Efter snart 13 års pause har Polly Jean Harvey og John Parish igen taget deres titulerede samarbejde op og forsøgt at spille deres styrker op imod hinanden. Som på forgængeren, Dance Hall at Louse Point, fører Harvey pennen og fraserer derfra, imens Parish varetager resten af lyden som komponist, spillemand og producer.

Denne skarpe opdeling er først og fremmest interessant, fordi den sætter PJ Harveys rolle i relief, for langt de fleste kender hende som en regulær artiste, der med mange virkemidler iscenesætter et kvindepersona, som inkarnerer alt fra liderlighed til skrøbelighed på sine egne præmisser. Rollen er nedskrevet og defineret som kvinden, der går sine egne veje og derfor skriver sine egne sange, hvorved kunstneren i et råt skåret feministisk perspektiv fremkommer.

I denne konstellation er Harvey imidlertid i Parishs musikalske vold, hvor de naturligvis begge trives efter mange års on/off-samarbejde på Harveys soloplader, men ikke desto mindre er det manden, der svinger taktstokken, om man må være så fri.

Det var sÃ¥ledes helt andre gnister, der fremkom pÃ¥ disse duo-plader, hvor Harvey fortolkede stemninger og tekster i ét væk for smÃ¥ 13 Ã¥r siden pÃ¥ uforglemmelige sange som “That Was My Veil”, “Civil War Correspondent” og “Taut”, hvor den nære kærlighed kunne relativeres over for erfaringer fra Balkan og Rwanda til den sluttelige, primale vrede.

Den encyklopædiske opremsning af følelser og identitet er den samme pÃ¥ dette nylige udspil navngivet med ordspillet “A Woman a Man Walked By”. Det er nærliggende at tolke denne titel som selvrefererende og noget nær eponym for samarbejdet, men samtidig vidner det om den intimitet, som duoen lægger for dagen. Dét er nemlig et gennemgÃ¥ende træk ved pladen, hvor linedansen konstant gÃ¥r mellem netop intimiteten og det blasert proklamerende om de forhold, der er os mennesker imellem.

Pladen eksploderer netop i blasert figur med radiohittet “Black Hearted Love”, hvor musikvideoens spil med det komplette mørke dybt i skoven i kontrast til fantasiens farver tegner hele pladens selvsikre dobbelthed. Med klare referencer til Sonic Youth og Harveys mere kommercielle del af sit bagkatalog blæses man bagover af den power, hvormed Parish og Harvey til fulde formÃ¥r at at sætte tingene pÃ¥ plads med kombinationen af følelsesfuld vokal og knowing how-respekt for den mere støjende del af musikhistorien. Dét er i hvert fald et trick, der mÃ¥ siges at være en mangelvare i det indeværende Ã¥r.

Genrerytteri har dog aldrig været hverken Harvey eller Parishs kop te, sÃ¥ pÃ¥ den efterfølgende “Sixteen, Fourteen, Fourteen” – som i denne anmelders optik mÃ¥ være pladens bedste nummer i skrivende stund – flirtes der med de mere engelske folk-elementer, hvor John Parish virkelig viser sin kunnen som bÃ¥de komponist og instrumentalist med et gedigent arrangement med alskens strengeinstrumenter og violinen i en sublim hovedrolle. Det hvirvler af sted, sÃ¥ det hele er en fryd, og med den enkle terassedynamik ved man, at Parish ingenlunde har tabt pusten siden hans sidste bedrifter i Polly Jeans selskab.

En Ã¥ben kontrast mellem disse to programsætter sÃ¥ledes resten af pladen, hvor der veksles mellem mere intime øjeblikke, der typisk er tegnsat af tangenter, smÃ¥ strengeinstrumenter og minimale arrangementer, og de mere brutale punches, hvor især “Pig Will Not” med Baudelaire-inspirationen er værd at nævne og selvsagt stÃ¥r som et stærkt tillæg til den tidligere nævnte kvindepersona, hvor forrÃ¥elsen, sadismen og manden sÃ¥vel som kvindens ret placeres i zenit, som forholdet mellem mand og kvindes følelser bør være, hvad enten man lyster den ene eller den anden adspredelse.

Til trods for enkelte vildveje er der tale om endnu en uomgængelig plade i følelsernes tegn fra Parish og Polly Jean, hvorfor man må håbe, at det ikke er sidste gang, de slår pjalterne sammen i et forpligtende samarbejde.