Koncerter

Mi Ami + Slütspürt, 15.05.09, Lades Kælder, København

En begrænset skare havde fundet frem til Lades Kælder for at overvære Slütspürts udknaldede avantgarde-eskapisme og Mi Amis konfronterende og hyperenergiske sceneshow, der blæste knoppen af Undertoners udsendte anmelder.

Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk

Fredag aften er det åbenbart svært at konkurrere med Københavns mange andre kultur- og druktilbud. Det var i hvert fald en lidt for eksklusiv skare, der havde fundet ind i de lavtliggende lokaler i indre by, som kaldes Lades Kælder. Mest af alt virkede det til at være venner af bandet Slütspürt (de stod for opvarmningen) og en mere eller mindre tilfældig flok med smag for den eksperimenterende musikscene.

Slütspürt

Den fik da bestemt også udfordret sine smagsløg. Slütspürt fra det eksperimenterende kollektiv Yoyo oyoy startede, hvad der skulle vise sig at være en rejse i tre smukke etaper med op til flere bjerge uden for kategori. De startede ud med summende sax-droner og progressive, elektroniske toner som hentet fra en af de mere spacy krautrock-plader (jeg tænker Ash Ra Tempel) og kreerede således et smukt formet motiv, der klædte det tætpakkede lokale foran scenen, hvor bandet sad. Det bevægede sig så over i en frenetisk og halsbrækkende freejazz, hvor tonerne peb og sled i både keyboards og blæsere. Og det var bare første nummer. De spillede tre improvisationer, der vel har været 15-20 minutter hver, men hvem lægger i virkeligheden mærke til tiden, når nu de fire herrer gjorde deres bedste for at skære den ud af verden?

De udforskede rum og klange i en avantgardistisk tradition, der fik mig til at tænke på nogle af filmkomponisten Morricones mest radikale værker og den eksperimenterende gruppe AMM, der i 60’erne udforskede et støjende og til en hvis grad stillestående lydbillede, hvor der stadig var en overflod af spændende over- og undertoner at glide ind i. Det spagat udførte Slütspürt med overbevisning, og da fanfarerne lød i slutningen af det sidste nummer, var en højere enhed fuldendt.

Mi Ami

Da californiske Mi Ami (ja, lad endelig ikke navn og geografi forvirre) gik på, virkede scenegulvet næsten endnu mere tomt foran. Ikke fordi der var færre mennesker som sådan, men det havde været med til at fylde, at Slütspürt sad nede blandt publikum. Nu var der knap nok mennesker til to rækker foran, men det påvirkede tilsyneladende ikke bandet (eller måske var det netop det, der pissede dem af?).

Forsanger Daniel Martin-McCormick og bassist Jacob Long har tidligere spillet i Dischord-gruppen Black Eyes, men startede Mi Ami for at lave en endnu mere eksperimenterende gruppe, og det er bestemt lykkedes sammen med trommeslager Damon Palermo. Det kan man forsikre sig om ved at høre deres debutalbum Watersports, der indtil videre er et af årets mest vellykkede og interessante album.

Live formåede de at gøre et intenst og levende udtryk endnu mere energisk. Long og Palermo styrede rytmegruppen med hård og erfaren hånd, en vis kølighed og overblik synes klart at være til stede, og det gav plads til, at Martin-McCormick kunne flippe helt ud. Hans skingre og hylende stemme begyndte straks at bjæffe hektisk, og hans hurtige bevægelser trak op til flere gange stikket ud af mikrofonen i starten, inden han for alvor fik det på plads. Men derfor gik hans stemme alligevel engang i mellem under, når han for alvor sled i sine skærende guitarstrenge.

De dansable og særdeles stramme rytmer formede hypnotiserende grooves, der råsnavede med punkfunken, men også her og der ekkoede ud i duvende dub-toner, selvom den inspiration er tydeligere på pladen. Alt blev lige strammet en ituslået tand mere, og forbindelsen til noiserocken krattede i de hårdtprøvede forstærkere.

Et godt eksempel på Martin-McCormicks intensitetsniveau gav sig til udtryk, da fyren foran mig trådte et skridt tilbage midt i andet nummer for at skrive en sms. Martin-McCormick begyndte at pege på ham, mens han skreg videre, og det virkede i starten til bare at være en del af sceneshowet, men da han smed guitaren og farede ud mod fyren, stadig skrigende i mikrofonen, for at fravriste ham sin mobil, var det tydeligt, at han ikke fandt sig i at miste opmærksomheden, når han nu for helvede var i gang med at flå sit indre ud på scenen.

Det var overvældende, og det er en skam af dimensioner, at der ikke var flere til overvære denne seance. Noget af publikum forsvandt endda under koncerten, og det var lidt sådan, jeg forestiller mig Suicides provokerende koncerter i sin tid var. Udtrykket var tilsyneladende for konfronterende til, at publikum kunne håndtere det. Mi Ami er det bedste, der er sket for punkfunken, siden Gang of Four opfandt den, og mere selvopofrende live-oplevelse er svær at finde.

Slütspürt

★★★★★☆

Mi Ami

★★★★★★

Deltag i debat