Plader

Super Furry Animals: Dark Days/Light Years

Super Furry Animals er som altid et broget bekendtskab, der ynder at hugge med arme og ben fra alverdens inspirationskilder. Selvom den røde tråd mangler, er Dark Days/Light Years et legesygt og fængende album.

I en tidligere anmeldelse (af den islandske musiker Mugison) omtaltes, hvordan placeringen i et yderområde, geografisk og kulturelt, kan påvirke en kunstner. I en sådan situation har kunstneren flere muligheder. F.eks. kan han grave dybt i historiens lag og lade sig inspirere af stedets tidligere udøvende kunstnere og egen kulturhistorie. En akut udlængsel kan også være resultatet, og han tvinges til at søge inspiration fra hele verden. Det spændende ved Super Furry Animals er, at de mestrer begge dele.

Gruppen har altid været kendt for at gå egne veje, især genremæssigt, hvor waliserne ikke kan sættes i bås. De har tidligere lavet album sunget på walisisk, hvilket bestemt er en udfordring for lyttere uden for Wales. Denne anmelder måtte således også give fortabt på nummeret “Lliwiau Llacher” på den nye Dark Days/Light Years, hvor alene titlen kan skræmme lyttere væk. Heldigvis er dette det eneste stærkt lokalpatriotiske islæt på albummet. Den resterende flok sange synges på engelsk, men på trods af den formildende omstændighed er det stadig ikke et lettilgængeligt album. Det kræver tid, før melodierne sætter sig fast, og en umiddelbar skepsis slår over i interesse. Ved første lyt kan albummet virke sært fragmenteret.

At sætte ting i kategorier er en almen menneskelig tendens. Det er en sjov opgave, når man prøver her. Der er elementer af psykedelisk rock, f.eks. på åbneren “Crazy Naked Girls”, der med sin slæbende rytme, temposkift og sleazy wah-wah-solo beskriver beruselsens forskellige faser – fra den første opstemthed og eufori frem til forvirring og nedtur, når alkoholen fordamper. “MT” er glamrock a la T-Rex, og “Moped Eyes” kunne være et Pulp-nummer, dog i en sært funky og syret udgave, hvor desperationen spirer under overfladen. Pludselig skifter stemningen, og vi er i det lalleglade hjørne på “Inaugural Trams”, der nærmest virker barnligt naiv, men med højt humør. Samme humor ses i nummeret “White Socks/Flip Flops”; en titel, der rammer flere midaldrende mænd, ikke blot i Wales, men også her til lands.

På “Cardiff in the Sun” titter Brian Wilson frem af gemmerne, og vi er vidne til en walisisk udgave af Beach Boys. Forskellen er, at solen ikke skinner nær så kraftigt i Wales. Den solbeskinnede pop er oversat til mere afdæmpede forhold. De maskerede positive vibrationer ses igen i “Where Do You Wanna Go?”; en sang om vild forelskelse og hvad der sker, når den får én til at gøre mærkelige ting.

Der er kort sagt ingen rød tråd gennem albummet og sandsynligvis heller ingen overordnet historie. I så fald er den godt gemt. Hvad der i stedet samler pladen, er dens futuristiske præg. Selvom inspirationskilderne er af ældre dato, får de her en overhaling, der gør pladen tidløs og frigjort fra snærende bånd. Der er en legesyge til stede, sammen med en positiv respektløshed. At gruppen samtidig lyder helt unik, er en stor bedrift, når man blander så mange genrer og dækker multiple stilarter.

Heldigvis manøvreres der stilsikkert i et usikkert farvand, og hvis man er en forholdsvis tålmodig sjæl, indeholder albummet flere små perler, der venter på at blive fisket frem.

★★★★☆☆

Deltag i debat