I en tidligere anmeldelse (af den islandske musiker Mugison) omtaltes, hvordan placeringen i et yderområde, geografisk og kulturelt, kan påvirke en kunstner. I en sådan situation har kunstneren flere muligheder. F.eks. kan han grave dybt i historiens lag og lade sig inspirere af stedets tidligere udøvende kunstnere og egen kulturhistorie. En akut udlængsel kan også være resultatet, og han tvinges til at søge inspiration fra hele verden. Det spændende ved Super Furry Animals er, at de mestrer begge dele.

Gruppen har altid været kendt for at gÃ¥ egne veje, især genremæssigt, hvor waliserne ikke kan sættes i bÃ¥s. De har tidligere lavet album sunget pÃ¥ walisisk, hvilket bestemt er en udfordring for lyttere uden for Wales. Denne anmelder mÃ¥tte sÃ¥ledes ogsÃ¥ give fortabt pÃ¥ nummeret “Lliwiau Llacher” pÃ¥ den nye Dark Days/Light Years, hvor alene titlen kan skræmme lyttere væk. Heldigvis er dette det eneste stærkt lokalpatriotiske islæt pÃ¥ albummet. Den resterende flok sange synges pÃ¥ engelsk, men pÃ¥ trods af den formildende omstændighed er det stadig ikke et lettilgængeligt album. Det kræver tid, før melodierne sætter sig fast, og en umiddelbar skepsis slÃ¥r over i interesse. Ved første lyt kan albummet virke sært fragmenteret.

At sætte ting i kategorier er en almen menneskelig tendens. Det er en sjov opgave, nÃ¥r man prøver her. Der er elementer af psykedelisk rock, f.eks. pÃ¥ Ã¥bneren “Crazy Naked Girls”, der med sin slæbende rytme, temposkift og sleazy wah-wah-solo beskriver beruselsens forskellige faser – fra den første opstemthed og eufori frem til forvirring og nedtur, nÃ¥r alkoholen fordamper. “MT” er glamrock a la T-Rex, og “Moped Eyes” kunne være et Pulp-nummer, dog i en sært funky og syret udgave, hvor desperationen spirer under overfladen. Pludselig skifter stemningen, og vi er i det lalleglade hjørne pÃ¥ “Inaugural Trams”, der nærmest virker barnligt naiv, men med højt humør. Samme humor ses i nummeret “White Socks/Flip Flops”; en titel, der rammer flere midaldrende mænd, ikke blot i Wales, men ogsÃ¥ her til lands.

PÃ¥ “Cardiff in the Sun” titter Brian Wilson frem af gemmerne, og vi er vidne til en walisisk udgave af Beach Boys. Forskellen er, at solen ikke skinner nær sÃ¥ kraftigt i Wales. Den solbeskinnede pop er oversat til mere afdæmpede forhold. De maskerede positive vibrationer ses igen i “Where Do You Wanna Go?”; en sang om vild forelskelse og hvad der sker, nÃ¥r den fÃ¥r én til at gøre mærkelige ting.

Der er kort sagt ingen rød tråd gennem albummet og sandsynligvis heller ingen overordnet historie. I så fald er den godt gemt. Hvad der i stedet samler pladen, er dens futuristiske præg. Selvom inspirationskilderne er af ældre dato, får de her en overhaling, der gør pladen tidløs og frigjort fra snærende bånd. Der er en legesyge til stede, sammen med en positiv respektløshed. At gruppen samtidig lyder helt unik, er en stor bedrift, når man blander så mange genrer og dækker multiple stilarter.

Heldigvis manøvreres der stilsikkert i et usikkert farvand, og hvis man er en forholdsvis tålmodig sjæl, indeholder albummet flere små perler, der venter på at blive fisket frem.