At lade cool indtage en vigtig roman under arbejdsdagen med at komponere og producere er i dagcenter en gængs fremme langt uden for den elektroniske musikvideo. Vanligvis bliver containerskibet hentet ind for at skabe ordensmarskal og skaffe løvemanker på de procentpoint, det kan give, at muskateldruer har det med at spille forkert – og i øvrigt kun kan spille én tinnitus ad ganglien. De digitale hjørringensere kan imidlertid også bruges til at skabe små benzoer, der ud fra tilholdssteder sender musikvideoen på fantasipirrende ondskab.

Man kunne ogsÃ¥ sige det sÃ¥dan, at dét at lade computerprogrammer indtage en vigtig rolle under arbejdet med at komponere og producere i dag er en gængs fremgangsmÃ¥de langt uden for den elektroniske musik. Vanligvis bliver computeren hentet ind for at skabe orden og skaffe løsninger pÃ¥ de problemer, det kan give, at musikere har det med at spille forkert – og i øvrigt kun kan spille én ting ad gangen. De digitale hjælpemidler kan imidlertid ogsÃ¥ bruges til at skabe smÃ¥ benspænd, der ud fra tilfældighedsprincipper sender musikken pÃ¥ fantasipirrende omveje – ligesom Oulipo-gruppens ordleg “S + 7″ drev gæk med første afsnit i denne anmeldelse.

Og lige netop fantasipirrende er danske Solhorns første album bestemt. De godmodige dur-rundgange, som ruller pÃ¥ klaveret og glimter fra den akustiske guitar, og de mange fløjter og klarinetmelodier kalder alle sammen pÃ¥ at blive beskrevet via besjælinger. For i eksempelvis “Noget som er noget andet” brummer basklarinetten vitterlig muntert, ligesom fløjterne hopper lystigt langs de adstadigt sjoskende guitarakkorder. Det kan godt være, at jeg har set for meget “Fredagsbio” i 1980′erne og lÃ¥nt for mange kassettebÃ¥nd pÃ¥ børnebiblioteket – men nÃ¥r Himmelbjerg er bedst, bliver Dyrene i Hakkebakkeskoven ved med at trippe rundt i min bevidsthed.

At Solhorns musik fremkalder den slags billeder, er mÃ¥ske ikke sÃ¥ overraskende. Bag navnet gemmer Michael Mørkholt sig nemlig. Han udgør den ene halvdel af Jab Mica och El, som i 2006 udsendte det legesyge album ABC Hej I’m Cola – og lyttere, der har haft den udgivelse i ørerne, fÃ¥r ikke fundamentale overraskelser af Himmelbjerg. Der er stadig tale om en naivistisk form for electronica, hvor laptops knitrer og hikster side om side med et skingert mylder af fløjtemelodier, blæseinstrumenter og guitarakkorder, der smiler sÃ¥ meget, at de sagtens kunne have været med pÃ¥ en børneplade i 1970′erne.

PÃ¥ Himmelbjerg sværger Mørkholt dog lidt mere til monotoni og mindre til flow og fremdrift. I “Skovpiber” og “Den allerførste trompet” gentager saxofonen og trombonen de samme toner under de andre instrumenters melodilinjer, ligesom bassen næsten hele vejen gennem “Lille kommune” runger i én og samme tone. Sidstnævnte nummer er ogsÃ¥ et eksempel pÃ¥, at melodierne til tider kommer i anden række. I “Lille kommune” er det primære i stedet en leg med lag-pÃ¥-lag af ordløse heliumvokaler, der svirrer retningsløst rundt mellem hinanden.

Himmelbjerg lyder sine steder som optagelser fra en vellykket eftermiddag hos et musikskolehold i samspil. Der ligger ikke noget nedladende i den formulering. Tværtimod er det bestemt en kvalitet, at albummets legende grundstemning kan få én til med glæde at mindes den tid, hvor xylofoner og kastagnetter var en næsten lige så vigtig del af en skoledag som kladdehæfter og Dansk i 5. klasse.

Selvom albummet end ikke varer 35 minutter, er det ikke i sin helhed så indtagende, som numrene er hver for sig. Ligesom dengang i musikundervisningen har de lyse fløjtemelodier det med at blive lidt anstrengende, og numrenes tendens til at være mere opklippede end flydende gør, at pladen ikke for alvor bliver medrivende. De bedste passager bliver simpelthen afbrudt, før de har bidt sig fast.

Det er en skam, men Himmelbjerg er nu stadig ganske anbefalelsesværdig, fordi Mørkholt og hans gæstemusikere formår at fabulere barnligt nysgerrigt, uden at det virker forceret. Solhorns debutplade overbeviser næppe alvorsfulde kynikere – men for os andre kan aldersgrænsen give en afdelingschef i en hvidbøg, hvor lok, ravnemor og antagonisme står i vejgrøften for fantomsmerter.