et utålmodigt, skarpt fokus – som jeg selv husker det fra børnehaven, hvor man, når man endelig fik mulighed for at få fingre i trylletussen, som Peter alt for længe havde fedtet med, nærmest var dirrende – skiftes der ind og ud mellem de forskellige farver og sindsstemninger.

Derfor bliver det heller ikke et problem, at trylletussen bliver brugt så meget, som den gør. For når pladen åbner sig for en, bliver de mange skift til en overbevisende afsøgning af alle de mange udtryksmuligheder, der er i rock – eller en enkelt farve om man vil. Lige præcis dette understreger Magik Markers bedst i det over 10 minutter lange, afsluttende nummer “Shells”, der starter som blød drone med violin og elektrisk orgel, går over i noget, der minder om vuggevise-indiepop i midten af nummeret, inden det mod slutningen bevæger sig tilbage til udgangspunktet. Og på samme tid er Ambrogios vokal og teksten, der handler om tilfangetagne fugle, med til at give stemningen et gotisk, uhyggeligt præg.

Og selvom alle farverne ikke altid er lige pæne, og både trylletussen og de tematisk indholdsrige tekster altså resulterer i mange mørke og ret dystre farver, er Balf Quarry generelt en virkelig dragende plade, som, når den er allerbedst, er noget nær fortryllende.

★★★★½☆

Deltag i debat