Manic Street Preachers. Det er da verdens sejeste bandnavn. Jeg elsker bands som Gorillaz, Eels og Cardigans, men navnene har ladet meget tilbage at ønske. Hvis jeg skulle vælge en top-tre over gode bandnavne, så ville Manic Street Preachers sandsynligvis toppe, stærkt forfulgt af Rage Against the Machine og The Innocence Mission. Og hvorfor så det? Fordi det fortæller noget om musikken. Tekster og musik bør passe sammen. Vrede tekster kalder på vred musik, medmindre der er en pointe i uligevægten. Som sådan bør bandnavnet også indeholde musikkens sjæl. Og det er præcis sådan, jeg ser Manic Street Preachers, i det mindste i deres unge år, hvilket elegant leder mig videre til formålet med denne tågede introduktion: På Journal for Plague Lovers vender Manic Street Preachers nemlig i en vis forstand tilbage til rødderne.
Der er ikke mange forsangere fra rockbands, der ikke selv skriver deres tekster, slet ikke når det oven i købet er dem, der står for musikken. Men her er Manic Street Preachers en undtagelse. James Dean Bradfield skriver musikken, men synger tekster, som Bassist Nicky Wire, med stor inspiration fra både politik og litteratur, har konstrueret. Eller: Sådan er det foregået, siden Richey James, bandets (nu officielt døde) lyriker og rytmeguitarist, forsvandt sporløst i 1995. Indtil da arbejdede de to sammen i udformningen af teksterne. Nu, hvor James officielt er blevet erklæret død, har bandet valgt at vise deres respekt og kærlighed ved at udgive et album, der er i den originale bemandings ånd. James efterlod sig en bunke tekster, som nu bliver udgivet på Journal for Plague Lovers, tilsat musik komponeret af Bradfield – ligesom i de gode gamle dage.
Nostalgien lurer i hver en krog af denne anmeldelse, kan jeg læse, når jeg gennemgår, hvad jeg her har skrevet, men det er med god grund, for Journal for Plague Lovers rækker virkelig tilbage i halvfemserne og ser (relativt) stort på den eksplosive succes, bandet fik umiddelbart efter James’ afsked. Hele kapitlet med This Is My Truth Tell Me Yours og Lifeblood m.fl. er tilsidesat, og Journal for Plague Lovers ligger dermed i umiddelbar forlængelse af bandets andet og tredje album, Gold Against the Soul fra 1993 og The Holy Bible fra 1994. Debuten Generation Terrorist ligger stadig urørligt i en tidslomme, desværre, da jeg ser denne som bandets absolut bedste udgivelse, men den stil, de der grundlagde, har de aldrig siden forfulgt, heller ikke nu, og fred være med det, så længe de stadig kan lave skidegod musik.
Og det kan de. Selvfølgelig kan man godt mærke og høre, at Manic Street Preachers ikke længere befinder sig i 90’erne. På Journal for Plague Lovers fremkommer indimellem mere poppede toner, der hører nutiden til, som på “Jackie Collins Existential Question Time”; toner som dem, der var at høre på eksempelvis “Autumnsong” fra Send Away the Tigers, men de virker ikke længere glatte, slimede og unaturlige, som de gjorde på albummet fra 2007, næ, denne gang er tonerne og harmoniseringerne bedre indopererede og medvirker i stedet til at skabe et større panorama i musikken, der således åbner op og stadig har en lilletå fæstet i nutiden, selvom fødderne ellers er solidt plantet i fortiden. Nydeligt.
Hvad mere er der at sige? Manic Street Preachers er nu engang Manic Street Preachers, og det, der har kendetegnet bandet hidtil, kendetegner dem stadig. De ligger stadig i den hårde ende af melankolirocken det meste af tiden; guitarsoloerne er blevet kortere og knap så spændende med tiden, men de fungerer; der skiftes flittigt mellem lyse distortionriff og skarpe klangakkorder, og Bradfields stemme er stadig spot-on i det længselsfulde, høje, let skrigende leje.
Bandet har i denne omgang valgt ikke at frigive nogen singler, og heller ingen af sangene er da helt så melodiøst stærke som “Your Love Alone Is Not Enough” eller “If You Tolerate This Your Children Will Be Next”, hvilket selvsagt stemmer fint overens med det udtryk, de gerne vil ramme. For bare fordi der ikke umiddelbart forefindes en mainstream ørehænger på Journal for Plague Lovers, er det ikke ensbetydende med, at der ikke er hitpotentiale eller fængende materiale at hente; tværtimod er der rigtig mange kandidater om buddet. “Peeled Apples”, “Jackie Collins Existential Question Time”, “Me and Stephen Hawkins”, ” This Joke Sport Severed”, “She Bathed Herself in a Bath of Bleach”, (det her giver ingen mening, jeg remser jo bare alle numrene op!) “Facing Page: Top Left” og “Marlon J.D” er alle sange, der sagtens kunne gå hen og medvirke på en antologi.
Journal for Plague Lovers er en rigtig flot cadeau til Richey James, og selvom Manic Street Preachers er blevet mere modne og har bevæget sig op i en mainstreamvægtklasse, hvor de nu kan fylde stadions med hungrende fans og ikke længere har så meget af ungdommens ildsjæleriske kampgejst i blodet, er de stadig maniske takket være James, der aldrig bliver ældre end ung, og som her på Journal for Plague Lovers har ansporet de tre resterende til at stille sig op på mælkekasserne og igen prædike mod uretfærdigheden, i hans navn.
Journal For Plague Lovers er et skønt album, skrevet i den originale Manic Street Preachers-ånd, man med stor sandsynlighed kan komme til at høre rigtig meget fra, når bandet til juni spiller til Rock Under Broen.
