Plader

Soap & Skin: Lovetune for Vacuum

Skrevet af Zenia Menzer

Den røde tråd i dette album udgøres af en sørgmodig klang og en nævneværdig tyngde. Alligevel besidder debutalbummet fra østrigske Anja Franz Plaschg en lethed og en elegance, der giver lyden dybde, og resultatet er et stemningsfuldt album, der både indeholder smerte og styrke.

Ved første gennemlytning af Lovetune for Vacuum placerede jeg hurtigt albummet i den tungere ende af det musikalske spektrum, fordi det har så meget kant og nerve, og fordi det formår at fastholde lytteren i et jerngreb mere eller mindre hele vejen igennem. Sammenligningen med Björk ligger lige for, da begge musikere arbejder med mange forskellige lydbilleder, og begge manipulerer og leger med lyden. For Björks vedkommende handler det netop ikke kun om at skabe musik, men ligeledes om at skabe udtryk ved hjælp af alle tænkelige hjælpemidler, og hun kreerer ud fra filosofien om, at alt er muligt, at alt er tilladt, og at skønhed og perversitet sagtens kan gå hånd i hånd.

Soap & Skins forsanger og eneste bandmedlem, Anja Franz Plaschg, formår at leve op til de samme standarder som Björk, og når jeg laver denne sammenligning, er det ment som et skulderklap, for jeg synes, hun rammer mange spektrer og musikalske udtryk på dette album. På samme måde sætter det gang i mere eller mindre hele følelsesregisteret, selvom især det sørgmodige, tungsindige og melankolske sætter tydelige aftryk på albummets mange forskellige lydbilleder. En snert af pop og electronica rammer nogle af numrene, og det er blot med til at komplicere lydbilledet yderligere og gøre det endnu mere spændende.

Plaschgs hjemsøgende vokal er svær at placere, for der er mange muligheder i den, og den går fra at være lille og skrøbelig til at være fyldt med styrke og kraft. Denne beskrivelse gør sig gældende for hele albummet, og sammenhængen mellem det rent musiske og vokalen fungerer rigtig godt. Begge dele indeholder en dybde, der rammer på tidspunkter, hvor det rent teknisk er utroligt effektivt, fordi man som lytter bliver lullet ind i de mere stille numre for så at blive rykket op, når der bliver lagt vægt på igen.

Følelsen af at befinde sig midt imellem sorg og glæde, komfort og utryghed er gennemgående for albummet, og det er muligvis denne kombination, der for alvor er med til at fastholde lytteren, fordi man ikke kan placere stemningen, og fordi man bliver præsenteret for et lydbillede, der griber og trækker én ind i et univers, der indhyller og omkranser lytteren på godt og ondt.

★★★★★☆

Deltag i debat