Plader

Maria Taylor: Ladyluck

Skrevet af Anders Mortensen

Det er sommerligt, let og hverken dybt eller transcenderende, men det er dybt charmerende. Og så er det vejr til det. På trods af de manglende musikalske revolutioner er Ladyluck et imødekommende væld af god indiefolk frembragt af en smuk, smuk stemme.

Jeg leger lige med tanken og håber, at den ikke løber fra mig: Det er nogle gange tid til at lade sin påtagede cred falde, iføre sig et par hørshorts og drikke moccachino i Frederiksberg Have. Lade hengivelsens angst skride, få luft til hjernen og tænke på de mere svævende ting, som f.eks. kærlighed og sådan. Og nu har jeg fundet soundtracket til den slags beskæftigelser, i hvert fald for denne sommer. En plade, der ikke indbyder til dyb eftertanke, men som til gengæld fremtvinger en nem påvirkning fra glatte, indiepopfolkede og skide velkomponerede sange, som den slags Maria Taylor laver.

Som altid er der en indre og indbildsk elitisme, der fortæller, at den slags ikke er okay at lytte til. At der er mere at komme efter hos så mange andre bands med mere ’på hjerte’, loftshows og skrattende dissonans, hvis man er så heldig. Men lige her, med Ladyluck kørende, skal man lade den slags stå til andre gange, hvor det selvfølgelig kan komme på tale igen. Det gælder om at overgive sig en stund, for det er god musik og – om ikke andet – utrolig melodisk.

Selvom musikken i den grad tiltaler café-segmentet, så har Taylor sin indiecred siddende på rette sted, hvis man er glad for ham med pandehåret; ham, der sidder i Nebraska: Conor Oberst fra Bright Eyes. Hun har været en af mandens lakajer fra hans gennembrudstid og har lagt backingvokal til alle hans plader, fra Lifted or the Story is in the Soil, Keep Your Ear to the Ground og frem til Cassadaga. Og langt hen ad vejen er det også den stil, Taylor viderefører på sine soloudgivelser. Vi taler veludført, guitarklimprende og underspillet patos med enkelte strygerelementer og løse trommer, til når takterne og humøret går højere i luften. Melankolien er flygtigt til stede, men aldrig nedtrykkende. Den hensætter højst lytteren til nostalgi om de somre og de damer, der aldrig rigtig var, som man forestiller sig dem, og det ender som albummets overvejende udsagn.

Og der er jo altså ikke rigtig noget originalt at komme efter. Ikke engang på vokalsiden er Maria Taylor nem at skille ud fra mængden af velsyngende folkmusikere (som f.eks. Cat Power), men der bliver opfyldt nogle behov, der næsten er kropslige. En sødme, der fylder det hele under lytningerne, og som ikke når at blive kvalm, men som netop på baggrund af nogle til tider allerhelvedes fine melodier finder sit sted og gør sig selv kort, men rart bemærket. Man kan en gang imellem godt savne en mere organisk lyd, og til tider bliver den ukrøllede stemme og de meget fine arrangementer for meget af det gode, og det medfører, at den smule væsen, Ladyluck gør af sig, savner mere udfoldelse på trods af albummets åbenlyse og skønne kvaliteter.

Men selvom Ladyluck mestendels er en ren, pæn og poleret plade, og selvom den – indrømmet – til tider nærmer sig en faretruende Tina Dickow-zone, så forbliver Taylor alligevel uden for kedsommeligheden. Der er ingen tvivl om, at Ladyluck er lyden af “Grey’s Anatomy” og ufarlig te på venlige altaner, men Taylor har en fantastisk sans for virkelig gode melodier, der får det hele til at spille, og den rene produktion bliver til tider en styrke. Det er en plade, der ikke sætter enorme aftryk hos mig, og alligevel kan jeg ikke undgå at respektere den for dens bevis for, at det (selvfølgelig) er helt muligt at lave forholdsvis ukantet, føle-føle-singer/songwriter, der hverken forsvinder i påtaget selvhed eller går efter laveste fællesnævner.

★★★★☆☆

Deltag i debat