Plader

Modulok: Cities and Years

Skrevet af Christian Klauber

Modulok og livet – eller registreringer af det – er stort set synonymer på Cities and Years. Det er der kommet en behagelig, sjælfuld og livsbekræftende plade ud af.

Den canadiske rapper Modulok, der tidligere var en del af det canadiske hiphopkollektiv Red Ants, minder på mange måder om tidlig Common, men der er en befriende kant og mindre polish over både lyd og rap. Tematisk har de nogenlunde det samme på hjerte, og skulle man koge tematikkerne på Cities and Years ned til en suppeterning, ville der stå et ord på den: liv.

Det liv kan f.eks. være”¦
“¦av: Har du prøvet at kende en person, du var forelsket i, hvor vedkommende havde en kæreste, der var en uforskammet patentidiot, og hvor det altid var dig, der stod i baggrunden, klar til at trøste og komme med velmente ord? Hvor det, du egentlig havde lyst til, var at stikke idioten et par på hovedet og bede ham skride, for din ven/veninde var meget bedre tjent med dig”¦ Men hvor situationen – som på “Your Boyfriend’s a Cokehead”, meget passende til lyden af en sørgmodig trompet – aldrig ændrer sig, og erkendelsen sniger sig ind: »And it seems like everytime he hurts you / I was always there / in the background hanging around / but what can I do but face the truth / ’cause he’s with you.«

Men det kan også være”¦
“¦ah: F.eks. at forestille sig alle de kvinder, man har mødt eller drømmer om at møde. Ja, okay, det er måske noget værre dagdrømmeri, men i Moduloks version er det godt nok en tiltalende beskæftigelse: »I think this next girl just beamed in from outer space / big brown eyes taken up space on her tiny face / like she can see through my skin / so she knows exactly how she’d get my blood pumpin’ / I’d follow her home if only I had a spaceship / but not in a creepy way you know what I’m trying to say / but if I ever get a spaceship one of these days.« I lyset af det relativt triste vejr udenfor føltes den tilgang til pigerne på “All the Girls” (og mere overordnet: livet) som den mest åbenlyse, sommerlige dagdrømmerbeskæftigelse (der i øvrigt slet ikke er grim og fornedrende, som man kunne frygte), og selvom alt ikke endte lige godt, signalerede nummeret en charmerende kærlighed til (at leve) livet.

Modulok er altså billedlige registreringer af livet, som det passerer mennesker, nogle gange inden for, andre gange uden for rækkevidde. Selvom observationerne og konsekvenserne af dem indimellem har en trist eller melankolsk nuance, er hans tekster nærværende, og lydbilledet har en rar og rund atmosfære, især takket være de mange følelsesfulde og varmt klingende instrumenter, der optræder: horn, klaver, violin osv. Samtidig er Modulok beriget med et velfungerende flow, lyrikken er klar, præcis og indsigtsfuld, ligesom intensiteten i hans måde at rappe på er passende, især når der rappes om livet, der netop har det med at bevæge sig op og ned i intensitet.

Modulok var uopdaget land for mig, da pladen første gang blev sat i afspilleren. Men jeg skal love for, at rundrejsen i hans univers var en positiv oplevelse. Produktionerne er interessante, og Moduloks observationer af livet er virkelig livet på godt og ondt, og det er let at identificere sig med. Således lyder det – til lyden af et følsomt og sårbart klaver i baggrunden – på “A Certain Time of the Day”: »There is a certain time of the day / I get kind of sad but I smile anyway / see, the thing about me is I hit the ground running / got scared, got blue, got up, made moves.«

Den tilgang er på mange måder sigende for Cities and Years, hvor der – den til tider melankolsk-eftertænksomme stemning til trods – formidles en livsbekræftende optimisme, og det er ikke mindst denne gennemgående optimisme, der medvirker til, at slutproduktet er en plade, der på alle måder varmt kan anbefales .

★★★★½☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar