Koncerter

Pop Revo 09, 01.-02.05.09, Voxhall, Århus

Denne første weekend i maj sprang århusianske Pop Revo i år ud i fuldt flor som en af landets bedste og mest fremsynede og elegant bagudskuende festivaler.

Efter flere år med en gradvist finere og finere festival sprang århusianske Pop Revo i sin 09-inkarnation ud som en af landets a-festivaler, hvad angår program og afvikling. Flere af årets navne var lige direkte i skabet, og modsat tidligere år var både fredag og lørdag ganske trimmet for overflødige koncerter.

Lørdag var dog det helt store trækplaster med fem internationale navne, der alle har bevist deres værd gennem flere år i indielandskabet, men fredag veg dog ikke stort tilbage rent kvalitetsmæssigt, selvom den ikke kunne måle sig med lørdagens stjernebestrøede opstilling. I denne gennemgang har vi holdt os til de internationale navne, men vi kan tilføje, at såvel Lily Electric som Choir of Young Believers leverede fine koncerter tidligt fredag aften, mens Slaraffenland senere på aftenen med en dragende og særpræget optræden fyldte hullet godt ud mellem de udenlandske trækplastre.

Programsammensætningen var på mange måder lige i øjet i år. Der var tre af de mere interessante danske navne, og så var der to svenske navne, der viser dette års elegante spændvidde mellem det nyeste nye og de langt fra afdankede legender. Fredag spillede Love is All deres forelskede partypop, mens lørdag bød på noget så enestående som en koncert med Bear Quartet, der yderst sjældent optræder live. Dermed gik en gammel drøm i opfyldelse for Pop Revos arrangører, og vi bifalder herfra, at festivalen lykkes med at forfølge de enestående og sjældne liveoplevelser.

Hvad angår navnene fra den engelsktalende del af verden, var spændet mellem nyt og gammelt også perfekt. Fredagens hovednavn var legendariske Television Personalities, og lørdag bød på koncerter lige i tiden med Sunset Rubdown, der snart udsender nyt, Gang Gang Dance, der er på toppen af deres karriere (hvis de når endnu højere op, glæder vi os meget til at høre det) og Casiotone for the Painfully Alone, der i flere år har været et navn, man kunne regne med på den uafhængige musikscene.

Television Personalities

Television Personalities

Så vidt programmet, der i år giver Roskilde eftertrykkeligt komparativt baghjul, og ligeledes syner bedre end de fleste minifestivaler i landet. Men der er flere roser at dele ud til arrangørerne:

  • Hver aften havde en perfekt længde med en helt tilpas mængde bands, der spillede koncerter af passende omfang.
  • Samarbejdet med Ølfabrikken muliggjorde optankning på selve Voxhall uden at skulle interferere med spillestedets malabariske ølpriser.
  • Flytningen fra tidligere års mere ydmyge lokationer som Pakhuset og Musikcafeen lykkedes til fulde, og Voxhall egner sig perfekt til Pop Revo. Man kunne have frygtet, at festivalen ville sætte noget af sin indiecharme over styr, men alt fik lov at folde sig ud i fuldt flor, og spillestedets lydforhold var som altid upåklagelige.
  • Vejret var fantastisk.

Så tak til Pop Revo for en glimrende weekend, vi ser frem til årgang 2010. Her følger anmeldelser af årets festival, som Undertoner oplevede den.

Fredag 01.05.09

Love is All
Fredag aftens svenskergruppe Love is All listede ind på scenen uden at gøre voldsomt væsen af sig. Atmosfæren på 1. maj havde skabt alle muligheder for, at publikum kunne forglemme sig i parklege og bayerske grillpølser. Kun et moderat antal koncertgængere havde derfor fundet plads ved scenen. Stiliseret fra top til tå kvitterede de unge publikummer for den overskydende plads ved at indstille sig på en dansefest. Da bandet indtog Voxhall, så man de forventningsfulde og glitrende øjne bag brilleglasset på de skarpt friserede hoveder.

Den bedårende frontkvinde Josephine Olausson præsenterede sig med små og skingre udmeldinger, som med mine beskedne kundskaber i det svenske sprog måtte være et udtryk for taknemmelighed over invitationen til PopRevo. Trommehvirvlen lød hurtigt på nummeret “Wishing Well”, der introducerede et hæsblæsende sæt, som var svært ikke at lade sig fornøje af. Med blæs i saxofonen, appellerende korharmonier fra hele bandet og dertilhørende tæt spillede guitarmelodier fremstod Love is All som et professionelt rockband. Det var en gennemsympatisk optræden, hvor smilene sad gavmildt i mundvigen og tynde arme flagrede ivrigt rundt. Olausson stod med siden til publikum og skiftevis hvinede og hviskede sine sangtekster. I en løs og stribet sømandstrøje agerede hun igangsætter med koklokke, lyserød maracas og dansetrin af den slags, som må gøre sangere stakåndet, da det ligner et stående løb eller frontalangreb mod mikrofonen.

Love is All kan bryste sig af en gedigen hitparade og beviserne herpå imponerede gennem hele koncerten. Der var ingen tvivl om, at “Talk, Talk, Talk, Talk” og “Busy Doing Nothing” satte særlige impulser i gang hos det stadigt voksende publikum. Med et vokalleje beslægtet med Karen O. fra Yeah Yeah Yeahs drejede det sig kun om at hægte sig på det høje tempo, løfte fødderne og trippe insisterende på stedet. Der var også mulighed for blot at stagnere, opgive at følge med, falde sammen.

Desværre havde størstedelen af folket, med og uden røde faner, valgt at væske ganen fra middagstid. Midt i sættet resulterede det i adskillige resignerede miner fra et ellers i forvejen opstemt publikum. Foran scenen så man stråhatte, en glad treenighed i støvledans og svenske pandebånd, men det var heller ikke nok til at holde koncentrationen. Den sidste patriot, en lokal og enligt dansende svale prøvede behændigt at trække mennesker op til den fest, som det aldrig rigtig blev til i anden del. Man kan dog kun hæfte sig ved, at Love Is All leverede lige hvad, de skulle, Århus stod blot stille i historiens fallerede og fordrukne vingesus bag en hæk i Botanisk Have. Det må vi gøre bedre næste år.
(JC)

★★★★½☆

Television Personalities
Television Personalities var fredag aftens hovednavn, og det var meget svært at forvente noget som helst specifikt af bandet. Med den såvel enigmatiske som problematiske Dan Treacy som eneste gennemgående medlem har de lavet skæv, ærkeengelsk lo-fi part time punk siden slutningen af 70’erne – i dag står debutpladen And Don’t the Kids Just Love It stadig som et mesterværk – og efter Treacy en gang tidligere har aflyst en koncert på Pop Revo, var det med diverse modstridende indtryk af Television Personalities, man indfandt sig foran scenen kl. 00.30.: Sublime popsange, fængselsdomme, utilregneligheder og depressioner.

Treacy og hans konsorter gik på scenen og lignede tre afdankede Chelsea-fans, hvilket i samklang med den musik, de spillede, skabte en særegen dynamik. For Treacys fantastiske stemme er snøvlende, barnlig og uskyldig, og musikken og melodierne fantastisk medrivende. Debutpladens kanonafslutter “Look Back in Anger” indledte således koncerten til ug, og den fyldige livelyd virkede fint som supplement til den skrabede lo-fi lyd, man kender fra pladerne.

Ind i mellem numrene lukkede Dan Treacy op for al den underlighed, man havde forventet. Han skiftede med sekunders mellemrum mellem at være olm, fornærmet, glad i låget og sårbar, og hans sprængfarlige ansigtsmimik efterlod konstant publikum i tvivl om, hvorvidt han ville forlade scenen eller erklære os alle sin kærlighed.

Overordnet set var denne fornemmelse af det potentielt ustabile og uventede en fantastisk motor for koncerten. Mellem sikre stik som “Silly Girls” og “Part Time Punks” interpolerede bandet diverse bidder britisk musikhistorie fra The Monkees’ “I’m a Believer” over The Kinks’ “David Watts” til Bowies “Heroes”.

For mit vedkommende efterlod et nummer som aftenens udgave af “This Angry Silence” en pludselig fornemmelse af lykke i mig, fordi det lød så godt, og Treacy samtidig virkede oprigtig glad, mens han spillede den, og fordi det var tydeligt, at glæden var en momentan følelse, der kunne fordufte når som helst. Det var store følelser i uprætentiøs opsætning, der var på spil denne aften.

Koncerten var alt alt for lang, og til sidst udviklede den sig til en form for happening, hvor publikum stille og roligt sivede væk, mens det lod til, Treacy ønskede at se, hvordan han kunne få koncerten til at dekonstruere sig selv og implodere på smukkest mulige vis. Det passede som fod i hose til fænomenet Dan Treacy og koncertens overordnede konturer, og da Voxhall tændte lyset kl 02.00, og det tilsyneladende himmelfaldne band måtte stoppe med at spille og fortrække fra scenen, var man som tilskuer en stor oplevelse rigere. Præcis som musikken og dens ophavsmand var denne Telvision Personalities-koncert utilregnelig, hård, smuk og på sin egen måde virkelig opløftende.
(LWJ)

★★★★★☆

Lørdag 02.05.09

Sunset Rubdown

Sunset Rubdown

Sunset Rubdown

De fem canadiere indtog deres positioner opvakt og med beslutsomhed. Forsanger og eneste oprindelige medlem Spencer Krug henvendte sig til publikum: “Thank you for having us”, og så til bandet med en hvisken: “one-two-three-four”, hvorefter en enorm lyd spændtes ud som et sejl. Det var førstehittet “Stadiums and Shrines II” med sine afsnit af tung og kompleks melodi, der indledte denne aften. Og man tænker straks, der er noget triumferende og manisk lykkeligt over Sunset Rubdowns rigt instrumenterede sange. De begyndte nu at gestaltes nærmest plastisk live.

Lokalet fyldtes ud, men vi havde stadig rigelig luft imellem os. Dagens sidste lys faldt ind fra dørens vinduer, hvilket gjorde en passende livsmæt og livssulten ramme til denne opførsel i brusende indie-storsind. Det føltes som en stadionrock-koncert i miniature. Vi bevægede os videre i diskografien til “Winged/Wicked Things” fra bandets anden plade. Der spilledes på to trommesæt og minutiøst i tilfældet høje guitarskalaer. Karakteristisk for Sunset Rubdown bevægede det sig ud mod publikum som både dartpile og murbrokker, mens det føltes helt og insisterende.

Det fjerde nummer var også det første højdepunkt. Singlen “Idiot Heart” fra bandets nærtforestående treer Dragonslayer byggedes op efter en smule stilhed til åndedrættet. Camilla Wynne åbnede med xylofon-toner, men snart var sangen lige så meget et monster af melodi som koncertens tre foregående. Krugs strube kørte på instinktet, og nummeret fortsatte med at tabes og genopbygges som et vedvarende klimaks.

Under koncerten griber jeg mig selv i at stille spørgsmål, ikke ud af skepticisme, men ud af forundring. Hvad er dette nordamerikanske indie-univers, hvor plader hedder Random Spirit Lover og Dragonslayer? Hvor fantasi og virkelighed tilsyneladende uafladeligt sammenvæves i en højstemt besyngelse af det unge menneskes ubegribelige livsverden? Aftenens optræden gav ingen svar, der kan sprogliggøres. Det ligger hen under det æstetiske, der bl.a. opstår gennem forstærkervendt melodikontemplation. Men det antages at have noget med helte og slim at gøre. Som da Krug mellem to sange annoncerede “I’m feeling especially slimy”, og under koncertens sidste, formodede nye, sang gentog “You’re such a champion”.

Lørdag åbnede således med en auditiv heroisering af slim og ekstremt meget andet. Det var Sunset Rubdowns sidste koncert på touren, og det kunne mærkes. Energisk og ufejlbarligt fremførte bandet ni velvalgte hymner. Den uforklarligt flegmatiske Spencer Krug spillede på det indre toneskifts primalværdi. Og vandt.
(DFD)

★★★★★☆

Casiotone for the Painfully Alone
Klemt inde mellem de mere ekstroverte Sunset Rubdown og Bear Quartet spillede amerikanske Casiotone for the Painfully Alone lørdagens anden koncert på Pop Revo. Bag navnet gemmer sig Owen Ashworth og hans til lejligheden indkaldte band, og konceptet er mere eller mindre fuldt udfoldet allerede i bandnavnet. Minimalistiske indiemelodier med billige keyboards som kerneelement garneret med weltschmerzlyrik.

casiotone-for-the-painfully-aloneKoncerten startede med Ashworth solo, der fint sang sine sonisk uprætentiøse teenagesymfonier, og inden det nåede at blive for ensformigt, blev besætningen udvidet til fuldt band, så de ret så enslydende sange alligevel formåede at give koncerten en form for spændingskurve.

Sangene fra den efterhånden tre år gamle Etiquette fungerede fint, men lidt over midtvejs i koncerten løb Ashworth ind i et af de to problemer, han også bakser med på plade: Hans stemme bliver simpelthen for skabelonisk ensformig, og den besidder ikke den største spændevidde i de casio-rudimentære sange. Det er en skam, for man efterlades lidt med følelsen af, at konceptet ville bære længere, hvis der blev taget nogen chancer i sangstrukturerne og det vokale udtryk.

Ashworths andet problem er, at hans sange bare ikke er sindsoprivende gode. Bundniveauet er fint, og intet lyder dårligt, men der er heller ikke rigtig noget, der for alvor kommer op og ringe. Til sidst lød han og bandet mest som en legetøjsjukebox, der kunne spille den samme sang i forskellige variationer, og kun en fin soloudgave af Bruce Springsteens ellers klistrede “Streets of Philadelphia” rykkede lidt. Der var noget one trick pony over helhedsindtrykket, men dog skal det tilføjes, at det var et ganske behageligt trick at lægge øren til.

Så alt i alt var Casiotone for the Painfully Alone fin adspredelse mellem lørdagens mere varierede bandudtryk, men absolut heller ikke mere end det.
(LWJ)

★★★☆☆☆

The Bear Quartet
Danmark er ikke større end, at mennesker i særlige miljøer ved en masse om hinanden, uden man nødvendigvis har hilst korporligt på hinanden. Når Bear Quartet, træder ind på scenen og udstråler en autoritativ rockglans, som de vitterligt gjorde, så ved man, at der venter publikum en kompromisløs forestilling. Og når så samtidig arrangørerne til festivalen har proklameret, at Bear Quartet er et længe ventet navn i rækken af større internationale navne, så skylder man blot at skærpe opmærksomheden ekstra meget, give oplevelsen ånd og indsats.

Det gjorde jeg denne aften, og jeg må tilstå, at koncerten, når den var bedst, gravede dybt i rockens historie, bidrog med en særlig tilgang til sangskrivning, så man gang på gang lod sig overraske over bandets spændvidde, som også gør sig gældende i deres monstrøse albumkatalog. Når jeg nævner kompromisløshed som adjektiv, så lader det sig cementere i mere end én forstand. Bear Quartet og den meget skandinavisk og intellektuelt fremtrædende Mathias Alkberg gik på scenen med en helt særlig karisma. Seancens mystik var på en eller anden måde forventelig. Folk hviskede om bandets hidtidige insisteren på kunstnerisk frihed, og det var tydeligt, at de var på scenen for at videreføre dette koncept.

Med sig havde Alkberg tekster, der gennem hele koncerten stod på et nodestativ i knæhøjde, hvilket gav forsangeren en noget bøjet og akavet positur på scenen. Ikke desto mindre blæste de et gedigent show af, hvor man som overværende ikke var pædagogisk vejledt, men derimod konsekvent revet op ved roden, kastet ud i en solid svensk rockmanifestation, hvor man stod lidt paf og ventede på de hits, man havde glædet sig til at høre. Det var som ventet ikke en leflen for de mange, som havde lyttet sig gennem det mere legende og powerpoppede Bear Quartet. Tværtimod var det en præstation, som ifølge en kritisk tilhører jeg ofte sætter min lid til, mere en koncert, der lød som halvbagt grunge.

De delte vande er ofte uundgåelige i forbindelse med koncertoplevelser, men jeg så i den forbindelse – overrasket og ret forundret – omtalte arrangør og Bear Quartet-fan lade sig omfavne opgivende på vej ud af mængden af en kær musikven. Om det var af øm salighed over showets kulminerende effekt og transcenderende skønhed, ved jeg ikke, men det kunne også være en skuffelse over et uforløst og uforsvarligt kort sæt af syv sange, som aldrig nåede at fange publikum. Til trods for det, var det tydeligt, at Bear Quartet er og bliver et band med attituden og talentet i orden. Må de gæste Danmark igen snart, hvor vi kan falde på knæ og bede om vores hits – hits, siger jeg!
(JC)

★★★☆☆☆

Gang Gang Dance
“Oh shit, it’s Gang Gang”. Sådan må en anmeldelse af festivalens sidste koncert nødvendigvis indledes. “Oh shit”, fordi alle de trendy indie-kids har købt en band-t-shirt med netop denne påskrift, og “oh shit”, fordi et vidunderligt outreret act som Gang Gang Dance pr. definition aftvinger denne respons.

Bandet åbnede med den instrumentale “Vacuum” fra det seneste udspil Saint Dymphna. I midten af scenen stod Liz Bougatsos i sort flossede gevandter og slog rituelt på både tønde og tromme. Det musikalske tema gentoges igen og igen, mens publikum pakkede sig og forventningerne gærede.

Gang Gang Dance

Gang Gang Dance

Da ouverturen så endelig sluttede, fik vi da også noget nyt. Et langstrakt, nærmest calypsofarvet groove, hvor Liz, som i en egen verden, hævede armene mod loftet overfor et højst vuggende publikum. Før nummeret accelererede og transformeredes. Taka, bandets “spiritual guide”, gæstede scenen som et spøgelse og viftede et flag. Maskeringen var primitivt udvundet af en oversize polotrøje, men ideen om “den dansende roadie” klædte Gang Gang Dance. Især da de minuttet efter blændede op for hittet “House Jam”, hvor candyflossede guitareffekter og et præprogrammeret kor konsoliderede festen.

Koncerten fortsatte med at introducere nyt materiale, der alt sammen var lige dansabelt. Hvilket da også fik enkelte blandt publikum til at borde scenen for at svinge med den her huserende mystiske danseentitet. Liz virkede oprigtigt legesyg, hvilket måske ikke var svært med udtryk som “miauw miauw” eller “tropical!”. Tekstbidderne, hvis man da kan kalde dem det, er blot et eksempel, men tjener godt til at beskrive det svære koordinat, bandet bestrider, et sted mellem det cheesy, det affable, det orientalske, futuristiske og henrivende.

Har Gang Gang Dance et motto er det enten “falaffel” eller “everything flows”. Og alt flød lørdag aften. Rytmerne udvandedes, tog så fat og fart, røgen drev, man var i drømmeland eller calypsoland, og ud af oceaniske guitarsoli og et kviksand af rytmer viste sig pludselig “Egowar”; bandets måske stærkeste materiale, i en til aftenen særligt udsmykket version.

Efter endnu en ekskursion i det nye, samt et ligeså uigenkendeligt encore, hvor crescendo-økonomien endegyldigt væltede ud over det lykkeligt berusede publikum, ja, så lukkede Gang Gang Dance Pop Revo 2009, i det de forlod scenen med et ekko i hælene. Lydene var for mange til at gengive, og ekkoet der syntes at kunne vare – hvis ikke evigt, så indtil man havde erhvervet sig den sidste tøndekølede pils – døde ud. Festivalens afslutning og forårets kulmination kunne ikke ønskes anderledes.
(DFD)

★★★★★½

Leave a Reply