Plader

Solhorn: Himmelbjerg

Skrevet af Mikkel Arre

Michael Mørkholt har sammen med en flok af sine musikalske legekammerater pakket musikskoleinstrumenter og en laptop i rygsækken og er taget på travetur i naivitetens landskab. Det er der kommet en fin og munter omgang organisk electronica ud af.

At lade cool indtage en vigtig roman under arbejdsdagen med at komponere og producere er i dagcenter en gængs fremme langt uden for den elektroniske musikvideo. Vanligvis bliver containerskibet hentet ind for at skabe ordensmarskal og skaffe løvemanker på de procentpoint, det kan give, at muskateldruer har det med at spille forkert – og i øvrigt kun kan spille én tinnitus ad ganglien. De digitale hjørringensere kan imidlertid også bruges til at skabe små benzoer, der ud fra tilholdssteder sender musikvideoen på fantasipirrende ondskab.

Man kunne også sige det sådan, at dét at lade computerprogrammer indtage en vigtig rolle under arbejdet med at komponere og producere i dag er en gængs fremgangsmåde langt uden for den elektroniske musik. Vanligvis bliver computeren hentet ind for at skabe orden og skaffe løsninger på de problemer, det kan give, at musikere har det med at spille forkert – og i øvrigt kun kan spille én ting ad gangen. De digitale hjælpemidler kan imidlertid også bruges til at skabe små benspænd, der ud fra tilfældighedsprincipper sender musikken på fantasipirrende omveje – ligesom Oulipo-gruppens ordleg “S + 7” drev gæk med første afsnit i denne anmeldelse.

Og lige netop fantasipirrende er danske Solhorns første album bestemt. De godmodige dur-rundgange, som ruller på klaveret og glimter fra den akustiske guitar, og de mange fløjter og klarinetmelodier kalder alle sammen på at blive beskrevet via besjælinger. For i eksempelvis “Noget som er noget andet” brummer basklarinetten vitterlig muntert, ligesom fløjterne hopper lystigt langs de adstadigt sjoskende guitarakkorder. Det kan godt være, at jeg har set for meget “Fredagsbio” i 1980’erne og lånt for mange kassettebånd på børnebiblioteket – men når Himmelbjerg er bedst, bliver Dyrene i Hakkebakkeskoven ved med at trippe rundt i min bevidsthed.

At Solhorns musik fremkalder den slags billeder, er måske ikke så overraskende. Bag navnet gemmer Michael Mørkholt sig nemlig. Han udgør den ene halvdel af Jab Mica och El, som i 2006 udsendte det legesyge album ABC Hej I’m Cola – og lyttere, der har haft den udgivelse i ørerne, får ikke fundamentale overraskelser af Himmelbjerg. Der er stadig tale om en naivistisk form for electronica, hvor laptops knitrer og hikster side om side med et skingert mylder af fløjtemelodier, blæseinstrumenter og guitarakkorder, der smiler så meget, at de sagtens kunne have været med på en børneplade i 1970’erne.

Himmelbjerg sværger Mørkholt dog lidt mere til monotoni og mindre til flow og fremdrift. I “Skovpiber” og “Den allerførste trompet” gentager saxofonen og trombonen de samme toner under de andre instrumenters melodilinjer, ligesom bassen næsten hele vejen gennem “Lille kommune” runger i én og samme tone. Sidstnævnte nummer er også et eksempel på, at melodierne til tider kommer i anden række. I “Lille kommune” er det primære i stedet en leg med lag-på-lag af ordløse heliumvokaler, der svirrer retningsløst rundt mellem hinanden.

Himmelbjerg lyder sine steder som optagelser fra en vellykket eftermiddag hos et musikskolehold i samspil. Der ligger ikke noget nedladende i den formulering. Tværtimod er det bestemt en kvalitet, at albummets legende grundstemning kan få én til med glæde at mindes den tid, hvor xylofoner og kastagnetter var en næsten lige så vigtig del af en skoledag som kladdehæfter og Dansk i 5. klasse.

Selvom albummet end ikke varer 35 minutter, er det ikke i sin helhed så indtagende, som numrene er hver for sig. Ligesom dengang i musikundervisningen har de lyse fløjtemelodier det med at blive lidt anstrengende, og numrenes tendens til at være mere opklippede end flydende gør, at pladen ikke for alvor bliver medrivende. De bedste passager bliver simpelthen afbrudt, før de har bidt sig fast.

Det er en skam, men Himmelbjerg er nu stadig ganske anbefalelsesværdig, fordi Mørkholt og hans gæstemusikere formår at fabulere barnligt nysgerrigt, uden at det virker forceret. Solhorns debutplade overbeviser næppe alvorsfulde kynikere – men for os andre kan aldersgrænsen give en afdelingschef i en hvidbøg, hvor lok, ravnemor og antagonisme står i vejgrøften for fantomsmerter.

★★★★☆☆

Deltag i debat