Plader

Neil Young: Fork in the Road

Skrevet af Filip Granlie

Fork in the Road er en række fine kuriositeter, en håndfuld ret gode sange, én rigtig god og måske én af karrierens allerbedste spundet sammen i et komplekst, men klart sammenhængende tekstunivers.

Neil Youngs nye album kom rent faktisk til verden ‘on the road’. Det præger Fork in the Road, som er en dejligt umiddelbar og lidt rodet affære. Pladen har visse pudsigheder, men bandet spiller til ug med kryds og slange, og produktionen er mere helstøbt end på de to forgængere Chrome Dreams II og især Living With War, som Fork in the Road musikalsk er nært beslægtet med.

De 10 sange holder et vist niveau, for selvom flere af dem er kuriøse eller ligefrem besynderlige, har de deres helt egen logik: “Cough Up the Bucks” har f.eks. et firkantet, stumpt riff, hvorover Neil Young nærmest messerapper titlen igen og igen, men det sære, monotone vers glider via et mere traditionelt mellemstykke over i et modsat smukt og let omkvæd, der sender en direkte hilsen tilbage til finansverdenen: »Where did all the money go? Where did all the cash flow?«

Således falder Fork in the Road ind i den aktuelle verdensuorden med finanskrise, miljøudfordringer, konflikten mellem Vesten og den islamiske verden, herunder Bush-administrationens (m.fl.) fuckup og Obamas lovede forandring og har derudover en revideret rockhistorisk dagsorden. Med en hovedvægt på alternativ energi, især grønt brændstof til Neil Youngs store biler, kredser pladens sange sig om disse spraglede temaer.

Fire sange stikker ud og op. De fire har tilmed fået en særlig plads i coveret, hvor deres tekster er gengivet med tydelig maskinskrift, mens de øvrige tekster står skrevet med rodet rød pen og pile, parenteser og korrektioner, så man fornemmer, at der helt bevidst er tale om en række eksperimenter og fire fuldendte numre.

“When Worlds Collide” er et tungt roadtrip om Vestens selvforskyldte frihedstab efter 11. september i form af indskrænkede rettigheder og Sandhedens tilsyneladende elasticitet i forbindelse med bevisførelsen op til Irak-krigen: »Wrong is wrong, wrong is right / truth is fiction, truth is lies / strange things happen when worlds collide.«

Anderledes opløftende er “Just Singing a Song”: En simpelthen henrivende, tindrende smuk rocksang med overdrive, sjæl, historie og undren, med åbne vidder, jævnt tempo, stor og længselsfuld rumklang, en perfekt uperfekt, rummelig og hjertelig guitarsolo og endog en enkel marimba, der understreger omkvædets akkordskift og tilføjer den elektriske rock lidt grøn øko-klang.

Dertil kommer en selvkritisk og både ligefrem og gådefuld tekst om ord kontra handling, som nærmest er en korrektion af folkmusikkens idealisme; en væsentlig del af Neil Youngs musikalske ophav: »Just singing a song won’t change the world,« erkender manden, der for 20 år siden sang (og dog stadig med stor overbevisning synger): »Keep on rockin’ in the free world.« Den blotte idealisme bliver her til idealistisk handling: »You can sing about change, while you’re makin’ your own.«

Også “Light a Candle” og “Fork in the Road” udmærker sig – ikke mindst i kraft af Ben Keiths bedårende lapsteel-guitar. På ZZ Top-boogierockeren “Fork in the Road” fræser han lydbilledet til med drævende distortion, så det er en hidsig, søvnig fryd. På “Light a Candle”, en stilfærdig og fantastisk country-sang, tilføjer Keith både glød og fortryllende melodistumper, der snor sig om den nye, handlende idealisme: »In the hallways of the ages, on the road to history, what we do now will always be with us.«

Fork in the Road er ikke Neil Youngs bedste, men den har et par sange, der musikalsk kan måle sig med mange af karrierens øvrige højdepunkter, og med tekstmaterialets ærlige og nye vinkler i tilgift er Fork in the Road et ganske markant værk.

★★★★☆☆

Deltag i debat