Plader

PJ Harvey & John Parish: A Woman a Man Walked By

Skrevet af Lasse Bertelsen

Efter den stille succes med White Chalk griber PJ Harvey nu bagud til sit 13 år gamle duo-projekt med John Parish. Arbejdsgangen mellem dem er uændret og har medført en inderligt feminin og sært sexet plade med den maskuline tyngde i ascendanten.

Efter snart 13 års pause har Polly Jean Harvey og John Parish igen taget deres samarbejde op og forsøgt at spille deres styrker op imod hinanden. Som på forgængeren, Dance Hall at Louse Point, fører Harvey pennen og fraserer derfra, imens Parish varetager resten af lyden som komponist, spillemand og producer.

Denne skarpe opdeling er først og fremmest interessant, fordi den sætter PJ Harveys rolle i relief. Langt de fleste kender hende som en regulær artiste, der med mange virkemidler iscenesætter et kvindepersona, som inkarnerer alt fra liderlighed til skrøbelighed på sine egne præmisser. Rollen er nedskrevet og defineret som kvinden, der går sine egne veje og derfor skriver sine egne sange, hvorved kunstneren i et råt skåret feministisk perspektiv fremkommer.

I denne konstellation er Harvey imidlertid i Parishs musikalske vold, hvor de naturligvis begge trives efter mange års on/off-samarbejde på Harveys soloplader, men ikke desto mindre er det manden, der svinger taktstokken, om man må være så fri.

Det var således helt andre gnister, der fremkom på disse duo-plader, hvor Harvey fortolkede stemninger og tekster i ét væk for små 13 år siden på uforglemmelige sange som “That Was My Veil”, “Civil War Correspondent” og “Taut”, hvor den nære kærlighed kunne relativeres over for erfaringer fra Balkan og Rwanda til den sluttelige, primale vrede.

Den encyklopædiske opremsning af følelser og identitet er den samme på dette nylige udspil navngivet med ordspillet A Woman a Man Walked By. Det er nærliggende at tolke denne titel som selvrefererende og noget nær eponym for samarbejdet, men samtidig vidner det om den intimitet, som duoen lægger for dagen. Dét er nemlig et gennemgående træk ved pladen, hvor linedansen konstant går mellem netop intimiteten og det blasert proklamerende om de forhold, der er os mennesker imellem.

Pladen eksploderer netop i blasert figur med radiohittet “Black Hearted Love”, hvor musikvideoens spil med det komplette mørke dybt i skoven i kontrast til fantasiens farver tegner hele pladens selvsikre dobbelthed. Med klare referencer til Sonic Youth og den mere kommercielle del af Harveys bagkatalog blæses man bagover af den power, hvormed Parish og Harvey til fulde formår at at sætte tingene på plads med kombinationen af følelsesfuld vokal og knowing how-respekt for den mere støjende del af musikhistorien. Dét er i hvert fald et trick, der må siges at være en mangelvare i det indeværende år.

Genrerytteri har dog aldrig været hverken Harvey eller Parishs kop te, så på den efterfølgende “Sixteen, Fifteen, Fourteen” – som i denne anmelders optik må være pladens bedste nummer i skrivende stund – flirtes der med de mere engelske folk-elementer, hvor John Parish virkelig viser sin kunnen som både komponist og instrumentalist med et gedigent arrangement med alskens strengeinstrumenter og violinen i en sublim hovedrolle. Det hvirvler af sted, så det hele er en fryd, og med den enkle terassedynamik ved man, at Parish ingenlunde har tabt pusten siden sine sidste bedrifter i Polly Jeans selskab.

En åben kontrast mellem disse to programsætter således resten af pladen, hvor der veksles mellem mere intime øjeblikke, der typisk er tegnsat af tangenter, små strengeinstrumenter og minimale arrangementer, og de mere brutale punches, hvor især “Pig Will Not” med Baudelaire-inspirationen er værd at nævne og selvsagt står som et stærkt tillæg til den tidligere nævnte kvindepersona, hvor forråelsen, sadismen og manden såvel som kvindens ret placeres i zenit, som forholdet mellem mand og kvindes følelser bør være, hvad enten man lyster den ene eller den anden adspredelse.

Til trods for enkelte vildveje er der tale om endnu en uomgængelig plade i følelsernes tegn fra Parish og Polly Jean, hvorfor man må håbe, at det ikke er sidste gang, de slår pjalterne sammen i et forpligtende samarbejde.

★★★★★☆

Deltag i debat